Onkel Henning læser avis

Jeg kom desværre ikke forbi den lille konference om Islamism and European Security, der blev afholdt midt i juni hos Statskundskab her ved Aarhus Universitet. Det er ellers lige ovre på den anden side af stien, og det kan sagtens betale sig at deltage i den slags arrangementer, fremfor blot at følge med i pressedækningen af dem.

Journalisterne har det jo som bekendt med at stramme de historier de finder i akademiske sammenhænge. Det er på sin vis i orden, aviser er nu engang ikke ph.d.-afhandlinger. Men jeg undrede mig nu alligevel lidt over Jyllands-Postens dækning af en tidligere konference, som jeg faktisk deltog i. Den handlede om Totalitarisme og var også arrangereret af bl.a. Mehdi Mozzafari og indeholdt et bidrag fra Tina Magaard, som på det sidste er blevet lidt af en darling for pressen, i særdeleshed for landets største dagblad.

Dengang stod Magaard, som omhyggeligt præsenterede sig som litteraturanalytiker, for hvad jeg regnede for et af de lettere bidrag til konferencen, et projekt hvor hun havde talt hvor mange opfordringer til vold der findes i forskellige religiøse tekster. Koranen scorede højest, så vidt jeg husker efterfulgt af det Gamle Testamente. Fint nok.

I Jyllands-Posten blev historien præsenteret under overskriften: Islam mest krigerisk. Hvad er problemet, vil nogen måske sige? Joeh det jeg ikke helt forstår er hvorfor man ikke valgte den mere præcise og stort set lige så ‘hårdtslående’ overskrift: Koranen mest krigerisk. Dette eksempel på mislykket forskningsformidling i pressen behandles i øvrigt i et interessant interview med Tina Magaard i Aarhus Universitets teologiske fakultets blad Figenbladet.

Så undrede jeg mig i øvrigt også over den måde Jyllands-Posten refererede Mehdi Mozzafaris oplæg om totalitarismerne nazisme, fascisme, sovjetkommunisme og islamismes rod i de store imperiers fald omkring den første verdenskrig. Netop denne tese om et fælles ophav, muligvis i en art imperial nostalgi, som sådan set var det centrale i Mozzafaris oplæg, blev så vidt jeg husker ikke omtalt i avisartiklen. Den er ellers slet ikke uinteressant. Men lad nu det ligge.

På den anden side af en alvorlig oprydning i kammeret vil jeg måske se lidt i mine notater fra totalitarisme-konferencen, som i øvrigt blev afholdt for over et år siden og blogge lidt mere om den.

Dækningen af konferencen om Islamismen og europæisk sikkerhed har så vidt jeg har kunnet vurdere ikke været så omfattende i Jyllands-Posten. Pernille Ammitzbøll har skrevet et par artikler om konferencen og Mozzafaris synspunkter på islamisme og islamismeforskning som stort set bare var præsentationer af konferencens program.

Men denne nydelige franske kvinde, som deltog i konferencen har fået lidt omtale i JP. Hun hedder Caroline Fourest, og er en af de 12 som 1. marts i år offentliggjorde et manifest vendt mod truslen fra den totalitære islamisme. Selvom jeg er en anelse skeptisk overfor disse evindelige henvisninger til totalitarisme, var det manifest faktisk slet ikke så dumt og Fourest virker da umiddelbart som en sympatisk forkæmper for frihedsrettigheder, for kvinder, seksuelle mindretal etc. Hun virker ikke som nogen fransk Lone Nørgaard.

På et tidspunkt må man virkelig tage sig sammen til at sætte sig lidt bedre ind i hvad Tariq Ramadan er for en fætter… Det er ærligt talt stærkt forvirrende at en figur som Fourest mener han er en slem reaktionær islamist i fåreklæder, mens hjemlige stemmer som Naser Khader og Sherin Khankan tilsyneladende lader sig inspirere af ham. Hvem der var lidt bedre til fransk - og arabisk…?!

Min stærkt fordomsfulde og dårligt underbyggede fornemmelse er at Ramadan kan puttes i samme kasse som Safia Aoude og Fatih Alev: de er fredelige og ikke imod demokratiet men indtager i varierende grad ind i mellem synspunkter på sager som seksualitet, børneopdragelse og den slags, som er ret konservative. Særligt Safia Aoude har jeg et “godt” øje til i den sammenhæng. Som sagt ved jeg i virkeligheden ikke nok om Ramadan til at udtale mig kvalificeret om ham.

Men lad os langt om længe komme til sagen, og til det som gav anledning til denne posterings overskrift om de franske tilstande. Jeg tænker her på den særlige franske politik for adskillelse af stat og kirke/religion - la laïcité. Selvom franskmændenes måde at indrette sig på i forhold til disse sager såmænd har meget for sig, finder jeg nu nok det bliver lige skrapt nok ind i mellem, som når man fx. stort set forbyder religiøse symboler i skolerne. Der er selvfølgelig dem herhjemme, som er begejstrede for den slags bl.a. fordi det rammer det muslimske tørklæde.

Man må i hvert fald gøre sig klart at de danske historiske traditioner og erfaringer på dette område adskiller sig meget fra franskmændenes. Og selvom der også på den danske venstrefløj fandtes og findes anti-klerikale og (i mindre omfang) anti-religiøse stemmer, så er det altså noget mere tungt med den slags i Frankrig. Nu skriver jeg den danske venstrefløj - det har at gøre med at jeg især sigter til den historiske baggrund. I dag er billedet jo noget mere broget. Og måske er det historiske billede heller ikke helt venstredomineret: sådan en fyr som Holberg kan hverken den ene eller den anden fløj sætte sig på.

Min holdning til folkekirkeordningen, fx. er ikke så særlig stik- hug- og nagelfast, men franske tilstande på det religionspolitiske område tror jeg i hvert fald de færreste danskere ville ønske sig - det gør jeg heller ikke. Den radikale franske religionspolitik er et forhold man også må have for øje når man lytter til stemmer som Fourests. La laïcité er en vidtgående og nærmest idealtypisk religionspolitisk position som man med fordel kan inddrage i diskussionen som en model, men ligefrem indføre den i en dansk kontekst: det er næppe hverken realistisk eller ønskeligt.