Jeg brokkede mig for nylig over den radikale Simon Emil Ammitzbølls mærkelige initiativ i forhold til happy slapping.
Som nogen vil vide faldt der for nylig dom i en sag som omhandlede denne ungdomsuskik. Straffene var i forhold til de straffe der gives for almindelig – ufilmet – vold hårde. Der er selvfølgelig nogen for hvem straffen aldrig kan blive hård nok. Det er jo helt som det plejer.
En mere besindig og kyndig stemme peger på at retten kunne og burde have valgt at bestemme at gerningsmændende skulle udrede en godtgørelse til offeret.
Lidt opfølgning på Ammitzbøll-historien er på sin plads nu, al den stund at hans spørgsmål til justitsministeren nu er blevet besvaret. Af svaret fremgår det jo så at videreformidling af videoer, som indeholder vold mod sagesløse i forvejen under visse omstændigheder kan være strafbart.
Der er således ingen åbenbar grund til at ændre lovgivningen. De radikale vil da forhåbentlig heller ikke som annonceret fremsætte noget forslag herom.
Men hvad vil blive husket af de fleste? Selvfølgelig Ammitzbølls strammerballon… Historien er karakterisk for den sjuskede måde retspolitiske spørgsmål ofte ender med at blive behandlet på i bermudatokanten mellem en sensationslysten presse og kortsigtede politikere.