Pablo i pausen..

Blog nok. Hør dub!

Kampen for anerkendelse eller se mig, piger!

Apropos mit sniksnak over Informations underholdende artikel om hipsteren. Læs denne lille komparative analyse af emo, hiphop og r’n’b på den fine blog Violet Verden.

Og så kan man jo tænke lidt over om det maskuline perspektiv virkelig er så fremherskende i pop/ungdomskulturen? Drejer det meste sig i grunden om at vise man er bedre end de andre fyre så man kan komme til damerne? Sikkert..

Men pigerne er jo også – stadig mere – med?!

Politikabale

Unavngivne politifolk tilbød ifølge Hans Engell selv at medvirke til at dække over den daværende konservative leders uheldssvangre spritkørsel.

Det påstår Hans Engell i hvert fald i sin nye bog Farvel til Slotsholmen som udkommer i morgen. Centrale politifolk har svært ved at tro på historien. Det manglede også bare, havde jeg nær sagt. Men Engell har vel ikke nogen særlig interesse i at finde på den? Det kan selvfølgelig være han i en opkogt situation har misforstået en politimand, der blot har udvist en smule sympati eller medfølelse overfor en falden mand. Hvem ved?

For nogen år siden læste jeg den respekterede venstresocialist Preben Wilhjelms selvbiografi Fra min tid. En bog jeg ville have fundet mindre interessant hvis jeg var ældre, for store dele af bogen er genoptryk af gamle debatindlæg.

Søren Krarup gør det samme i et væk. Jeg opfatter Krarups gentagelser som noget mere mere trættende, ikke alene af politiske årsager. Vi holdt Jyllands-Posten i mit barndomshjem i 80’erne og 90’erne. Jeg kender sangen.

Et af Wilhjelms interesseområder er retspolitikken, herunder bl.a. tilsyn med registre, efterretningstjenesterne osv.

I Fra min tid harcelerer Wilhjelm en del over en anden konservativ historie om spritkørsel. Da Per Stig Møller blev leder af det Konservative Folkeparti efter Engells uheld, kom det frem at også han årtier inden havde kørt spritkørsel.

Så vidt jeg husker var Wilhjelm utilfreds med at meget gamle oplysninger om kriminalitet, oplysninger som forlængst er slettet fra folks straffeattest, stadig fremgår af et af politiets registre. I den konkrete situation var der endvidere særlig grund til at beklage sig over det forhold at der ikke var nogen effektiv logføring af registret.

Man kunne følgelig ikke se hvem der havde fundet det værd at slå Per Stig Møller op og lække oplysningen om hans gamle synder. En politiansat har det formodentlig været. Gad vide om man fik bedre styr på det register dengang?

Enhver kan tænke sit. Sandheden får vi måske aldrig.

Man man kan jo for eksempel lægge to og to sammen og brygge sig en sjov lille konspirationsteori om “Engell-fløjen” i det danske politi.

Et par randbemærkning til en udmærket analyse af blogosfæren

Det er en slem avistørke på min kollegiegang. Derfor har jeg ikke bemærket den udmærkede lille opsats om den danske blogosfære, som Politiken bragte den 22. september. Kristine Fjord Tolborg og Thomas Telvins analyse rammer hovedet på sømmet. Set fra en journalistisk synsvinkel har den uafhængige danske blogosfære stort set intet af byde på.

Men selvom blogosfæren på ingen måde kan træde i stedet for de store nyhedsmedier, når det gælder almindelig nyhedsformidling kan den selvfølgelig så meget andet. Ideologisk indpiskning, en eller anden besynderlig nymodens social funktion, som jeg ikke helt kan greje – en slags hygge(?) –  og noget med særlige måder at fremstille specielt kultur- og livstilsstof på. Endelig er der selvfølgelig den personlige vinkel, som i sig selv kan være af værdi, især hvis bloggeren befinder sig i en særlig interessant situation eller har en særlig viden om eller personlige erfaringer fra et specielt felt.

Fred være med det. Jeg vil nødig have skudt et reaktionært mediekritisk synspunkt i skoene. Selvom jeg tror de traditionelle medier kan levere mange af de samme ting, ofte bedre.

Tolborg og Telvin konkluderer at blogosfæren ikke udgør nogen umiddelbar trussel mod de store medieinstitutioner. Alligevel kan man jo godt gøre sig sine tanker om hvilket forskruet verdensbillede man ville kunne danne sig, hvis man alene læste (danske) blogs, og aldrig besværede sig til at læse en avis (det være sig på nettet eller i papirudgaven) eller høre radio eller se tv.

