Onkel Henning læser avis

Sidste blogpostering inden jeg flyver til Island på ferie. Jeg glæder mig især til Penismuseet.

Den næste morgen gik vi hen for at se den berømte “yeti-skalp” som opbevares i Khumjungs gompa. Opsynsmanden havde struma. Fra en aflåst kasse fiskede han en håret læderhue frem, lidt i retning af en mongolsk hjelm, formet i ét stykke og farvet med henna. I underkanten var der boret flere pæne huller, formodentlig til at fastgøre en skygge.

“Det må være en eller anden form for dansehat,” sagde jeg.

“Men hvad er det for noget skind?” hviskede Elizabeth.

“Gammel ged,” hviskede jeg tilbage; for denne “skalp”, og den i Pangboche formodes, efter eksperternes mening, at være lavet af en vildged der hedder serov.

“Men hvad det end er,” fortsatte jeg, “så er det afgjort ikke et falskneri.”

Jeg stak en seddel i opsynsmandens hånd, og vi forlod landsbyen.

En episode fra Bruce Chatwins Hvad gør jeg her, s. 93. Bruce Chatwin er uddannet som arkæolog og i følge bogens omslag specialist i nomader. Han har skrevet både romaner og rejsebøger.

At dømme efter en smule bladren i Hvad gør jeg her er Chatwin både en fin fortæller med sans for detaljen og en vidende, muligvis let melankolsk, iagttager af verdens mangfoldighed.

Og så er I hvalfiskens bug dukket op. Jeg har før læst i dette udvalg af George Orwells essays. Men ikke nok. Særligt ville jeg gerne læse essayet om Henry Miller, som har leveret titlen til hele samlingen. Og så ville jeg i øvrigt også rigtig gerne læse noget mere Henry Miller. Jeg gik i stå midt i Kolossen fra Maroussi for nogen år siden.

Orwell er en meget vigtig stemme fra midten af det 20. århundrede. Hans bog om det idealtypiske totalitære diktatur 1984 er et helt afgørende værk, som på godt og ondt har præget og fortsat præger manges tanker om samfund og politik.

Også hans mindre tekster er værd at læse, både som vidnesbyrd om tiden, men også for Orwells alvorlige, til tider stålsatte, men også åbne diskussioner af diverse litterære, kulturelle og politiske spørgsmål.

Jeg orker ikke at finde en passende passage at citere, for jeg er ved at være rigtig godt træt af midten af det 20. århundrede lige nu. I går Camus, nu Orwell men især DKP’s gamle forlag Tidens udgivelse Marx/Engels: Udvalgte skrifter i to bind. Min udgave er fra 1973, og er forsynet med et rædselsfuldt forord fra 1951, som er udarbejdet af Marx-Engels-Lenin Instituttet ved SUKP(B)s* Centralkomité:

Der er en ubrydelig indre enhed mellem den proletariske socialisme og den dialektiske materialisme, som er det revolutionære proletariats verdensanskuelse: “Marxismen” skrev kammerat Stalin “er ikke blot socialismens teori, den er en helstøbt verdensanskuelse, et filosofisk system, der af sig selv fører til Marx’ proletariske socialisme”

[..]Proletariatet, den revolutionære klasse, der er kaldet til at omforme verden, kan ikke have nogen anden filosofi end den dialektiske materialisme, fordi den er den eneste virkeligt videnskabelige verdensanskuelse.
[..]
To af videnskabens store foregangsmænd, Lenin og kammerat Stalin, løste også denne verdenshistoriske opgave. De videreudviklede Marx’ og Engels’ lære og hævede den op på et nyt trin.
[..]
Lenin-Stalins parti udvikler den marxistiske-leninistiske videnskab ved at berige den med nye teoretiske sætninger og lader sig bestandig lede af den i sin virksomhed.

Ellers rummer første bind Manifestet samt diverse andre politiske skrifter med relation til 1. internationale, uddrag af Kapitalen og andre økonomiske værker samt Marx’ (samtids)historiske skrifter om brydningerne i Frankrig og en tekst om briternes herredømme over Indien. Anden bind er mest skrifter af Engels. Jeg har bladret lidt i Marx’ historiske skrifter, som jeg gerne ville læse, men som er svære at forstå uden lidt frisk viden om perioden.

_______________________

*Sovjetunionens Kommunistiske Parti (Bolsjevikkerne)