Onkel Henning læser avis

Danmark har fået en ny kvindesagsforening, Kvinder for Frihed. Foreningen har indtil videre markeret sig i som arrangører af en forestilliing med den norsk-pakistanske standup-komiker Shabana Rehman, som så alligevel ikke blev til noget.

I den forbindelse blev der råbt selvcensur godt og grundigt efter Betty Nansen Teatrets ledelse. Undertegnede har ikke været i teatret i årevis, bryder sig i hovedsagen ikke om stand up-komik (blot et medie for selvoptagne kværulanters idiosynkratiske brok: lidt lissom weblogs) og skal derfor ikke kommentere den sag nærmere.

Det næste initiativ fra foreningens side har så været en foreslået boykot samt andre protester mod at Arla i Mellemøsten har ladet trykke en annonce hvor mejerigiganten tager afstand fra de nok så omtalte Muhammedtegninger. Det kriminelle sted i annonceteksten lød:

de år vi har haft i jeres verden har lært os at retfærdighed og tolerance er fundamentale værdier i islam

Hvadbehager? Hør nu her! Der står jo ikke “Arla synes det er abefedt at saudiarabiske kvinder ikke må køre bil” eller “Vi respekterer jeres tradition for at importere sydøstasiatiske kvinder med henblik på at voldtage, besvangre og henrette dem”.

Det er al ære værd at protestere mod kvindefjendske regimer, såsom det saudiske, eller mod tåbelige og undertrykkende skikke der begrundes religiøst, æresdrab, kvindelig omskæring, whatever - men det her angreb på Arla kan da ikke opfattes som andet end et forsøg på at koble sig på en mediestrøm der allerede kører. Mantraet må være: “Muhammedsagen er kvindekamp!”

Man må vente i spænding på det næste visionære indspark i kønsdebatten fra denne forening. Lad os gætte på at det også vil handle om en ond, ond religions virke overalt på kloden. Gæt selv hvilken.

Det overrasker i særdeleshed ikke når forkvinde, henholdsvis næstforkvinde for foreningen er Vibeke Manniche og Jette Plesner Dali. Sidstnævnte er medlem af Venstre og har ifølge sin hjemmeside “kvindepolitik” som en hobby på linie med “film og bøger”. Mere kendt er hun da også for skrive læserbreve, hvor islams femte kolonne i Danmark fremstilles som én fascistisk fare.

Vibeke Manniche, som er læge, forsøger ved enhver given lejlighed at gøre det at muslimske kvinder går med tørklæde til et stort problem. Således har hun ved flere lejligheder talt for at læger ikke bør gå med tørklæde, fordi det kunne skræmme eventuelle muslimske kvinder, som søgte lægehjælp i forbindelse med overgreb i hjemmet. Aha! Argumentet holder omtrent lige så godt, som hvis man krævede at skaldede læger skulle gå med paryk, for ikke at skræmme eventuelle ofre for vold begået af skinheads (faktisk dårligere, thi det er vel som oftest mænd, der tæver deres koner, muslimske eller ej). I øvrigt virker disse praktiske argumenter lidet troværdige når Manniche samtidig siger ting som:

Hvis jeg får målt blodtryk af en kvindelig læge, der bærer tørklæde, så bliver det alt for højt! Det provokerer mig i den grad, fordi det for mig er et symbol på en ekstrem kvindeundertrykkelse.

Heldigvis er lægerne fornuftige nok til at klapse den slags synspunkter godt og grundigt, se fx. denne artikel i Ugeskrift for Læger, eller denne.

Kvinder for Frihed er ikke den første af disse sære organisationer, som kæmper for noget de færreste behjertede mennesker kan være imod: ytringsfriheden, menneskerettighederne eller kvindesagen, men som samtidig med usvigelig sikkerhed retter denne kamp mod islam og den muslimske indvandring. Organisationer som Trykkefrihedsselskabet, det såkaldte Institut for Religionsstudier, som driver hjemmesiden sharia.dk, det norske Human Rights Service og nu altså Kvinder for Frihed.

Det kan så måske være godt nok, når og hvis disse grupper virkelig gør noget for den sag de vil kæmpe for. Der er da ubetvivleligt muslismske lande og muslimske politiske grupper, som bør bekæmpes i relation til disse sager. Her bør man ikke på forhånd skære alle over en kam, hverken muslimerne og alt hvad der er muslimsk, eller de grupper som bekæmper (visse) muslimer.

Men når man benytter disse grupper som en platform til at mistænkeliggøre alle mulige muslimer, uden noget ædrueligt hensyn til deres holdning til eller betydning for sagen, eller bruger unødig og malplaceret energi på noget så overfladiske og fordomsfuld som den såkaldte “tørklædedebat”, så mister man altså retten til at blive taget alvorligt som seriøs organisation.

Så er det man må kalde en spade for en spade og en islamofobisk dækorganisation for en islamofobisk dækorganisation. Foreløbig ligner Kvinder for Frihed ikke andet.