For nu at følge Tolborg og Telvins grove opdeling ville man jo enten blive et kiksemonster eller bidt af en gal muhammedaner. Eller måske bare blive uhyre overfladisk.

Det er såmænd godt nok med blogs, man skal bare tag dem for hvad de er, og helst ikke fortabe sig i dem – så risikerer man alt for let at udarte til en karikatur af en blogger: en lidt overfladisk sjæl, evt. med kværulantiske træk og i hvert fald med en indsnævret horisont.

I medieverdenen, som i mange andre sammenhænge er der altså god grund til at forsvare institutionerne – ikke ukritisk eller for enhver pris, forstås – men netop fordi de traditionelle medieinstitutioner lige så meget som de er traditionsbevarende er med til at sikre kvalitet, redelighed og mangfoldighed i den offentlige meningsudveksling. En enkelt blogger, så velorienteret som han eller hun end kan være er selvfølgelig ikke i stand til at levere et lige så vægtigt bidrag til den offentlige samtale, som det forpligtende arbejdsfælleskab som fx. en avisredaktion udgør.

Der vil jeg gerne indrømme min mediepolitiske konservatisme. Jeg vægter redaktionens praktiske og forpligtende arbejdsfælleskab langt højere en blogosfærens diffuse netværk.

Fatal læsning

Kristeligt Dagblad, som jeg modtager for tiden, omtalte for noget tid siden hvad der lyder som en beundringsværdig bogudgivelse, hvor en jesuit, en rabbiner og en imam som det hedder med en rammende formulering, “tager livtag” med diverse problematiske steder i de tre abrahamitiske religioners helligtekster. Bogen, Les Versets douloureux, “De smertefulde vers”, er endnu kun udkommet på fransk. Man kan læse lidt mere om bogen hos World Congress of Imams and Rabbis for Peace.

It’s hip to be square?

Fredagens Information byder på en lang artikel om hipsteren af Lasse Lavrsen. Et effektivt opsat og fermt sammenskruet stykke journalistik vælger jeg at tro, og det ikke udelukkende for at retfærdiggøre over for mig selv at jeg læste det hele.

Men artiklens hovedpointe – at hipsterkulturen praktisk taget altid-allerede opsuges og udvandes af den kommercielle mainstream, og at hipsteren derfor som det hedder bliver “livsnerven i det kommercielle system, han prøver at slå ihjel” er efterhånden en standardindvending mod enhver form for forestillet ‘modkultur’, og derfor ikke i sig selv særligt interessant. Som en af kommentarerne til net-udgaven af artiklen også påpeger, gjorde denne mekanisme sig allerede gældende i forbindelse med punken.

Paradoksalt nok er det som fænger i artiklen, de i den trykte udgave lækkert opsatte fodnoter, som beskriver forskellige objekter og institutioner fra hipsterens verden, og på denne måde tegner et ret anskueligt billede af denne flygtige kultur.

Man (gen)kender typen, kort sagt, uden i øvrigt at have stødt på vedkommende så ofte – undertegnede bor jo i provinsen, og kommer ikke så meget på kasernen – hvor Aarhus Universitets æstetiske fag findes – eller andre steder i mit universitære nærområde, hvor mere eller mindre rendyrkede hipstere kunne tænkes at færdes.

Så flygtig kan hipster-kulturen følgeligt ikke være, tænker jeg?

To spørgsmål:

1) Er det ikke fra starten af misforstået at opfatte den skitserede subkultur som distinkt modkulturel?  Er det i grunden ikke bare fyre, som så at sige “passer deres have” – laver lidt kunst, musik, film eller what ever og i øvrigt køber ind, går til fester og prøver at score damer med en vis smag og originalitet samt ungdommelighed, ikke at forglemme. Som unge mennesker med en vis smag og orginalitet nu gør.

Bevares. Det kan da godt være at der er en hipster eller to som har forlæst sig på Walter Benjamin, Adorno eller noget queer-teori af en slags, fx. Men d’herrer og damer er – bl.a. måske netop derfor – næppe så naive at de har særligt massive modkulturelle ambitioner. Mon ikke det allerhøjest for de mere avancerede og kreative typer drejer sig om at rydde sig en liden beskeden jordlod, som ganske vist står i en uundgåelig forbindelse med mainstreamen, men som man dog kan gå og pirke lidt i som man vil?

