Onkel Henning læser avis

På vejen gennem reolerne endte jeg med at gøre et uventet langt stop ved uglebogsudgaven af Sigurd Hoels Essays.

I gymnasiet, allerede i 1. g. tror jeg, blev vi indforskrevet til at læse denne på daværende tidspunkt for mig helt ukendte norske forfatters roman om besættelsestiden Mødet ved milepælen. En fremragende roman som ikke bare behandlede nazismen på en interessant måde, men også var en fin historie om en mands ungdom og tidlige voksenår.

Sigurd Hoel nævnes som en af ophavsmændene til begrebet kulturradikalisme og hans indsats såvel i litteraturen som i den kulturpolitiske debat indgår klart i den kulturradikale strømning. Hoel var særligt optaget af Freud og lærte af denne om det irrationelles og følelseslivets betydning for mennesket. Han var derfor opmærksom på farerne ved kun at regne med rationaliteten.

Jeg plukker fra hele to af bogens essay, det første er skrevet i forbindelse med Hamsuns død i 1952. Diskussionen om Hamsuns værkers litterære værdi set i lyset af dennes tyskvenlighed virker muligvis lidt altmodisch, men dengang var den jo stærkt aktuel, og Hoels nuancerede behandling af emnet er eksemplarisk.

Hva så med Hamsuns diktning?

Noen - særlig folk utenfor Norge - vil si: Mannen for seg, diktningen for seg.

Det er bare en flukt fra problemet.

[...]

Andre vil kanskje si: Det er urett å gi en gammel manns handlinger tilbakevisende kraft. Det er sant - og samtidig kan også det bli en flukt fra problemet. Det er og blir et faktum at en manns handlinger i nutiden kan kaste nytt lys over hans virke i fortiden. Det er blant annet det som er skjedd i tilfellet Hamsun.

Skal vi altså blande politikk inn i vurderingen av en stor diktning?

Det er vi pent nødt til å gjøre, hvis vi ikke vil lage kunstige båser og avlukker i vår egen hjerne.

Ut fra dette helhetssynet (som de kaller det) tar i dag mange nordmenn avstand fra hele Knut Hamsuns diktning. De fordømmer den moralsk, om man vil - også de bøkene Hamsun skrev 30-40 år før han hadde hørt Hitlers navn. De sier om bøkene hans, at de var nazisme i dikterisk form.

Men hva da med disse damer og herrer selv? Mange av dem var i tidligere år henførte leser av Hamsun.

Heldigvis, også for dem selv, gjør de seg skyldige i en utilbørlig forenkling.

Det som redder en stor del av Hamsuns diktning, det er at nazismen tross alt bare var en stripe i mannen. Han diktet på helt andre kilder i seg - på følelse og medfølelse, ikke på hårdhed, hovmod og hjerteløshet.

Det er blitt sagt at Hamsun var kunstner i hver fiber. Det er ikke sant. I flere av de romenene som er nevnt ovenfor kan vi se hvordan dikterens politiske meninger og hans agitasjon for disse meningene ligger i bøkene som fremmedlegemer, som stein i åkeren.

Men i en lang rekke av hans bøker finnes det ingen agitasjon overhodet i dette ords grove betydning. De er rett og slett kunstverker, skapt av en langt rikere personlighedt enn den som kom til orde i hans politiske uttalelser de siste årene.

At Hamsun også i disse bøkene ofte gjør seg til talsmann for verdier som ikke var eller er i kurs, er en annen sak. Derav følger ikke at alle disse verdiene er å forakte.

Vi skal vel ikke ha ensrettet litteratur heller.

Det andet essay jeg vil citere fra stammer fra 1952 og hedder “Vår liberale arv”. Det er meget passende at jeg sprang Orwell over tidligere, for han ville formodentlig være enig med mange af Hoels tanker i dette skrift.

Som man vil kunne læse det beskrevet i Morten Things fremragende bog om DKP og de intellektuelle Kommunismens kultur indtog de danske ledende kulturradikalere meget forskellige holdninger til DKP og Sovjetunionen. Nogen, PH fx. bevarede deres uafhængige position, mens andre, som fx. Hans Kirk, blev lydige partisoldater.

For Hoel var det en selvstændig ambition som fri intellektuel at være uafhængig af de politiske partier, men trods essayets skarpe kritik af det norske socialdemokratiske Arbeiderpartiet, fornemmer man nok at Hoels sympati trods alt ligger der. Sovjetunionen har han ikke noget til overs for. Essayet handler om farerne ved den tiltagende statslige kontrol og centralisering. Hoel indrømmer at det naturligvis er langt værre i Sovjet, men afslutter med følgende betragtninger:

Ingen regjering ønsker på forhånd en slik terrorsituation som - blant meget annet - skaper og må skape angst hos alle; angst hos det flertall som blir undertrykt, angst hos det mindretall som undertrykker.

[..]

Enhver regjering ønsker mest av alt å bli elsket. Men kan den ikke bli elsket, så ønsker den undertiden det nest beste - å bli fryktet.

Vi skal frykte og elske Gud, står det i Luthers katekismus.

Selvsagt har Stalin ønsket å bli elsket. Han klarte ikke det. Så har han sørget for å bli fryktet. Og for øvrig er han en fange i sitt eget system.

Er våre regjeringer fullstendig frie i forhold til sine systemer?

Da Koestler for en tid siden kom til Amerika, ble han intervjuet av en gruppe amerikanske journalister. Da brukte han det uttrykket at valget i dag, det står ikke mellom svart og hvitt - de vestlige demokratene bør ikke et øyeblikk innbille seg at de er hvite. Valget står mellom svart og grått.

Vår oppgave i denne tiden må bli, så godt vi kan, å sørge for at valget kommer til å stå mellom svart og lysegrått. Vår plik er å stritte imot når hjulet ruller, eller sleden glir henimot det mørkegrå.

Vi må bevare vår liberale arv. Vi må redde det som reddes kan av den, før den blir totalt beslaglagt ved arveavgift til staten.

Situationen er naturligvis ganske anderledes i dag, men visse grundlæggende indsigter bliver dog stående: at man aldrig skal tro sit eget samfunds sti helt ren og at man altid skal vogte sig over magtens indbyggede faremomenter, uanset magthavernes gode intentioner.