Behovet for en overspringshandling er presserende, så jeg griber den næste bog i min reol, den vrøvlende franske socialfilosof Jean Baudrillards Cool Memories, en slags samling af aforismer fra årene 1980-1985. På bogens sidste side står der:
Denne dagbog er en subtil matrice for dovenskab.
Javelså.. Fra side 108:
Man skal have uendelig meget tid foran sig for at begynde at reflektere, uendeligt meget energi for at tage selv den allermindste beslutning. Verden bliver tættere og tættere. Det stigende antal nytteløse foretagender er frygtindgydende. Man er nødt til at placere for mange ting for at bevare en usikker balance. Man kan ikke længere forsvinde. Man dør i total ubeslutsomhed.
En afsindig ligegyldighed i disse speed-tider. Ligesom man afværger molekylernes acceleration med en iskold drik, må man også bringe afveksling i den kunstige eufori med melankoliens bremse.
Videnskaben og teknikken kunne være blevet udvidelser af de menneskelige evner, sådan som McLuhan ville. Men de fortærede dem i stedet for. De er blevet sarkastiske ligesom latteren af samme navn, der fortærer kødet, eller som dyrene på Styx’ bredder, der tilintetgør de mentale evners substans.
Og sådan bliver det ved og ved… Baudrillard er, i hvert fald her, sådan en slags teorilyriker (digterfilosof, nej! Det er et ord som lugter alt for meget af Tyskland, metafysik, alvor og den slags). Jeg bliver aldrig nogen stor fan, men en eller anden sær charme har rablerierne da.
Næste levende billede er endnu en åndfuld og som man ser også ret flot franskmand, Albert Camus. Jeg mener at have læst noget af hans Sisyfosmyten med begejstring da jeg gik på højskole, denne essaysamling Opgør virker lidt kedelig og synes ligefrem at lugte af efterkrigstiden, men der er sikkert fine tanker i. Der er en opsats om kritisk journalist og et længere essay om kunstnerens forhold til samtiden. Meget af det vil sikkert virke en smule banalt i dag. Men det er da smukt flydende skrevet. Følgende er fra en tekst med titlen “Frihedens vidne”:
Der gives intet liv uden dialog. Men i den største del af verden har polemikken fortrængt dialogen. Det 20. århundrede er polemikkens og krænkelsernes århundrede.
Polemikken indtager i dag den plads, som den velovervejde dialog sædvanligvis indtog, såvel nationalt som individer imellem, og endog inden for grene af videnskaben, som tidligere var uinteresserede. Dag efter dag fortsætter tusinder af stemmer, hver for sig og i hver sin retning, en forvirret monolog og gyder en strøm af mystificerende ord, angreb, forbud og formaninger ud over alverdens folkeslag. Men hvad er mekanismen i denne polemik? Hvad er kernen i polemikken? Det er at betragte modstanderen som en fjende og følgelig at reducere ham og nægte at kunne se ham. Den, som jeg fornærmer, jeg kender ikke længer hans øjnes farve, ved heller ikke, om han af og til kommer til at smile, eller hvordan han smiler. Tvekvart blinde, takket være polemikken, lever vi ikke mere blandt mennesker, men i en verden af skygger.
1948, mine damer og herrer! Det er jo ikke ligefrem epokegørende indsigter, men smukt formulerede og de siger meget om tiden. Apropos 1948 så kan jeg regne ud at den næste bog må være det danske udvalg af George Orwells essays som hedder I hvalfiskens bug. Jeg har øvrigt refereret til en tekst fra denne samling tidligere. Bogen er ikke til at finde. Men jeg har stukket et print af denne udmærkede tekst om George Orwell politiske tanker ind i reolen, der hvor den også burde stå. Intet system uden undtagelser.
En Trackback
[...] Jeg har forresten omtalt Cool Memories - godt nok temmelig uvenskabeligt – i forbindelse med reolgennemgangen. Der sker forhåbentlig mere på reolgennemgangsfronten efter eksamen. [...]