2) Som sådan lider hipsteren jo ikke noget stort nederlag (altså i kraft af sin hipsterhed). Artiklens “Mads” har det såmænd sikkert alligevel bare lidt sjov undervejs, selvom han citeres for følgende:

“Når vi tager til fester, har alle deres venneflok med i deres mobiltelefon, så vi kan ikke være et sted ad gangen. Vi skal hele tiden videre til et nyt sted. Så står vi på Vesterbro, og så er der pludselig en fest i Sydhavnen, der er endnu smartere, fordi den er endnu mere undergrundsagtig. Det er sindssygt stressende.”

Nu er det ikke fordi jeg vil spille sur gammel mand og beskylde nutidens ungdom for at være sart og blødsøden. Godt nok kan man ikke stole på nogen over tredive, men nej: Faktisk er jeg ikke utilbøjelig til at tro at Mads’ sorger er en ganske relevant reaktion på tidstypiske fænomener. For nylig præsenterede Anders Fogh Jensen i DJØF-Bladet (af alle steder!) sin tese om “projektsamfundet”. Læs interviewet eller andre af filosoffens samtidsdiagnostiske tekster – han er inde på noget meget vigtigt, som tangerer Mads’ sorger.

Mere interessant ville det altså være at se på (ungdoms)kulturen mere helhedsorienteret, og se hipster-elitens nederlag til mainstreamen i sammenhæng med den gammeldags generiske modes funktionsmåde. Her i provinsen, i hvert fald, ser det nemlig ud til at der stadig er betydeligt flere overpudrede pigebørn af diverse afskygninger og tilsvarende (bøv)smarte fyre i stramme t-shirts, hængerøvsbukser og hvad har vi end der er rendyrkede supersemiotiske hipstere. Bøvsmarte jo netop kun set fra et synspunkt præget af en kulturel smag, der sikkert i høj grad er præget af fænomener, som er udviklet af hipsterne.

Og selvom “elite-hipsteren” forsøger at undslippe modens og mainstreamens hierarkier, kommer mange af de tegn af den type som artiklen opremser, til at indgå i kulturelle rum, der i hvert fald på visse stræk fungerer mere “gammeldags” og hierarkisk?

Hmm… Der tænkes højt.. Og ikke særligt distinkt eller avanceret for den sags skyld. Jeg er ikke særligt godt inde i den sociologi som behandler disse spørgsmål. Bordieu tænker jeg for eksempel har interessante bidrag til diskussionen.

Førte Anker Jørgensen Danmark mod den økonomiske afgrund?

Balder Asmussen korrigerer denne almindelige opfattelse i en artikel i den seneste udgave af det udmærkede internetmagasin Kritisk Debat. Mit beskedne kendskab til nationaløkonomi ruster mig ikke til at vurdere Asmussens påstande særligt nøje, men det har altid undret mig i hvilken grad historien om Schlüter som reddede dansk økonomi efter den uduelige Anker valgte at slippe tøjlerne har fået lov til at stå uimodsagt i medierne.

Men Asmussen udlægning af historien er appellerende ikke alene fordi den gør op med denne opfattelse, som simpelthen virker alt for almindelig, men også fordi den virker afbalanceret, for så vidt som de påståede motiver til Ankers tilbagetræden ikke virker synderligt hæderværdige.

Desuden er det forfriskende at Asmussen lader det stå ganske klart at både politikerne og den økonomiske sagkundskab har det med at hænge sig i økonomiske lovmæssigheder, som imidlertid ikke altid er i stand til at forudsige det faktiske forløb.

Sådan helt aktuelt er arbejdsløsheden jo så vidt undertegnede forstår faldet under et niveau, som i hvert fald visse økonomer tidligere har betragtet som et nærmest naturligt laveste niveau.

Historien om Ankers uformåenhed og Superman Schlüter  – og især senere socialdemokraters manglende vilje til at forsvare deres partis fortid – er et tydeligt tegn på den kvælende økonomiske konsensus som har bredt sig i dansk politik op gennem 1980’erne.

Apropos kan man i gårsdagens Information læse et interessant interview med Ove K. Pedersen og John L. Campbell, som mener den danske debat bl.a. på baggrund af denne økonomiske konsensus er blevet for fikseret på nationaløkonomi.

Abba Pater

Der er noget sært rørende over denne lidt new age-agtige plade, den gamle pave nåede at indspille. I det hele taget synes jeg der var noget rørende over den hvidklædte olding i hans sidste år.

Prøv at høre. Musikken er mildest talt lovlig flødet, men der altså noget over den gamle mands lidt tøvende ordstrøm – især den knortede sang tilsidst:

Coolsville

Jeg bryder mig egentlig ikke så frygtelig meget om BREUMM, men nu har jeg godt nok heller ikke brugt meget tid på at aflytte den roste debutplade “Det perfekte spild af tid”. Den smule jeg har hørt virker lidt for upersonligt og koldt.

