Kanon-idiotisk Trykkefrihedskanon

De anti-muslimske tvillinger Lars Hedegaard og Helle Merete Brix har begået endnu et kluntet stykke propaganda i Trykkefrihedsselskabsets regi. De har øjensynligt inspireret af Ove Korsgaard udarbejdet en såkaldt demokrati-kanon, som kan læses i Trykkefrihedsselskabets netpublikation Sappho. Både Korsgaards og Brix/Hedegaards liste rummer da interessante historiske tekster, men det er kun Korsgaards som er værd at diskutere, for Hedegaard og Brix har begået den tåkrummende brøler at medtage deres makværk I krigens hus på listen.

Det er indlysende problematisk at medtage helt nye fænomener i en kanon, I krigens hus er fra 2003 - og Muhammedtegningerne, som også er medtaget kom som bekendt sidste år ved denne tid.

Denne arabiske udgave af Zions Vises Protokoller udkom i Egypten det samme år som I krigens hus

Disse tegningers historiske betydning er det svært at sige noget sikkert om endnu. Jeg hælder til det synspunkt at deres betydning er vildt overdrevet - men det kan man som sagt dårligt vide før om nogen år.

Korsgaard har således anvendt den fornuftige regel, ikke at medtage tekster af nulevende personer i sin demokratikanon. På denne måde har han jo så også afskåret sig fra at medtage egne tekster. Den slags ”jantelov” synes Brix og Hedegaard ikke at være bundet af. Det er en skam, for I krigens hus var en rigtig dårlig bog, som blev vurderet således af Hanna Ziadeh i en anmeldelse i Pen-Nyt:

“En bog kendes på sin titel” siger et arabisk ordsprog for at retfærdiggøre, at man godt, uden at læse, kan danne sig en mening om en bog, hvis indhold åbenbarer sig soleklart fra begyndelsen. For én, der stammer fra et område, som ifølge ”I Krigens Hus” lider under kulturens og ”islams dødvægt”, var det en hård prøvelse at modstå den kulturelle fristelse at skrive en anmeldelse baseret på bogens titel, godt hjulpet af et uundgåeligt kendskab til forfatternes overeksponerede holdninger i medierne. Efter at have (mis)brugt et par dage på at læse bogen - for maven kan kun tage en lille portion ad gangen - for kun at få bekræftet hvad man vidste fra begyndelsen, måtte man erkende at Oscar Wilde havde ret i, at man bør falde for fristelserne. Man kan med fordel slutte læsningen af denne anmeldelse her – med blot at få budskabet slået helt fast: køb den ikke, læs den ikke.

De tre forfattere vil gerne advare alle jer intetanende danske læsere mod - en indtil nu - ukendt fare: islam. ”I ”– alle ikke-muslimer uden for den islamiske verden som ikke har set tv de sidste 15 år – ”lever i krigens hus” og er legitimt bytte for muslimernes ”vold og plyndring” indtil de opnår, hvad de hele tiden har planlagt: at I opgiver jeres vestlige værdier og bliver muslimer.

Forfatterne har endda kunne afdække en tretrins plan for, hvordan ”muslimske tilflyttere” vil overtage kontrol med de vestlige lande. Først kommer de som uskyldige tilflyttere, så forplanter de sig ”gennem rigelige børnefødsler”, så kræver de retten til at gå med tørklæder og ups… inden man ser sig om, hedder residenten på Amalienborg Dronning Fatima den Tækkelige.

Som en ’vestliggjort’, frankofil, kristen araber, har jeg ofte skammet mig over den ret udbredt fordummende og fordomsfulde ’videnskabelige’ litteratur om ’Det Kristne Vest’ i den arabiske verden. Her er Vesten fremstillet som gudsfornægtende, porno-fikseret, magtsyg etc.. og ”Zions Vises Protokoller” bliver ofte betragtet som en sand gengivelse af ”jødernes ægte perfide natur”. Men med de senere års blomstring af genren ”1001 gode grunde til at hade muslimer”, som skyder upåagtet op, med highlights à la Oriana Fallacis ”Vrede og Stolthed” og ”I krigens hus”, er regnskabet ved at blive gjort op. En fordummende kulturel ligestilling indtræffer snart, hvilket betyder, at jeg får mindre ”dødvægt” af kulturel skam at bære på.

