Den utrættelige Rune Engelbreth Larsen udgiver i dag en bog om ‘Louise Frevert-sagen’, dvs. sagen om de vanvittige debatindlæg på bemeldte dames hjemmeside.
I den forbindelse skriver han i kronikken i Politiken i dag at det er en skandale at politiet ikke har sigtet Louise Frevert for racisme i sagen. Som man måske vil huske er det kun hendes webredaktør Ebbe Talleruphuus - den gæve modelskibsbygger - som er blevet sigtet i sagen.
Den udgang på sagen har nok kunnet undre, når man har fulgt med i hvad Frevert og Talleruphuus har sagt til pressen. Rune Engelbreth peger da også i sin kronik på en række modsigelser mellem de forklaringer som er blevet givet i sagen og de faktiske forhold, som tyder på at det højst sandsynligt er helt urimeligt at Talleruphuus alene skal bære ansvaret for de muligvis kriminelle (ie. “racistiske”) indlæg.
Nu er Ebbe Talleruphuus endnu ikke dømt efter racismeparagraffen - og det er højst uvist om han vil blive det eftersom domstolenes praksis i disse sager er temmelig ugennemskuelig. Han vil næppe heller blive særlig ked af en sådan dom, det ser jo ud til at han velvilligt har påtaget sig rollen som syndebuk, for at beskytte Frevert.
Det er tilsyneladende heller ikke definitivt afgjort om ikke Louise Frevert alligevel bliver sigtet. Ifølige Politiken flyder hendes sag stadig frem og tilbage mellem politiet og statsadvokaten. Men mon ikke hun slipper.
Det undrer mig ikke at Rune Engelbreth er forarget over at Frevert på denne nedrige måde lader en anden tage skraldet, men det undrer mig ærlig talt hvorfor han, som ellers er kendt for sine endog overordentlig liberale retspolitiske synspunkter ikke benytter lejligheden til at sætte rimeligheden af racismeparagraffen til debat.
I sig selv er Straffelovens § 266b som her anføres i sin fulde længde en højst tvivlsom bestemmelse, for så vidt som den rummer vide muligheder for fortolkning indenfor et område som oplagt er politisk.
Den, der offentligt eller med forsæt til udbredelse i en videre kreds fremsætter udtalelse eller anden meddelelse, ved hvilken en gruppe af personer trues, forhånes eller nedværdiges på grund af sin race, hudfarve, nationale eller etniske oprindelse, tro eller seksuelle orientering, straffes med bøde eller fængsel indtil 2 år.
Stk. 2. Ved straffens udmåling skal det betragtes som en særligt skærpende omstændighed, at forholdet har karakter af propagandavirksomhed.
I det omfang man overhovedet skal straffe politiske forbrydelser i et demokrati bør der absolut være så klare og objektive kriterier for hvad der er strafbart som muligt. Denne klarhed og objektivitet mener jeg fx. er sikret når det er strafbart at opfordre til vold.
Vold er ligesom til at ta’ og føle på. Men “trues, forhånes eller nedværdiges” - alene det forhold at lovgiverne har følt det var nødvendigt med denne opremsning af delvist synonyme ord antyder at man her bevæger sig ud på gyngende grund.
Det kunne så være hvad det var hvis anklagemyndigheden og domstolene havde fulgt en tilbageholdende og ensartet linje i håndhævelsen af paragraffen (helst stort set ikke anvendte den, som det er tilfældet med blasfemiparagraffen). Ansporet af ganske mange anmeldelser er paragraffen tværtimod blevet anvendt ganske ofte de seneste mange år, og domstolenes afgørelser har ikke kunnet sige sig fri fra et vist præg af vilkårlighed.
Desuden har bestemmelsen ramt skævt på den måde at personer, som udtaler sig barskt men er uden væsentlig politisk indflydelse - Glistrup og Fadi Abdullatif fx. - er blevet straffet efter bestemmelsen, mens magtfulde personer som har de juridiske og kommunikationsmæssige ressourcer i orden belægger deres ord - og former debatten, vel at mærke - så de kan undgå straf.
Det er derfor også højst tvivlsomt om racismeparagraffen har nogen gavnlig politisk virkning; om ikke den blot fremmer omskrivninger, tvetungethed og forløjethed fremfor at forhindre hetz og diskrimination, for man kan jo stort set kun give Rune Engelbreth ret i at
en stor del af det famøse indhold på Freverts hjemmeside, som Dansk Folkeparti tog 100 procent afstand fra, er fuldkommen på linje med partiets almindelige synspunkter og retorik i den politiske debat. Og deri ligger den virkelige skandale, som fortjener langt større bevågenhed fra både pressen og vælgerne.
Men Dansk Folkeparti skal imødegås politisk og ikke juridisk - det er demokratisk uholdbart at straffe ytringer som 10-15 % af vælgerne støtter. I den forbindelse skal man måske ikke være så ked af at vi har Louise Frevert, for hendes manglende evne til at tale sammenhængende og klart samt hendes skæve retfærdighedssans gør hende da til en let modstander.
Eksemplerne på hendes oplagte jok i spinaten er talrige, min personlige favorit er nok da hun i DR2’s Indefra kundgjorde at hun er imod adoption (det er ikke løgn!). En skarpere holdning end partiets i øvrigt - DF er kun imod homosexuelle pars mulighed for at adoptere. Mere graverende er dog hendes talrige udfald mod politiske modstanderes ytringsfrihed - et tegn på en kynisme som rimer fint med hendes adfærd i hjemmesidesagen.