Den anti-muslimske agitation i den danske offentlighed er næsten massiv. I den situation er det naturligvis bydende nødvendigt at man forsøger at orientere sig i hvad virkelighedens muslimer mener. Et bidrag fra en af disse faldt jeg over i det hyggelige Bogcentrum i Englandsgade hjemme i Esbjerg.
Kabbanis brev til kristendommen – som strengt taget burde hedde ”Et brev til kristenheden” – kristenheden – som pudsigt nok på engelsk hedder christendom – betegner den kristne verden, de kristne – eller måske rettere de som kalder sig kristne, hvorimod kristendommen jo er den kristne lære – som i øvrigt er bla. er en evig dom over de såkaldte kristne.
Det er ofte ganske væsentligt at kunne skelne – også i forhold til islam. I den islamofobiske propaganda arbejder man ofte helt ureflekteret efter det princip at alt dårligt som foregår i den muslimske verden skyldes islam – kvindelig omskæring er et udmærket eksempel. Det er jo en almindelig kendt sag at kvindelig omskæring kun forekommer blandt afrikanske folk og at det er en før-islamisk skik, som fordømmes af de fleste muslimske lærde. At påstå at det er islam som har indført denne skik er absurd. Imidlertid findes der jo alligevel muslismske præster som giver skikken en religiøs begrundelse – og den opfattes som en art religiøs pligt blandt brede lag i befolkningen i dele af Afrika.
Man skal altså skelne – mellem kultur, religion, sociale forhold etc. – men også gøre sig klart at der kan skelnes på forskellige måder, og at tingene altid er filtrede sammen i virkeligheden, også fordi disse forhold er dybt personlige.
Kabbanis anliggende kan løseligt deles i to: en art kort selvbiografi, som dels skal tjene som en apologi for den muslimske, mellemøstlige kultur hun stammer fra, dels skal beskrive de problemer man møder som muslimsk indvandrer i en vestlig verden, som er meget skeptisk, nogen gange direkte fjendtligt indstillet over for denne kultur. Så vidt det mest personlige. Derudover er bogen et indlæg i debatten om Salman Rushdies De sataniske vers og den iranske dødsdom over Rushdie – Kabbani afviser selvfølgelig dødsdommen, og hylder i øvrigt Rushdies tidligere forfatterskab, men er alligevel vred over Rushdies bog – så vred at hun har svært ved at opfatte den som en roman!
I hele bogen kæmper det anekdotiske med det principielle. Kabbanis ambition om at finde en måde at leve i Vesten på, som ikke indebærer et totalt farvel til sin muslimske tro og kultur er sympatisk, men det er som om problematikken blot antydes – måske også fordi bogen er så kort.
Det mest skuffende for mig, var nok at man ikke fik mere af vide om de mere grundlæggende elementer i islam eller mellemøstlig kultur. Der er noget med de nære familierelationer – her forekommer det mig for øvrigt at Kabbani lystigt blander tingene – denne nærhed behøver jo netop ikke være noget særligt muslimsk, men kan være alment træk ved traditionelle samfund.
Men nogle af Kabbanis mange anekdoter har alligevel noget at sige. Fx morede jeg mig over hendes væmmelse ved at smide mad ud, som jeg kender fra mig selv. Kabbani beskriver det som et særligt muslimsk træk, men måske har vi her igen med et alment forekommende moralsk standpunkt at gøre.
Selvom jeg altså savnede en mere principiel fremstilling af nogle af bogens emner, har Kabbanis mere personlige måde at behandle sagerne på også sin berettigelse.
Rana Kabbani: Et brev til kristendommen fra en muslimsk kvinde, Tiderne Skifter, Viborg 1990
105 sider. Oversat fra engelsk af Pia Juul. Udsolgt fra forlaget.
Rana Kabbani har også skrevet Imperial Fictions: Europe’s Myths of Orient – et værk som udbygger tankerne i Edward Saids klassiske Orientalism.