Jeg har nu i et par omgange stillet spørgsmålstegn ved det betimelige i Dansk Folkepartis mani med at ekskludere folk i tide og utide - og i den forbindelse angrebet DF for at have et tvivlsomt forhold til demokratiet.
En af de ekskluderede tidligere Dansk Forum-folk, som Søren Krarup i øvrigt i modsætning til den højeste DF-ledelse synes er en fin fyr er formanden for det politiske dødsbo Dansk Samling, Adam Wagner. Wagner er også aktiv i den ærkekonservative debatklub Nomos, hvor også den førende danske polit-blogger, Kim Møller, spiser med.
Hele den her diskussion om partidemokrati og åbenhed til side, så forstår jeg da personligt meget godt at man nødigt vil lege med Wagner i en politisk sammenhæng, når han kan skrive sådan noget som følgende:
For mig at se, burde man tage grundloven alvorligt: Den taler om folketing, regering og konge. Ikke om partier. Partierne skal ikke forbydes men fratages deres magt over regering og også gerne deres magt over folketing. I og for sig er grundloven fin, som den er; jeg anser snarere den siden 1901 fremvoksede parlamentariske praksis for at være skadelig. Man kunne for at komme dette til livs betænke, om ikke Dansk Samlings tidligere overvejelser om adskillelse af følgende syv magtfaktorer var brugbar: Den lovgivende, den dømmende og den udøvende magt, organisationsmagten, den økonomiske og den informerende magt samt partimagten (Dansk Samling i et halvt århundrede. 1986). Man burde med andre ord gøre det ulovligt for ledere af et politisk parti at få del i den udøvende magt. Kunne dette blot udvikles til en praksis, ville man allerede være nået langt. Endvidere burde man vel håbe, at kongemagten atter ville påtage sig sin metapolitiske rolle og i virkeligt ansvar uden om partierne udpege den mest egnede regering. Som sikkerhed for at regeringen ikke går folkets flertal imod, har folketinget sin i 1953 erhvervede rettighed til at afsætte regeringen; er regeringen sagligt dygtig og i øvrigt bredt sammensat, ville dette ikke ske som led i et partitaktisk spil. En dygtig regering burde sagtens kunne sidde under skiftende folketingsflertal.
Det har egentlig undret mig, at ingen har taget det antiparlamentariske standpunkt op til seriøs overvejelse. Måske er det fordi, det anses for et ligegyldigt emne. Det mener jeg dog ikke, det er, og nu er tankerne i det mindste samlet op igen, og jeg håber, at også andre vil vende dem et par gange, inden de måske atter smider dem bort.
Citatet stammer fra teksten Antiparlamentariske tanker på Dansk Samlings hjemmeside. En demokratisk forfatning behøver naturligvis ikke være parlamentarisk. Man kan jo også vælge en præsidentiel ordning, som i USA. Men lade en ikkevalgt adelsfamilies overhovede udpege regeringen? Der er mildest talt næppe mange, der vil se det som et demokratisk fremskridt.
Wagners modvilje mod partierne falder i øvrigt ganske fint i tråd med klassiske højresynspunkter a la Estrup, Pürchel etc. Et af de største problemer med partierne (i særdeleshed Socialdemokraterne og de Radikale) er i denne bedagede tankeverden at de insisterede på sådanne ødelæggende tiltag som parlamentarisme og lige og almindelig valgret (herunder stemmeret for kvinder og fattigrøve).
Vi andre mener så nok at den slags i allerhøjeste grad giver de poltiske partier en vis historisk legitimitet, samt at det i øvrigt under alle omstændigheder er et gode at folk har mulighed for at organisere sig politisk også med henblik på at få valgt repræsentanter ind i folketinget.
Adam Wagner har desuden været i vælten med en kronik i Jyllands-Posten, den 9. september, hvor han lettere revanchistisk fabulerer over “tabet” af Sydslesvig efter 1945.
Her som i forbindelse med Irak, krigen mod terror og deslige synes højrehovedernes motto at være “Hvad indad tabes - skal udad vindes” - man undergraver retsstaten og demokratiet derhjemmer og forsvarer det med et angiveligt demokratisk korstog i fremmede lande.