Det er lidt pudsigt at jeg valgte et billede (Der Agitator) af Georg Grosz til at illustrere forrige postering – Grosz kender jeg nemlig mestendels gennem et værk af Rudolf Broby-Johansen, (1902-87) hvis Imprimatur er næste nummer i reolgennemgangen.
For mig, som for mange andre var Broby-Johansen først og fremmest kunstpædagog. En tid lang havde jeg intet mindre end tre udgaver af hans meget populære Verdenskunst-Hverdagskunst som kort og smukt formidler kunst- og i særdeleshed stilhistorien i meget brede linier fra hulemalerierne til det 20. århundrede.
I Imprimatur har Broby selv udvalgt diverse skrifter om kunst, kultur, politik m.m. fra alle årene, og forsynet dem med små tilbageskuende kommentarer. Skrifterne er opstillet kronologisk, så man får et indtryk af Brobys udvikling gennem årene. Min udgave er fra 2000 og forsynet med et efterskrift af Morten Thing, som er kilden til mine oplysninger om Brobys liv.
Næstefter Verdenskunst-Hverdagskunst og sit kunstpædagogiske virke er Broby måske mest kendt for den famøse ekspressionistiske digtsamling BLOD, som blev beslaglagt som utugtig – BLOD er også optryk i Imprimatur*.
Brobys historie som politisk menneske er mildest talt broget. Medlem af DKP 1921, smidt ud af partiet pga. uoverstemmelser om linien i det kommunistiske studenterarbejde – partiet havde et tvetydigt forhold til de intellektuelle og krævede i hvert fald at de underordnede sig partiets linie. Efter bruddet dannede Broby sit ‘eget’ parti - Kommunistisk Arbejder- og Husmands-bevægelse, som hurtigt døde ud.
Han deltog i det anti-fascistiske og tværsocialistiske arbejde i Clarté og Monde-gruppen sammen med blandt andre Hartvig Frisch. Dette projekt brød efter en tid sammen på grund af modsætninger mellem kommunister og ikke-kommunister; herefter blev Broby en hadefigur for DKP, bl.a. lader Hans Kirk ham omtræde i nøgleromanen Mørke magter som den groteske figur Jensens-Skævs. Mørke magter skal være en meget ondskabsfuld propagandistisk roman.
En tid flirtede han med Maos Kina og hyldede kulturrevolutionen, men i 1984 – af alle tidspunkter – vendte han tilbage til DKP. Broby var en oprørsk enspænder, men også en værre stalinist. I en kommentar fra 1978 kan man fx. læse om hvordan Moskvaprocessernes grusomheder blev overdrevet af den borgerlige presse og i øvrigt blandt andet var baseret på falske oplysninger fra det amerikanske udenrigsministerium, som Stalin skulle have betvivlet!
I en kommentar til den seneste reolgennemgangspostering om de to samlinger af Brandes-tekster nævnte jeg at de kulturradikale, hvortil Broby med rimelighed kan regnes, modsat Brandes ikke hyldede geniet som kulturens kilde**. Vi ser et eksempel her i en tekst fra 1935 om “Filmens forbandelse og opstandelse”
Men den adskiller sig fra de gamle kunster i det, at den ifølge selve sit væsen er kollektiv. Én mand skriver bogen, én mand maler maleriet. Filmen er et resultat af mange menneskers komplicerede samarbejde. Hvor meget man end propaganderer personligheden, hvor meget man end reklamerer for stjernerne og søger at indbilde publikum, at det er dem det drejer sig om. Det er ikke desmindre åbenbart soleklart, at ingen film er et enkelt genis værk, men en helhed af manges skabende samarbejde.
[..]
Den gamle illusion om den enkeltes overragende betydning, som er en af det bestående systems hovedstøtter, smuldrer for denne sammenhængende afsløring af, at den er et falsum. Og hvis menneskehedens masser opdager at hver enkelt af dem også er et menneske med menneskelige rettigheder, er kapitalismen dømt.
*Bare rolig – jeg vil vende tilbage til BLOD ved en senere lejlighed. Pornografisk lyrik, det er noget for alle kunstbøsser!
**Et af Brandes essays hedder såmænd ”Det store Menneske, Kulturens kilde”: intet mindre.
2 Kommentarer
Davs, tak for skriverierne på denne blog.
Jeg må knytte nogle kommentarer til din omtale af forholdet mellem Hans Kirk og Broby.
Det er korrekt og temmelig kendt, at Hans Kirk var ekstremt intolerant overfor anderledes tænkende – og især overfor frafaldne fra den kommunistiske bevægelse. Det er forsvarligt at antage, at figuren Jensen-Skrævs, nazisympatisøren som optræder i indtil flere af Kirks romaner, er en ret ubehagelig karikatur af Rudolf Broby-Johansen, men det er ikke rigtigt, at romanen ‘Mørke Magter’ er ren ondskabsfuld propaganda.
Mørke Magter er skrevet omkring 1940 i et samarbejde mellem Hans Kirk og Hans Scherfig. Den udkom som føjleton i Arbejderbladet (Land&Folk) med ét kapitel om dagen, og bogen er faktisk ret uskyldig og sjov. Det hænger også sammen med den tidligste besættelsestid presseklima, som betød, at selv svovlpropagandister som Kirk måtte holde lidt igen. Kirks efterkrigsbøger er langt mere aggressive (f.eks. ‘Djævelelsens Penge’ & ‘Klitgaard og Sønner’) end Mørke Magter, som snarere kan karakteriseres som en letbenet satirisk kriminalroman.
At den for læsere idag kan virke noget insinuerende (stadig: ikke en tiendedel så slem som andre af Kirks bøger) må skyldes Mørke Magters tilblivelse: Den er skrevet i et samarbejde mellem to forfattere i den kommunistiske bevægelses hoforgan – målgruppen var nøje defineret; det var de allerede omvendte, der skulle læse føljetonen.
Iøvrigt vil jeg sige, det er at stramme den lidt at kalde Broby for stalinist. Men mange tak for en spændende og læseværdig posting…
Tak til Claus for en fin og saglig kommentar. Jaeh – som det måske fremgår har jeg ikke selv læst Mørke magter, så hvordan man præcist skal vurderere den skal jeg ikke kunne sige – det lyder som om du har styr på de dele. Det kan syntes noget hårdt at kalde Broby stalinist, for som sagt havde han jo selv sine brydninger med DKP’s ledelse og som man kan læse ovre på leksikon.org udgav Brobys forlag Frem bl.a. den revolutionære veteran Marie Nielsens opgør med partiet. Men som nævnt var han altså også, i hvert fald sent i sit liv, ophavsmand til helt absurde forsvar for Sovjet og Stalin.