Til gengæld var jeg svært begejstret for Jonas Breums gamle orkester Coolsville som desværre kun nåede at udgive en plade, Langtfra landet, som jeg hører tit og gerne, især når jeg er i dårligt humør. Det er nemlig en usædvanlig varm og personlig pop/rockplade.

Youtube byder på nummeret “Det gælder”:

Simmeres snak

I Sims 2 kan man lade sin spilfigur spørge en af de andre simmere: “Hvad kan du?”

Et muligt svar er: “Jeg er pænt god til krop”.

Kosteligt!

F-skalaen

Kunne du tænke dig at vide om du har en autoritær personlighed? Lidt fascist er man vel altid? Test dig selv ved hjælp af The F-Scale!

Fra netværk til trevler? – Mette Bock om Ny Alliance

Når man tager hvad der siden skete taget i betragtning, er denne udgave af Krause på Tværs hvor Anders Samuelsens søster Mette Bock begejstret taler om Ny Alliance som et kvalitativt nybrud i dansk politik, særdeles interessant. Lidt morsomt er det såmænd også.

Mette Bocks ideer om et åbent, netværkende politisk parti kom rigtignok til udfoldelse, men forhåbentlig ikke som hun havde forestillet sig, så kynisk er hun sig næppe bevidst at være.

Nu er det jo altid nemt at være bagklog, men da jeg i sin tid hørte udsendelsen tænkte jeg: det kan måske være godt nok det der netværkeri, men det kan nemt blive en retorik, der kommer til at dække over skamløst karriererytteri og despekt for vælgere og andre bonderøve.

Venlige og mere skeptiske ord om SF’s fremgang

Denne begejstrede udlægning af Socialistisk Folkepartis fremgang fra Kritisk Debat fortjener da også opmærksomhed. Internetmagasinets redaktion skriver blandt andet:

Så hvad med at gå lidt frisk til sagen og se SF’s store vælgertilslutning som et symptom på, at noget er i gang. Som udgangspunktet for det opgør med den kapitalistiske rationalitets irrationalitet, som så mange sukker efter, i stedet for at bruge al energien på at analysere på, hvad SF ikke er. Det er nemlig ikke Villy Søvndal eller SF, som fremover bør påkalde sig den største interesse, men derimod de tendenser ude i samfundet, som partiet politisk har sat i tale.

Noget mindre positive udlægninger kan man finde på Lars Henrik Carlskovs blog eller fra snart sagt enhver anden stemme med Enhedsliste-sympatier.

Hvad mener undertegnede? Tjaeh…

Den katolske fare – et eksempel på det risikable ved SF’s ny strategi

Åh nej! Skal det nu også til at gå ud over katolikkerne var vel nok første tanke da jeg først læste om Astrid Krags udtalelser om østarbejderne (Politiken 10.07.2008). Især dette citat af den unge folkesocialist virkede foruroligende:

Der findes strømninger inden for den katolske kirke, som jeg synes, der er lige så lidt plads til i Danmark, som jeg synes, der er plads til Hizb-ut-Tahrirs idéer

OK! Jamen selvfølgelig, kunne man jo sige. Såvel autoritære og intolerante katolikker som muslimer må vel være naturlige modstandere for demokratiske, frisindede socialister? Selvfølgelig!

Men hvad er relevansen, for hulen! Hvad i himlens navn er den umiddelbare sammenhæng mellem eventuelle politiske ubehageligheder i den katolske verden i almindelighed eller Østeuropa i særdeleshed og den indvandring Danmark i øjeblikket modtager fra Østeuropa.

Eventuelle sociale, økonomiske, uddannelsesmæssige, boligpolitiske problemer i den forbindelse har da i udgangspunktet meget lidt at gøre med at en vis andel af disse indvandrere eventuelt skulle nære mere eller mindre ubehagelige sympatier i sammenhæng med deres religion, nøjagtig som man for eksempel ikke lader det indgå som et væsentlig element i dansk socialpolitik at ca. en femtedel af danskerne går ind for dødsstraf.

I et læserbrev i Politiken samt indlæg på sin blog søger Krag da også fornuftigvis at nedtone den ‘kulturalisering’ eller ‘religionisering’ af østarbejderne, som lå lige for med tanke på hendes udtalelelser til Politiken.

Men spørgsmålet er jo om skaden ikke er sket? Krags første ‘udfald mod katolikkerne’ vil blive det der huskes. De efterfølgende ganske fornuftige nuanceringer fanges givetvis af færre. På denne måde opnår SF  at tale både til de vælgere der tiltales af idéen om den overlegne dansk-protestantiske kultur og sekundært at lappe på partiets forhold til de vælgere, der ikke er begejstrede for denne ‘kulturalistiske’ tankegang, men i øvrigt nærer sympati for SF.

