Nåja… jeg tænkte nok jeg var for naiv igår. Selvfølgelig hverken kan eller vil d’herrer i Viby lytte på Herbert Pundik.
I går var avisens kulturredaktør Flemming Rose i Profilen på DR. Han forsvarede avisens Muhammed-tegninger ganske vedholdende.
Han havde to rækker af argumenter: de liberale – det magiske ord ytringsfrihed kan tilsyneladende retfærdiggøre alt hvad et dagblad foretager sig. - og de nationale – Danmark har en fri og god debat, mens den internationale debat om tegningerne skyldes at Saudi-Arabien etc. er totalitære stater på linie med Sovjet.
De liberale argumenter er de vægtigste – men der har dog heldigvis kun været ganske få stemmer som har krævet en egentlig indskrænkning i ytringsfriheden. Man har været vred over at Jyllands-Posten brugte sin ytringsfrihed til at svine muslimerne til. Et virkeligt forsvar for ytringsfriheden må ind i mellem indebære at man forsvarer modbydelige ytringer principielt. Men dette rimelige krav bliver helt umuligt, hvis det bliver til at man ikke må modsige disse modbydelige ytringer og med alle lovlige midler påvirke den som ytrer dem til at skifte mening.
Jyllands-Posten er ikke et afmægtigt offer for en totalitær sammensværgelse. Bladet er Danmarks største avis og har bevidst brugt sin ytringsfrihed til at håne et religiøst mindretal – ikke bare med tegningerne, men også i alle mulige andre forbindelser.
Når Flemming Rose stiller sig an med en så tvetydig opfattelse af ytringsfriheden, en opfattelse som i realiteten ophæver samme, idet det iflg. Rose strider mod ytringsfriheden at bruge sin ytringsfrihed til at angribe andres ytringer, virker det meningsløst at søge at holde Jyllands-Posten op på sit generalieblad, som det gøres i Dagbladet Arbejderen i dag. Jyllands-Posten kan lige så lidt som alle andre forventes at leve op til denne meningsløse tolerance, som Flemming Rose kalder ”respekt for ytringsfriheden”.
Ikke desto mindre er det altså i denne de liberale argumenter det det er lettest at følge Rose. Selvfølgelig skal vi forsvare Jyllands-Postens ret til at optrykke den slags snavs. På samme måde som man skal forsvare Foreningens Oprørs ret til at offentliggøre støtteerklæringer til tvivlsomme væbnede grupper, den frie porno, nazisternes demonstrationsret og hvad ved jeg. Især når militante fanatiske bøller truer den med vold. Det er en national demokratisk pligt. Men dette forsvar ville ingenlunde, som Rose påstår, stå svagere hvis avisen siger undskyld - det er jo ikke bøllerne den i så fald siger undskyld til.
Såvidt så godt. Værre bliver det med Flemming Roses nationalisme. Selvfølgelig har Rose ret i at Saudi-Arabiens regime er noget værre møg. Men man skal altid vogte sig når folk taler om totalitarisme. Det er ofte et blot et retorisk stempel som tjener til at forvandle sammensatte grupperinger eller sammenhænge, man ikke bryder sig om, til en entydigt ond blok. Flemming Rose synes fx at glemme at de internationale protester bla. kommer fra Palæstina, hvor der lige er blevet afholdt et demokratisk valg efter forbløffende gode normer, navnlig efter omstændighederne.
Dette argument fremstår som et forsøg på at fremstille de internationale protester som irrelevante. Flemming Rose går tilsyneladende ind for at den internationale debat skal foregå efter ikke-indblandingsprincippet. Bemærkelsesværdigt for en mand som engang skrev klummen ”Kosmopolit”, og var korrespondent i Sovjet.