Henning læser videre..

Jeg har tidligere refereret en kronik der præsenterede William McDonough & Michael Braungarts nye princip for bæredygtig produktion Cradle to Cradle. Blandt dem som er interesserede i William McDonoughs grønne idéer er den kinesiske ledelse.

Den 6. juni bragte Information under overskriften “Gerne bæredygtighed, bare ikke her” en historie af Martin Gøttske om et af resultaterne af McDonoughs samarbejde med de kinesiske myndigheder.

Ikke en ubetinget succes. Projektet lider under en lang række klassiske byplanlæggerfejl, og selvom den slags fejl også kan opstå i et demokrati er det kinesiske system endnu dårligere gearet til at tage hensyn til lokalbefolkningens ønsker:

Landsbyen Huangbaiyu skal blive et mønstereksempel på en bæredygtig landsby i Kina. Indbyggerne er bare ikke med på ideen [..]

Med de gule bygninger skal levestandarden for de cirka 1.400 indbyggere hæves, kulafbrænding skal reduceres, og bønderne, der hidtil har levet spredt rundt om i dalen, skal samles i midten, så mere jord kan frigives til landbrug. [..]

Huangbaiyu, ‘den gule cypres-dal’, og dens 400 familier blev valgt af China-U.S. Center for Sustainable Development og den amerikanske arkitekt William McDonough, der står for designet, til at vise verden, hvordan Kinas videre udvikling kan være mere bæredygtig.

Solpaneler på hustagene vil generere elektricitet og sørge for varmt vand. Et biomasseanlæg vil tilvejebringe gas og opvarmning af husene. Og også for opvarmningen af de rør, der løber under kang’en, en traditionel kinesisk seng, der er hård, men dejlig varm i Nordkinas bidende vinter.

For at spare energi og holde omkostningerne nede bruges lokal arbejdskraft og lokale materialer, som enten kan nedbrydes eller fuldstændig genbruges. Husenes vægge er lavet af pressede jordblokke for at undgå forurening i forbindelse med fremstilling af mursten. [..]

Men hvor det lokale styre i Benxi var ivrig efter, at landsbyen skulle udvælges og status eleveres til ‘prototype’, lader landsbyboerne til at vende projektet ryggen.

Indbyggerne viser sig overhovedet ikke at være interesserede i at udskifte deres gamle huse med de nye McDonough-designede.

“De er da flotte. De har gode faciliteter, som for eksempel køkkenet og toilettet, men jeg er ikke interesseret,” siger Ma Xiushui, da hun trækker sin cykel på vej til den lokale skole. [..]

I Huangbaiyu supplerer de fleste af bønderne deres livsgrundlag fra salg af majs med små flokke af får eller grise, og de har små haver til grøntsager. Og det er netop det, som sætter en kæp i hjulet for det ellers storstilede projekt.

“Det vil vi ikke have plads til i de nye hjem,” siger Ma om hushaven og dyrene.

Den indkomst, bønderne står til at tabe ved pludselig at bo kun få meter fra hinanden, med mindre plads til supplerende afgrøder, lod ikke til at indgå i planlæggernes udregninger. [..] 

Mens regeringen i Beijing kæmper med stadig større forurening og dens effekt på miljøet, økonomien og samfundet, ser landsbyboerne i Huangbaiyu ikke de nye miljøvenlige boliger som en løsning på deres problemer. De har brug for økonomisk udvikling, for penge, der kan betale for alt det, der tidligere var gratis, men nu underminerer deres indkomster: undervisningsgebyrer og sundhedspleje hovedsageligt. [..]

Shannon May (amerikansk forsker, som følger projektet, O.H.) peger på de to største problemer ved projektet: Der blev ikke foretaget nok research om de nye huse overhovedet passer sammen med landsbyboernes levevis, eller hvordan de kan øge deres indkomst. Og problem nummer to er, at lokalregeringen bagatelliserede problem nummer et i sin iver efter at opnå projektet. [..]

Prisen for at flytte kan også vise sig en blokering for landsbyboerne, der i gennemsnit har en indkomst på 8.000 yuan (5.800 kr.) om året per husholdning.  [..] deres indkomst taget i betragtning vil prisen sandsynligvis alligevel være uden for bøndernes rækkevidde.[..]

“Det er mange penge,” siger bonden Chen [.. ] Mange af landsbyboerne har bygget nye huse inden for de sidste 5-10 år. Chen er godt tilfreds med det hus, han selv byggede i 1988. Det trænger til nogle reparationer, indrømmer han. Til madlavning bruger familien åben ild med brænde fra de nærliggende bakker. Præcis en af de ting designerne af øko-landsbyen ikke ville have. Men hvad kan de gøre, hvis Chen ikke vil have dem og deres projekt?

Spørgsmålet er nu, hvordan interessekonflikterne vil påvirke landsbyboernes liv – og Huangbaiyus status som demonstrationsmodel for bæredygtig udvikling i Kinas landområder.

“Det er en god ide,” mener Chen.

“Bare ikke her.”