Altså: hvis danskerne bruger det demokratiske politiske system til ved lov at allokere penge til at redde børn fra døden i den tredie verden, så er den helt gal.
Men hvis danskerne ved lov vælger at bruge penge på alt muligt andet, så er det OK (bare det ikke går til nogle af de sorte).
Den centrale for Krarup er det lutherske begreb “gerningsretfærdighed”. Dette begreb peger på farisærernes selvretfærdighed, når de ofrede og bad offentligt. De gjorde det for syns skyld, og det angreb Jesus dem med rette for.
Indenfor den vulgærkristendom, som Krarup tilsyneladende hylder, bliver dette til, at uegennyttige handlinger er udtryk for gerningsretfærdighed. For Krarup er mennesker altid egoister. Som han siger: “Hjælpsomhed er en slags naturlov, som ligger i, at man sikrer sig i håb om selv at få hjælp i en lignende situation”. Derfor kan Krarup uden tøven altid dømme enhver form for håndsrækning som “selvgodhed”, et udtryk som i øvrigt har vundet stor popularitet i regeringskredse.
Læs resten på Kristian Larsens blog Ydmyghed - et rigtig godt nyt bekendskab.
Apropos så fandt jeg i mine papirdynger i dag en gammel (13.06.1986) kronik fra Jyllands-Posten hvor den norske teolog Øyvind Foss gør op med den snævre tidehvervske forståelse af Luthers teologi, foranlediget af Krarups protest mod en kollekt til fordel for det økumeniske arbejde. Øyvind Foss skriver bl.a.:
Krarup skriver at Tidehvervsbevegelsen aldrig foretar innsamlinger! Men det er da ikke så underlig hvis man ikke har noen å samle inn til, og kun er seg selv nok! Evangelisk-lutherske menigheter kan på bibelsk grunn ikke holde seg for seg selv og synge hyggelig og rolige salmer, uten å få dårlig samvittighet. Vi lever i en verden som skriker efter solidaritet og hjelp fra de rike kirkesamfunn. [..]
I de lutherske menigheter er det den lokale menighet som skal våkne opp av dvalen og bli en levende organisme, ta et initiativ og ikke skyve ansvaret og forpliktelsene over til alle mulige andre institusjoner og organer utenfor det kirkelige. [..] Et hjelpearbeid av denne art er klart i god luthersk ånd om å fordele “der Schätze der Kirche an die Armen”.
Jeg har været inde på det før: det er altså et misbrug af kristendommen at gøre den til et forsvar for national eller anden egoisme. Man kan med rimelighed i en luthersk sammenhæng fremføre det synspunkt at der ikke er noget særligt kristeligt ved at staten yder ulandsbistand, fx. Men at det skulle være særligt ukristeligt at den gør det - det er da oplagt et enestående kynisk misbrug af kristendommen.
En Kommentar
Tak for de pæne ord, som jeg vil forsøge at blive ved med at leve op til. Øyvind Foss er interessant. Den ortodokse kirke lægger også vægt på at kirken er en del af samfundet - eller måske snarere at samfundet er en del af kirken. I dansk diakonal sammenhæng taler man om i forhold til lignelsen om den barmhjertige samaritaner, at diakonien måske ikke er samaritaneren, men så i hvert fald skal være herberget, der står parat til den nødlidte, som samaritaneren kommer med.