Onkel Henning læser avis

I dagens Information bringes et par artikler der kun bekræftiger det indtryk man fik af den nylige ballade i Dansk Folkeparti: at partiets eksklusion af de lokalformænd der var kommet i klemme i Ekstra-Bladets mediemaskine var en beskidt standret, hvor partiets bagland blev svigtet til fordel for partiets ledelses mediestrategi. Dansk Folkeparti har tilsyneladende behandlet visse af sine tillidsmænd på en måde som ikke er værdig for en demokratisk, folkelig organisation.

Herom vidner Informations gengivelse af en af de ekskluderede lokalformænd, Finn O. Larsens beretning om begivenhederne. Finn O. Larsens samtale med Ekstra-Bladets undercover danskfrontmand (Kristian Jensen) forløb på følgende måde:

Under den godt fem minutter lange samtale forklarer Finn O. Larsen gentagne gange, at det ikke er ham, men partikontoret på Christiansborg han skal rette sin henvendelse til, hvis han vil være medlem af partiet. På spørgsmålet om man kan være medlem af to partier samtidig, svarer Finn O. Larsen “nej”.

Da Kristian Jensen til sidst i samtalen spørger, om Dansk Front tæller som et parti, svarer Finn:

“Det tror jeg ikke, du skal reklamere med. For mit eget vedkommende er jeg sådan set ligeglad. Der har lige været noget bøvl med det der. Så det tror jeg ikke, du skal oplyse…,” siger han til Kristian Jensen.

Finn O. Larsen henviser altså udtrykkeligt mandens forespørgsel vedrørende medlemskab til partikontoret på Christiansborg. Hans udtalelser vedrørende Dansk Front er naturligvis ikke nogen klokkeklar afvisning, men som jeg tidligere har nævnt er hans væverier ikke uforståelige, al den stund at “medlemskab” af Dansk Front kan betyde flere forskellige ting, herunder blot medlemskab af Dansk Fronts debatforum på nettet, hvad der dårligt kan siges at være særligt inkriminerende.

Under alle omstændigheder virker det dybt urimeligt at Finn O. Larsen siden smides helt ud af partiet, også fordi han 10 dage før Ekstra-Bladet bringer sin historie advarer partitoppen:

Finn O. Larsen forklarer Kenneth Kristensen at han har modtaget en “besynderlig” opringning fra en person, der har tilknytning til Dansk Front. Ringer der en sådan person, så skal partikontoret vide, at han har den baggrund, fortæller Finn O. Larsen.

Kenneth Kristensen er glad. Finn O. Larsen får at vide, at han har gjort det eneste rigtige. Han har taget kontakt til ledelsen. Akkurat som han har fået at vide, at man skal gøre.

“Kenneth Kristensen takker mig. Han roser mig, fordi jeg kommer denne her person i forkøbet. Det er præcis sådan, vi har fået besked på at gøre,” siger Finn O. Larsen.

Da historien er blevet bragt oplever Finn O. Larsen et møde med partiledelsens deltagelse på følgende måde:

‘Pia siger en masse negative ting om historien. Hun er rigtig træt af balladen, og de folk der har medvirket, er ikke for kloge, siger hun.”

Under mødet spørger Finn O. Larsen, om man ikke skal diskutere dagens historie i Ekstra Bladet. Han oplever ikke historien på den måde, som den er fremstillet af partiformanden og i avisen.

Men Pia Kjærsgaard afviser. Dagen efter bliver Finn O. Hansen fyret sammen med de otte andre tillidsfolk.

“Jeg er chokeret over, at to linjer i Ekstra Bladet har større vægt, end at jeg har været tillidsmand i partiet i otte år. Partiet ved udmærket godt, at jeg ikke er nazist. Jeg var bare en brik i større dagsorden,” siger Finn O. Hansen.

Disse oplysninger har som nævnt Finn O. Larsen som hovedkilde. Man kan naturligvis ikke uden videre tage en parthaver i sagen på ordet, men historien virker jo på ingen måde usammenhængende eller urimelig. Som sagt stiller den ærligt talt Dansk Folkepartis ledelse i et meget dårligt lys. Man vælger at fyre en tillidsmand som har fulgt partiets regler og været loyal over for ledelsen, pga. enkelte løse bemærkninger vedkommende har ladet falde i en samtale med en journalist der arbejdede under dække.

Samme ledelse har tilsyneladende ikke noget problem med at ledende medlemmer af partiet, nemlig Søren Krarup og Jesper Langballe, i offentlige sammenhænge plejer venskabelig omgang med personer som er blevet ekskluderet af partiet, angiveligt for deres ekstremistiske synspunkter. Det drejer sig om medlemmer af den hedengangne organisation Dansk Forum, der i 1999 blev smidt ud af partiet. Om Krarups sympati for en af disse personer, Adam Wagner, kan man læse:

“Adam Wagner er en hæderlig mand. Et flinkt og godt menneske, men han røg ud af Dansk Folkeparti udelukkende på grund af lederen af Dansk Forum, Martin Kasler. Ham ville jeg heller ikke haft noget at gøre med, men det er ærgerligt, at de andre ryger ud af partiet, fordi de er velbegavede og lødige folk, som der er brug for i Dansk Folkeparti,” siger Søren Krarup.

Men den udlægning er partiets næstformand Peter Skaarup ikke enig i.