Det er ikke uproblematisk. For selvom Astrid Krag ikke er nogen Morten Messerschmidt – det hedder for eksempel ikke: “Vi har ikke et østarbejderproblem, vi har et katolikproblem” – taler hun altså om problemet ‘østarbejderne’ på en måde der alt for let forstås i den retning. Uanset hvad der er hensigten, bliver Astrid Krag fanget ind i en måde at strukturere et problemfelt af denne type på, som ikke er i overensstemmelse med hvad der burde være Socialistisk Folkepartis ideologi.

Man kan i den forbindelse stille to spørgsmål:

1. Er dette emne overhovedet noget som et ledende medlem af Socialistisk Folkeparti bør sætte på dagsordenen? Er det væsentligt i saglig forstand samt ud fra en socialistisk politisk vinkel?

2. Hvis 1. kan besvares bekræftende: hvordan kan et sådan emne sættes på dagsordenen på en stærk måde, der markant adskiller sig fra den ubehagelige måde højrefløjen aktuelt er tilbøjelig til at behandle integrationspolitiske emner på (dansk-kristen kulturs overlegenhed, hele befolkningsgruppers identifikation med ekstremisme etc.)?

Socialistisk Folkeparti, samt hele venstrefløjen har al mulig grund til at tænke grundigt over denne og lignende problemstillinger, da der kan stilles tilsvarende spørgmål i forbindelse med SF’s håndtering af mange andre emner indenfor det der med en problematisk term kaldes ‘værdipolitikken’.

Jeg har især hæftet mig ved at SF i forbindelse med emner som retspolitik, dyrevelfærd og fødevaresikkerhed har været tilbøjelig til at komme med meget skarpe udmeldinger, der ligner skud fra hoften.

Men partiet skal vogte sig for ikke at komme til at spille med på de moralske panikker, som plager tidens politiske klima og afleder opmærksomheden fra emner der fra en socialistisk vinkel udgår langt mere væsentlige og overordnede politisk-økonomiske problemer.

Ved Ponte alle Grazie

Mellem Ponte alle Grazie og Ponte San Niccoló i Firenze findes en kunstig tange eller meget lav dæmning der går hele vejen over floden Arno, hvor man kan nyde solen, sætte sig til at fiske eller soppe. Man skal dog være lidt varsom, for går man langt ud på den kommer man til at spadsere på en meget glat overflade bestående af beton dækket med grønne søplanter.

Jeg kan godt lide at opleve fremmede steder, men jeg bryder mig meget lidt om rollen som på turist. Den påkalder alt for meget opmærksomhed. I et bylandskab foretrækker jeg klart den stille værdighed der er forbundet med så vidt muligt at glide ind i omgivelserne – i Italien skete det til min fornøjelse et par gange at folk tog mig for at være italiener.

Men selvfølgelig skal man også tillade sig den luksus at standse op og betragte dette elller hint – hvad der automatisk påkalder opmærksomhed. Det er uendelig svært ikke at opføre sig som en turist, når det nu engang er det man er.

På et punkt kan meget dog gøres: påklædningen. Selvom italienerne vist ikke er helt så elegante, som vi gerne vil bilde os ind her oppe nytter det altså ikke noget at iføre sig shorts og bøllehat, hvis ikke man vil tages for en turist. Følgelig gik jeg i Italien konsekvent i skjorte, pæne lange bukser og lædersko.

Der ude på tangen gik det nu lidt for vidt. Det havde nok været en idé om jeg havde taget sko og strømper af i hvert fald til sidst. Da jeg først havde fået pjaskvåde sko og sokker overvejede jeg et øjeblik at fortsætte hele vejen over. Et halsløst projekt, som jeg hurtigt opgav. Det var for glat, og det så også ud som om det var vanskeligt at komme op på den anden anden side af floden. I stedet sjoskede jeg tilbage og fortsatte ned mod Ponte San Niccoló langs med floden. Det er overraskende behageligt at gå i gennemblødte lædersko og sokker i 30 graders varme.

Ved Ponte San Niccoló faldt jeg over et afrikansk marked, hvor jeg købte et festligt bælte, der i øvrigt viste sig at være lidt for lille. I Firenze er læder det helt store. Jeg må få lavet et ekstra hul i det ved lejlighed, bæltet, for det er virkelig festligt. Det er en skam jeg aldrig går med skjorten ned i bukserne, hverken her eller i Italien.