40

- det er antallet af kladder man opnår i sit Wordpress-kontrolpanel, når man på den ene side er en doven hund, og på den anden side ikke kan lide sjusk - og det trods at man luger lidt ud i kladderne ind i mellem.

Skulle man bare indstille sig på at bloggeriet er venstrehåndsarbejde og jappe løsrevne links og halvfærdige antydninger af uden nærmere eftertanke. Mange af de indlæg som bliver postet har jo alligevel den karakter? Suk!

Og så er der emnevalget! Bloggen er jo endt med at blive en rigtig blandet landhandel. Der er reolgennemgangen, som jo i sig selv er en blandet landhandel, der er småpolemikker med diverse mere eller mindre irrelevante højreaber, der er for få bogomtaler, der er spredte kulturelle indslag og den rene privathed. Jeg har på fornemmelsen at jeg ville have langt flere læsere - forfængeligheden fornægter sig ikke - hvis bloggen var lidt mere fokuseret på enkelte emner.

Jeg ville gerne samle mig til at bringe mere regelmæssige bogomtaler og måske ville det heller ikke være helt dumt om jeg fik skrevet noget mere om Tidehverv. Og så kunne jeg faktisk godt lide at vide hvad de læsere der faktisk er derude, særligt dem som bare dropper ind af og til, godt kunne tænke sig mere af?!

7 Kommentarer

  1. Skrevet 11. juli 2006 at 16:38 | Permalink

    Nu kan man have en del flere læsere, end man regner med, fordi flere og flere bruger rss-læsere til at følge med i strømmen. Det gør jeg også selv.

    Hvilke slags bloggerier? Tja, jeg har også en masse kladder liggende, nogle af dem får jeg gjort noget ved, resten lider en død i stilhed. Decideret venstrehåndsarbejde skal der nok ikke være for meget af, men relativt korte indlæg giver læsere. Og så ind i mellem kombineret med længere indslag.

    Stoffet? Noget om Tidehverv lyder da interessant, boganmeldelser er også fint, jævnlige nedslag på de værste eksempler på højreblogger-shit er jo også godt, så vi kan holde dem lidt i ørerne. Selv interesserer jeg mig også for det spirituelle/religiøse, men dog ikke specielt meget for det folkekirkelige. Hvad med noget religionshistorisk?

    :) Raapil

  2. Skrevet 11. juli 2006 at 17:02 | Permalink

    Joeh… religionshistorie - bom bom! Det vil primært blive fra den kristne verden… Jeg var adskilligt mere optaget af fremmede religioner tidligere.

    Og så kunne jeg da i øvrigt også godt tænke mig ind i mellem at gå i klinch med ikke bare de nationalkonservative stemmer på højrefløjen, som Raapil og jeg er enige om at fordømme, mens også med de yderligtgående liberalister, hvor vi nok ikke kan blive helt så enige.

    Problemet med liberalisterne er at de er så forbistret principielle og velargumenterede så man føler sig helt som en bondeknold.. Og så ved jeg i øvrigt også alt alt for lidt om økonomi i forhold til mange af d’herrer. Men på mange leder og kanter ser jeg dem som en farligere modstander end de nationalkonservative.

    Mange tak for responsen!

  3. Skrevet 11. juli 2006 at 18:02 | Permalink

    Hehe, gå dog endelig i klinch med liberalisterne. Der er jo flere slags, som jeg ser det, dels de konservativt indstillede, dels de revolutionære som jeg kalder dem (Bielefeld, Johan Espersen, Mchangama osv. i blogosfæren).

    Disse revolutionære er ganske rigtigt skarpe på argumenterne, og måske ind i mellem så teoretisk sikre, at de kommer til at minde om betonmarxister. Om de er farlige? Hmm… det jeg godt kan lide ved dem, er, at de notorisk afviser racisme og stædigt holder fast i lighedstanken.

    Men du har helt ret i, at jeg er kommet lidt i tvivl om den europæiske velfærdstankes styrker. Det er f.eks. vanskeligt at afgøre omfanget af reel fattigdom i USA, hvem har ret: dem der taler om 40 mio. fattige i USA, eller dem der påpeger, at 28 pct. af disse sidder i eget hus, 40 pct. har egen bil osv.?

    Man skal ikke undervurdere kapitalismens revolutionære kraft. Nu hyldede du selv forleden den amerikanske frihedskamp, og udbredelsen af kapitalisme betyder - som jeg ser det - en global frigørelse af mennesker og samfund.

    Det væsentlige for mig er, at vi oplever generel udryddelse af fattigdom og dumhed i verden, og derfor forsøger jeg at se pragmatisk, fordomsfrit og uideologisk på sagen: det der virker efter hensigten, må være af det gode.

    Som jeg selv skrev forleden, så er heller ikke jeg klar til at smide velfærdsstaten på møddingen, men jeg er ikke i tvivl om, at de reaktionære (hvorend de findes: muslimer, danskere, amerikanere) er en større fare end de ægte liberale.

  4. Skrevet 11. juli 2006 at 20:31 | Permalink

    Kun 40 kladder i Wordpress - tror jeg er over 60. Ikke mange bliver til indlæg, men hvis jeg sletter noget så mangler jeg det sikkert dagen efter.

  5. Skrevet 11. juli 2006 at 21:15 | Permalink

    Jeg tror stort set jeg har lige så mange kladder som jeg har publicerede klummer. Det sker lidt for tit, at jeg lige kradser tre ord ned og smider en håndfuld links jeg skal huske at bruge, og så aldrig rigtig får taget mig sammen til at gøre skidtet færdigt. - Ikke at de få indlæg, jeg alligevel publicerer, er meget mere gennemarbejdede end som så.

    At din blog er en blandet landhandel, er der ikke noget forgjort i. Heldigvis er de fleste af dine interessefelter (litteratur, religion, politik) jo ting, vi andre også finder så nogenlunde interessante (jeg overvejer at planke din reolserie), og lidt afveksling har sjældent skadet nogen. Jeg tror ikke, du nødvendigvis får flere læsere, bare fordi du koncentrerer dig mere eller mindre monomanisk om et enkelt emne. De væsenligste succeskriterier for en blog må være at man skriver godt og skriver hyppigt, og du gør jo begge dele i forvejen.

  6. Skrevet 11. juli 2006 at 21:28 | Permalink

    Mange tak til Niels… Og bare rolig - det ender jo nok med at jeg roder lystigt videre, under alle omstændigheder.

    Blog-mediet er i øvrigt i denne her sammenhæng noget af et tidsbillede - her sidder vi med hver vores eget lille projekt og er åh-og-næh så individuelle - og så har vi alle sammen de samme problemer og skriver i øvrigt i vid udstrækning om de samme ting.

  7. Skrevet 29. juli 2006 at 21:57 | Permalink

    Henning, det kan godt være at vi både tænker og skriver om de samme ting - men jeg synes blogverdnen åbner en masse synsvinkler, man ikke ville have opdaget ellers. Nogen gange fra mennesker, man grundlæggende er enig med - andre vinkler fra folk der giver én kvalme - men alligevel.

    Det samme på en anden måde. Ikke nogen dum ide :o)

En Trackback

  1. Af Reolgennemgang 13-14 | Onkel Henning læser avis den 18. januar 2008 kl 14:38

    [...] kan man så tænke over, apropos mine overvejelser om denne blogs noget blandede indhold. I øvrigt kunne noget nok tyde på at Brandes næppe ville bryde sig meget om det orgie i [...]

Skriv en kommentar

Din email bliver aldrig offentliggjort eller delt med andre. Påkrævede felter er markeret med * *

*
*