“Vi står fast på det, vi gjorde dengang. Vi mener, at det er berettiget, at vi tog et opgør med dem, der meldte sig ind i Dansk Folkeparti fra Dansk Forum. Det var ikke nogen fejl. Det var fornuftigt og nødvendigt. Jeg har efterfølgende ikke fulgt med i, om nogle af de her personer har undergået en forandring, men det er heller ikke væsentligt. Vi traf en afgørelse dengang, og den står vi ved,” siger Peter Skaarup.

Han ser ikke noget problem i, at ledelsen i Dansk Folkeparti ser anderledes på Dansk Forum-folkene, end to af partiets mest markante politikere gør.

“Der kan altid være forskellige meninger inden for et parti. Jeg kan forestille mig, at Langballes og Krarups gode hjerter er løbet af med dem. Men det er ikke aktuelt at snakke om, at nogen af de folk bliver genoptaget i Dansk Folkeparti. Vi vil ikke have ekstremistiske elementer ind i Dansk Folkeparti,” siger Peter Skaarup.

Så Krarup må altså godt i fuld offentlighed give udtryk for sin sympati for folk der er for “ekstreme” til at være medlem af Dansk Folkeparti, men mindre kendte medlemmer af partiet må end ikke udtrykke blandede følelser over for “ekstremister” i en telefonsamtale. “Der kan altid være forskellige meninger inden for et parti” - jo tak!

Topmålet af hykleri finder vi dog måske i Krarups debatindlæg i avisen. Her skyder Krarup skylden for hele miseren på Tøger Seidenfaden, der skildres som en veritabel ypperstepræst for den politiske korrekthed. Det er i følge Krarup de politisk korrektes misbrug af begreberne racisme og nazisme, der får gode danske mænd til at kalde sig selv racister. “Racisterne” er velmenende mennesker, som blot er vildført af en forkert sprogbrug. Men Krarup skriver alligevel:

Selvfølgelig er det en forbistret dumhed. Selvfølgelig kan ledelsen i Dansk Folkeparti ikke affinde sig med, at en række lokalforeningsformænd tager let på nazisme og Dansk Front. Selvfølgelig er eksklusionen af de pågældende lokalforeningsformænd i orden.

Alligevel har jeg ondt af de pågældende.

Krarup fortaber sig i begrebsanalysen og skriver blandt andet: 

Og således mister ordet sin betydning, og således kan hæderlige danskere ikke finde noget fatalt i at vedkende sig at være racister. På samme måde som ordet ‘nazisme’ mister sin betydning, når det igen og igen benyttes som kasteskyts af en kulturradikalisme, der skal dække over sin egen sympati for stalinisme og maoisme. Sproget vulgariseres. Og dermed mister sproget sin egentlige mening, så at man i samme land taler om flere forskellige ting, selv om samme ord benyttes.

Dette er årsagen til disse hæderlige lokalforeningsformænds ulyksalige ytringer. De har vænnet sig til at blive mistænkeliggjort så ofte, at de ikke fatter mistanke ved en snakkesalig journalists listige ordstrøm. Nuvel, skal danskerne kaldes racister, så ender de med at regne racisme for ingenting. Så kan de ikke værge sig mod mistænkeliggørelsen. Så lader de ordene blive stående. Og så må DF’s ledelse ekskludere dem.

Krarup har altså “ondt af de pågældende” fordi hele miseren dybest set af Tøger Seidenfadens skyld. Må jeg bede om mine himmelblå. Hele den nærværende historie har vist meget lidt med begrebet racisme at gøre. Finn O. Larsen er mig bekendt ikke blevet citeret for nogen racistiske udtalelser, og hvis han er, er det jo tydeligvis ikke det han er blevet ekskluderet for. Han har i øvrigt ikke fået nogen særlig mulighed for at imødegå de beskyldninger, der har givet anledning til eksklusionen internt i partiet.

At en kritisk presse kaster sig over et magtfuldt parti, og måske også i den forbindelse bruger midler, der kan stilles visse spørgsmålstegn ved, er en ting. Jeg skal ikke udtale mig skråsikkert om det rimelige eller urimelige i Ekstra-Bladets metoder. De er netop tvivlsomme, i dette ords bogstavelige betydning.

Men når samme parti, et angiveligt demokratisk parti herefter løser sine problemer i pressen ved at ekskludere lavere tillidsmænd uden diskussion, Så virker det ærligt talt stærkt hyklerisk at et ledende medlem af samme parti, som i øvrigt kan siges at have begået samme brøde, som de ekskluderede, søger at give en redaktør, som ikke står direkte bag den ubelejlige pressehistorie, skylden for det hele. Det virker også hyklerisk at Krarup kalder de ekskluderede hæderlige mennesker og betvivler at de skulle være egentlige racister eller nazister men alligevel uden videre godtager at deres eksklusion er nødvendig.

Dansk Folkepartis ledelses adfærd i almindelige og Søren Krarups i særdeleshed tegner et billede af et parti der lider under den magtfuldkommenhed, den korruption og det hykleri der nemt opstår i en autoritær organisation. Her gælder regler hovedsageligt for de menige medlemmer af organisationen og ikke for de ledende.

Reglerne suspenderes eller bøjes umærkeligt når deres håndhævelse kunne komme til at genere folk som befinder sig for tæt på ledelsen eller som på andre måder er vigtige for ledelsens magtambitioner. Vi oplevede det samme i forbindelse med Frevert-sagen, hvor føreren Frevert gik fri, mens fodtussen (man skulle måske skrive letmatrosen) Talleruphuus fik skylden for hendes brøde.

Fyret lokalformand advarede DF-formand af Michael Børsting
Præsterne udfordrer DF-toppen af Michael Børsting
Tøger Seidenfadens ofre - debatindlæg af Søren Krarup