Onkel Henning læser avis

For et par uger siden var der en rigtig god kronik i Politiken om en ny måde at tænke bæredygtig produktion på. Jeg har først fået kigget nærmere på den nu. Og det er faktisk så spændende at jeg vil citere et betydeligt uddrag og opfordre alle til at kigge på resten. Kronikøren hedder Martin Fluri og er cand.scient.soc.

“økokemikeren Michael Braungart og arkitekten William McDonough, har sammen skrevet bogen ‘Cradle to Cradle’ (Vugge til vugge/North Point Press, 2002), hvor de viser, at menneskelig industri og levevis ikke behøver at være skadelig for omgivelserne. Bæredygtig udvikling handler ikke længere om at minimere forureningen gennem mindre forbrug og mere genbrug. Det hører til den gamle tankegang, hvor vi tager udgangspunkt i, at vores affald har skadelig indvirkning på omverdenen, og at vi derfor bliver nødt til at minimere vores produktion og forbrug. En sådan forståelse er i sidste ende med til at fastholde den ensporede vugge til grav-produktionsmodel, som opstod med den industrielle revolution, og som i dag skaber så gigantiske mængder af affald og forurening.

I stedet peger de på en fascinerende ny tankegang, hvor naturens processer bruges som model for vores produktion, og hvor menneskelig industri rent faktisk får positiv indvirkning på verden. Et træ producerer tusindvis af blomster for at skabe et andet træ. Alligevel betragter vi ikke træets overflod som spild af ressourcer, men som noget smukt, ufarligt og yderst effektivt.

Michael Braungarts banebrydende vugge til vugge-produktionsmodel viser, hvordan menneskelige produkter ligeledes fra starten af kan designes på en sådan måde, at de ved slutningen af deres levetid skaber næring for noget nyt. Enten i form af ‘biologiske næringsstoffer’, der let går tilbage til vandet eller jorden uden at afgive syntetiske materialer eller giftstoffer, eller som ‘tekniske næringsstoffer’, der kontinuerligt vil cirkulere som rene og værdifulde materialer inden for lukkede industrielle kredsløb, snarere end at blive ‘genbrugt’ - i virkeligheden ofte ‘nedadbrugt’ - til dårligere materialer og formål. Ud fra sin erfaring med at (om)designe alt fra tæpper til industriområder argumenterer Braungart på spændende og troværdig vis for at praktisere dette vugge til vugge-princip og viser, hvordan enhver, der har med fremstilling at gøre, kan begynde at gøre det samme.

Han giver et simpelt eksempel med et ispapir, han har været med til at opfinde. Normalt forurener ispapir, når det smides i naturen, men dette ispapir opløses til væske, et par timer efter at det er taget ud af fryseren og er således fuldt bæredygtigt. Og det er det minimale, man kan forvente af vugge til vugge- produktionsformen. Ydermere indeholder dette ispapir også frø fra sjældne planter, så når du smider det fra dig, er du med til at øge biodiversiteten. Det er altså designet til at blive til gavn for omgivelserne.

Og Braungart påpeger, at vi i dag har den nødvendige forståelse, viden og teknologi til at producere langt størstedelen af vores forbrugsgoder efter samme principper. Ifølge denne tankegang handler det altså ikke om at producere mindre, men om at producere anderledes!

For Michael Braungartog William McDonough er dette meget mere end en teori. De er dybt involveret i de praktiske implikationer og arbejder sammen med en lang række virksomheder, byer og regeringer om at implementere vugge til vugge-princippet - deriblandt Ford, Nike og den kinesiske regering.” 

Ford, Nike og den kinesiske regering! Sikket hold. Jeg har vist før læst noget om at de kinesiske ledere faktisk skulle gå ret meget op i at sikre bæredygtig udvikling, men man er jo lidt skeptisk overfor d’herrer. Forresten kan de jo også sagtens spekulere i at optimere folkets sundhed uden at det pludselig gør dem til menneskerettighedsforkæmpere endsige demokrater. Men lidt har jo også ret, som man siger.

Hvad angår Nike var jeg ret begejstret for Naomi Kleins bog No logo, hvor de virkelig får på puklen. Nu er jeg i almindelighed ikke meget for at udnævne private virksomheder til hverken skurke eller helte, men lidt hænger den slags jo alligevel ved - og Nikes generalieblad på spørgsmålet om arbejdstagerrettigheder var i Kleins aftapning ikke særlig nobelt. Nu udelukker “craddle to craddle” vel ikke sweatshops, men måske skulle man alligevel revidere sit synspunkt på Nike.

“Darcy Winslow, der er direktør for Nikes kvindebeklædning og primus motor bag indførelsen af vugge til vugge-produktionsformen i Nike, forklarer, at når det går så langsomt, skyldes det hovedsagelig to faktorer. »Den ene er regeringerne: Der er ingen egentlig lovgivning, der giver incitament til at gøre ting radikalt anderledes i fremtiden. Den anden faktor er Wall Street og den måde, aktiemarkedet fungerer på. Når alt kommer til alt, er det aktionærerne og Wall Street, der får virksomhederne til at bevæge sig i den retning, de bevæger sig«. Og deres fokus på kvartalsafkast og aktiekurser blokerer for langsigtede investeringer og nytænkning.

Så der skal storeforandringer til, før vugge til vugge-produktionsformen kan blive en realitet. I første omgang er der brug for en nation, der vil og tør gå forrest og lave de nødvendige lovgivninger og tiltag. Og selv om dele af Kina så småt er ved at gå i gang med at praktisere vugge til vugge-principperne, så sætter de fleste deres lid til, at det bliver de højtudviklede skandinaviske lande, der for alvor begynder at vise vejen fremad.

Vi har allerede nogle af verdens skrappeste miljøregler, og vi er på mange områder længst fremme med hensyn til at skabe bæredygtig udvikling, om end den kun sjældent er baseret på vugge til vugge-principperne. Men det giver os trods alt et godt udgangspunkt, og sammen med vores stærke og stabile økonomi, høje uddannelsesniveau, teknologiske knowhow og udstrakte grad af frihed til at eksperimentere med udviklingen af nye produktionsformer og samfundsstrukturer har vi optimale betingelser for at være blandt pionererne inden for dette felt.”

Darcy Winslow er selvfølgelig inde på noget afgørende. Private virksomheder går ikke uden videre i gang med noget med mindre det kan betale sig (for aktionærerne) - det er i øvrigt også derfor jeg nødigt udnævner dem til hverken helte eller skurke. Derfor behøver denne her omstilling selvfølgelig et demokratisk rygstød gennem fornuftig lovgivning etc. I øvrigt er det mig fortsat en gåde at de meget dygtige og kompetente medarbejdere i virksomheder som Nike finder sig i at blive styret af folk udefra, som alene har et profitmotiv og ikke er direkte interesserede i at skabe en god virksomhed.

Endvidere er det nok også lidt forhastet helt at afskrive perspektivet om at “minimere forureningen gennem mindre forbrug og mere genbrug”, det vil jo stadig have sin relevans i forhold til den “gammeldags” produktion, og som ved tidligere omstillinger af den menneskelige produktionsproces vil det jo formodentlig være sådan at vi lang tid efter at nye metoder indføres vil blive ved med at bruge de gamle.