I pausen, i provinsen, i et kuldskært hjørne,
Hvor muggen florerer uvidende om pencillin,
Har kvinder agurkerne saltet for længst,
Og kommen er ødslet på gulvbrædders skidt.
Ja, her er det tilladt at glemme at læse avisen,
La’ sjælen ha’ fred for den lidende næste,
Men nu må jeg sige, at jeg er din lige
Måske ikke så meget i provinsen, som i pausen.
Mine venner fik færten, for luften ku’ bide,
Kendte ord de lod falde om det udsøgte klima,
Og de spurgte: der kommer vel endnu en del af romancen?
Næste nummer vor kioskholder sikkert forhaler, han læser den selv:
Men en langt-ude-slægtning, der var præget af mangel på blod,
Var den form, som vor kærlighed tog.
Og den mistede saften så hurtigt som en gulerods rod,
der med glæde, udtrukket af tandlæge-bonden, mine læber forlod.
Nå, hvad så nu, kære hittebarn med børnehjemsfrisuren?
Dine navnes pris kan jo ikke under nogen omstændigheder synges.
I buffet’en gnasker venner “alt hvad remmer og tøj ka’ holde”.
I pausen, i provinsen, ringer klokken for tredie gang.
Marina Kudimova, 1974
oversat af Inger Lauridsen & Marie Nytoft i I pausen, i provisen, Husets Forlag, Århus 1988