Henning læser videre..

Hvem skrev følgende i 1901 om behovet for at bevare kontakten til det tabte Sønderjylland?

Dersom vi nu med Ligegyldighed saa paa Slesvigs Fortyskelse, saa vilde i Fremtiden Alt, hvad fremragende Landet frembringer, gaa til det tyske Rige – og vi lide et uoverskueligt Tab. Desuden kan vel intet tænkende Menneske nære saa barnagtig en Tro som den, at Kongeaaen vilde afgive et Skel, der bød Fortyskningen Holdt. Nej Tysken vilde som med tusind Tunger slikke sig op nordpaa, og dansk Sprog snart være et Væsen, hvori der var gaaet galopperende Svindsot.

Jeg forstaar det Standpunkt, hvorfra der siges: Det er allerbedst for saadan en lille gammel ting som Danmark, at det tilintetgøres og gaar op i Tyskland. Hvad gør det, om Kongen hedder Christian eller Wilhelm! Synderlig Fordel har jo dog de Færreste af at være Danske. – Dette er et naturstridigt Standpunkt; men det er Nyttesstandpunktet.

Jeg forstaar derimod ikke, at man opgiver Interessen for Sønderjylland uden samtidigt at opgive Interessen for danmark – og det gør Ungdommen i vore Dage hyppigt.

Hvad her røres ved, er end ikke Spørgsmålet om vor Bestaaen som Stat, men blot som Aandsvæsen. Vi er altfor faa; vi kan ikke slippe et Element, der har tilført os saa meget af vore allerbedste Kultur.

Selvom vi var erobrerede, vilde Spørgsmålet endnu foreligge.

Det vil måske overraske nogen men ordene er Georg Brandes’. Den store radikaler og europæer var tydeligvis ikke blottet for nationalt sindelag. Hans Hauge kalder ham et sted nationalliberal – det er nu nok så meget sagt. I den almindelige historieskrivning refererer betegnelsen nationalliberal til en ret specifik gruppe af borgerlige akademikere som kombinerede økonomisk og politisk liberalisme med nationalisme – i Danmark er de især blevet forbundet med den fejlslagne politik i forhold til Slesvig-Holsten.

Som de nationalliberale har Brandes åndshistorisk sine rødder i det 19. århundrede. Men jeg tror nu det er uretfærdigt at putte ham i den kasse. Nøjagtig ligesom man ikke uden videre kan slå ham i hartkorn ham med de senere kulturradikale.

Jeg har egentlig aldrig interesseret mig synderligt for manden, men har alligevel et par bøger af ham. Citatet ovenfor stammer fra en uglebogsudgave fra 1963 af hans Essays.

Desuden finder vi på dette sted i reolen et tekstudvalg redigeret af Peter Thielst Georg Brandes 1870-1890 – et udvalg. Her kan man bl.a. læse tekster fra den store nordiske sædelighedsfejde, en debat som udspillede sig i 1880′erne om seksualmoral. Givetvis ganske interessant, men det fangede nu ikke min interesse.

Det gjorde til gengæld essayet “Om læsning” hvor Brandes blandt andet skriver følgende:

Der gives i vore Dage en Overtro paa saakaldt almindelig Dannelse – et Ord, jeg er lidt bange for. Man læser for at opnaa almindelig Dannelse. Den bliver let saa almindelig, at der slet ingen Dannelse bliver bliver af. Man læser snart om Hvaler, snart om Kongostaten, snart om Skuespilkunst, snart om Tænder, snart om Socialismen i Baiern, snart om Folkeviserne i Serbien, snart om Revolutionen i 1830 – mellem hverandre for at dannes almindeligt.

Men alle mennesker, der kan Noget, kan noget Særligt. Fra det Særlige aabner sig Vinduer ud mod det Almene. Men der fører langt færre Veje fra det rent Almindelige til Særkundskaben.

[...]

Altsaa: Saasnart en Person eller en Sag interesserer min Læser, saa er Raadet det: Bid dig fast i den fordyb dig i den! Du lærer tusinde Gange mere derved end ved at fordybe dig i tusinde Sager og Personer. Genstanden udvider sig for dit Blik og omspænder efterhaanden en hel Horisont. Men begynd aldrig med Horisonten, det er at stirre ud i det Blaa.

Det kan man så tænke over, apropos mine overvejelser om denne blogs noget blandede indhold. I øvrigt kunne noget nok tyde på at Brandes næppe ville bryde sig meget om det orgie i sporadisk læsning, som reolgennemgangen er. Jeg er i hvert fald ikke sikker på om det er sundt for mig med al den adspredelse. Jeg har svært nok ved at koncentrere mig om ting i forvejen.