Henning læser videre..

I Weekendavisen har Andreas Christensen indlæg om det nye islamkritiske forum givet anledning til en del debat. Morten Kvists svar er det mest vægtige. Christian Langballes virker mest, som Christensen også påpeger, som en tidehvervsk refleksreplik. Nu var jeg heller ikke just begejstret for Christensens stempling af Tidehverv som ‘ond kristendom’ – men Langballe og konsorter kan altså alligevel ikke vedblivende afvise enhver kritik af deres politiske og teologiske holdninger med at den som vover at fremsætte en sådan kritik stiller “sig op som godhedens stedfortræder på Jorden, der kan dømme om, hvem der er de gode og de onde”. Når man til stadighed trækker den op af hatten bliver enhver diskussion jo umulig. Hvis man overhovedet ikke må dømme, hvordan skal man da kunne ha’ en holdning til noget som helst?

Og remsen klinger i særdeleshed hult, når Langballe ikke selv er bange for at beklikke Christensen motiver på en ganske billig og personfikseret måde.

Her et klip fra den sidste del af Andreas Christensens modsvar, som ikke er tilgængeligt på nettet i sin helhed, det er især rettet mod Morten Kvist:

Teologien har mistet sin uskyld. Teologiske ord, som tidligere kunne skrives fra gyngestolen og offentliggøres med en duft af piberøg er pludselig blevet politiske. Når Morten Kvist skriver, at kristendommen i sit væsen er religionskritisk, er det sandt, men hvis man udstyrer ordene med deres politiske betydninger, bliver det hæsligt.

Det er hverken Morten Kvists skyld eller min. Det er blevet sådan, fordi verden er blevet mindre. Når Morten Kvist skriver, at islam undergraver kristendommen, læser jeg det ikke politisk – men det kan læses politisk.

Hvis det læses politisk, betyder det, at kristne og muslimer er hinandens fjender. I manges bevidsthed begår jeg forræderi, når jeg drikker kaffe med muslimer. Det er fraternisering. Fraternisering er, når stridende parter udveksler venligheder.

Mange taler om den store konflikt mellem civilisationerne, som er under opsejling. Enkelte ønsker sig derhen hurtigt, så vi kan lære dem! Så længe vi lever i samme samfund, vil jeg fortsætte med at drikke kaffe af den samme spand som muslimerne, selvom vi har hver sin tro. Er det denne fraternisering, som er stridens kerne? I så fald er der nogle, der har taget hul på en krig.

Hvad angår Tidehverv mener jeg stadig, det er i offentlighedens interesse at vide, at der findes et teologisk selskab, hvor menneskerettigheder ses som en uting, hvor dødsstraf er noget positivt, og hvor man svælger i den historiske bevidsthed om dengang fyrsterne med sværdet i hånd kunne beskytte folket mod hedenskab.

Det var ikke artigt at stikke en pind i myretuen. Heldigvis er jeg blevet belært hundredvis af gange om, at kristendommen handler om syndernes forladelse. Jeg har ramt gentageknappen på det tidehvervske dødemandsorgel. Nu vil jeg give mig selv en eftersidning i et katolsk land et par uger og minde mig selv om, at præstekirkens kristendom måske ikke udtrykker hele kristendommen.

På sin vis er Kvist og Christensen i virkeligheden enige: kristendommen står naturligvis i et modsætningsforhold til islam. Men Christensen gør klogt i at holde på at dette modsætningsforhold ikke skal politiseres. Kvist hævder at det islamkritiske netværk ikke har nogen politisk dagsorden. Det skal selvfølgelig ikke kunne udelukkes. Men som Christensen rigtigt påpeger har lanceringen af netværket lugtet langt væk af politik.

For eksempel: Katrine Winkel Holm kan naturligvis ikke uden videre opfattes som et talerør for fader Krarup, men Christensens ‘farisæiske’ stempling af hende: “Reaktionær ungdom”, virker ærligt talt ikke ubeføjet ud fra hendes eget virke i offentligheden.

Det er spegede tider med den slags for tiden. Teologien har mistet sin uskyld. Toregimente-læren og/eller den mere upræcise parole “Vi skal adskille religion og politik” er næppe længere helt adækvat som lugejern i diskussioner om kristendom og politik, for det er vist efterhånden kun folk som mangler selvindsigt, som uden at blinke kan påstå at de ikke blander.