Henning læser videre..

Der har været rimelig stille på reolgennemgangsfronten i den sidste tid. Jeg har været travlt optaget af læsning af biblioteksbøger. Jeg har læst Gilles Kepels Gud tager revanche – kristne, jøder og muslimer generobrer verden som giver en spændende vinkel på tidens diskussion af religion og politik fordi den inddrager genrejsningsbevægelser i alle de tre store abrahamitiske religioner og fordi den udkom i 1991 – før borgerkrigen i Algeriet, før Oslo-processen og mordet på Rabin, før WTC-angreb nr. 1 og meget andet.

I dag vil jeg gerne afslutte Erik Bjeragers Gud bevare Danmark som er sjov at læse i forbindelse med Kepel – Bjerager lyder i lange stræk som en af Kepels katolske genrejsningsmænd. Kepel nævner blandt andet kardinal Ratzinger, nu pave Benedict 16. Bjerager og paven deler fx. tanken om at den moderne verden bliver totalitær hvis den vil være gudløs. Sovjetkommunismen er kerneeksemplet.

Bjeragers bog er nu – indtil videre – bedre end jeg havde regnet med ud fra diverse anmeldelser, selvom jeg især godt kan følge Tudvads indvendinger mod Bjerager. For selvom jeg er uenig med Bjerager om mange konkrete ting og  mener han skyder langt over målet når sekularismen mere eller mindre som sådan gøres totalitær, så er det dog rigtigt at der for tiden huserer udgaver af sekularismen, som er villig til at ofre portioner af åndsfriheden for at blive fri for religionen. Jeg har tidligere omtalt den slags som hysterisk sekularisme.

Og så til Wittgenstein. Jeg er ikke den rette til at skrive nogen introduktion til denne fremtrædende østrigske filosof. Jeg kender Heidegger bedre. De er begge født i 1889 – samme år som Hitler – og begge kandidater til titlen som det 20. århundredes vigtigste filosof.

Men som sagt, jeg er ikke den rette til at skrive nogen Wittgenstein-introduktion, jeg kender ham simpelthen alt for dårligt. Desværre. Så i stedet for må det blive ved et par løsrevne citater, passende nok, da Kultur og værdi. Spredte bemærkninger består af mere eller mindre løsrevne tekststykker fra Wittgensteins efterladte papirer.

Tradition er ikke noget, man kan lære. Den er ikke en tråd, man kan tage op efter forgodtbefindende; lige så lidt som det er muligt selv at udvælge sine aner.

Den, der ikke har nogen tradition og gerne vil have en, han er som en ulykkelig forelsket.

(1948)

For filosoffen vokser der bestandigt mere græs i dumhedens dale end på klogskabens nøgne tinder.

(1949)

Dette sted minder mig forresten om noget jeg læste på en blog ved navn Lossepladsen 

Hvordan Gud dømmer mennesket, kan man slet ikke forestille sig. Hvis han virkelig tager fristelsens styrke og naturens svaghed med i betragtningen, hvem kan han da fordømme? Men er det ikke tilfældet, så vil resultanten af disse to kræfter netop være det mål, mennesket var prædestineret til. Mennesket blev altså skabt for enten at sejre ved hjælp af kræfternes sammenspil, eller for at gå under. Og det er overhovedet ikke nogen religiøs tanke, men derimod snarere end videnskabelig hypotese.

Hvis du altså vil forblive i det religøse, så skal du kæmpe.

(1950)

Wittgenstein er bestemt værd at læse, der er meget som er svært at forstå, men alene for den melankolske fornemhed er det det hele værd. Vi vender tilbage til ham senere.