Man kan tilgive forfatterne deres sort/sorte billede af islam, civilisationernes sorte hul i menneskehistoriens galakse. Man kan tilgive forfatterne, at de igennem deres ”studie” af 15 århundreders islamiske historie ikke kunne
finde et eneste formildende træk ved det, eller endda at de ikke lader som om de prøvede på det. Det sorte syn kan man tilgive, fordi det er et modefænomen blandt vestlige ’opinionsmagere’, og man får jo solgt nogle bøger. Det som er utilgiveligt er, at den nationale treenighed har kastet sig ud i en øvelse som minder om den famøse ”Zions Vises Protokoller”. En bog om jødernes – og frimurernes - plan for at overtage magten i Verden. De tre forfattere stiller sig ikke tilfredse med at beskrive alle islams skyggesider: ”islam er endnu mere totalitær end fascismen og kommunismen”, at ”islam” har stået ”uændret gennem mere end 1000 år”, fordi det ”islamiske ideal er ikke-udvikling”, at islam er imod videnskab, imod kønnenes ligestilling, imod demokrati… nej forfatterne har også fundet et (kom)plot til deres historie. De har fundet en mening bag alle muslimernes handlinger, et mål bag alle deres besværligheder med at fastholde ’middelalderlige skikke’, et stratagem bag sløret: at underminere Vestens demokratier, at overtage andre
religioners territorier og at udvide islams hus til at omfatte hele verden.

Ziadehs anmeldelse kan i det hele taget læses som en fremragende hudfletning af de mere fladpandede ‘islamkritikere’ som huserer i Europa i disse år. Meget anbefalelsesværdigt, også fordi Ziadeh ikke forklejner de problemer der faktisk findes i den islamiske verden, som når han skriver:

Social, økonomisk og kulturel marginalisering har intet at gøre med, at mange indvandrere vender ryggen til ’den overlegne vestlige kultur’ og falder for en – indtil for nyligt - velsmurt islamiske propagandamaskine. Det hele skyldes den uforanderlige essens i islam, imamernes uvigende kontrol over de muslimske – med få undtagelser - lydige masser. At gøre islamismen til islam, og derefter at give islam hovedansvaret til alle Mellemøstens onder, er lige så forkert som at benægte at religiøsitet generelt, islam og islamismen i særdeleshed spiller en vigtig rolle i opretholdelse af undertrykkende regimer og styrkelse af menneskefjendske ideologier.

10 Kommentarer

  1. Skrevet 2. oktober 2006 at 12:40 | Permalink

    Jeg tror du undervurderer både tegningerne og ‘I krigens hus’ på lang sigt. Tegningerne er allerede nu en del af den danske historie og kulturarv. Jeg mener vi skylder stor tak til både Brix og Hedegaard for et reformatorisk pust til den til den før tillukkede danske debat.

  2. Skrevet 2. oktober 2006 at 12:46 | Permalink

    Nånånå… hvad var det for en debat som var ’tillukket’ før 2003?

  3. Skrevet 2. oktober 2006 at 15:38 | Permalink

    Hele debatten omkring forholdet imellem indvandrere og etniske danskere var i mange år tabu-belagt. Jeg syntes det er forfriskende at vi nu kan diskutere emner uden at sætte mærkater på hinanden.

  4. Skrevet 2. oktober 2006 at 16:03 | Permalink

    Tabu-belagt? Du kan umuligt have åbnet et eksemplar af eksempelvis Jyllands-Posten i løbet af de sidste 20 år. At man sætter mærkater på hinandens holdninger er nu engang en helt naturlig del af en politisk debat - men det er sikkert svært at forstå når man kan skrive som du gør her http://www.islamofascisme.dk/about/ :

    Redaktionen sætter naturligvis ikke lighedstegn imellem islamister og islam eller imellem islam og fascisme. Termen ‘islamofascisme’ bruges som et populær-synonym til ‘islamisme’, ‘politisk islam’ og ‘islamisk fundamentalisme’. Redaktionen er hverken ‘højreorienteret’, ‘racistisk’ eller ‘fremmedfjendsk’ - men ser sig selv forpligtet til at eksponerere religiøse former for totalitarisme

    Disse ord stemmer ualmindeligt dårligt overens med at du synes godt om et fremmedfjendsk paranoisk anti-muslimsk propagandaskrift og på din blog alene linker til en række højredrejede og/eller islamfjendske sider. Men nåja… Dansk Folkeparti er jo også et midterparti.

  5. Skrevet 2. oktober 2006 at 16:21 | Permalink

    Ih ja, min blog er et veritabelt hovedbibliotek over islamfjendske links… (gaaab)

    Tak for at vise mig hvordan du benytter den ‘helt naturlige del af en politisk debat’: “fremmedfjendsk”, “paranoisk”, “anti-muslimsk”, “propagandaskrift”, “højredrejede”, “islamfjendske”.

    God vind røde kriger.

  6. Skrevet 2. oktober 2006 at 16:41 | Permalink

    Jajada… jeg ved nok det er lidt letkøbt at dømme folk på deres links - guderne må vide, hvad man kunne få ud af mine - men jeg forstår fanme ikke hvorfor det er så svært at stå ved det man mener: Cepos-møder og Lars Hedegaard. Kald du bare mig rød kriger - men så kan du sgu da i mindste indrømme at du selv er højremand.

  7. Skrevet 2. oktober 2006 at 17:38 | Permalink

    Trods den voksende islamofascistiske forbrødring og voldelige islamistiske aktivisme i flere europæiske storbyer skal man næppe forvente en islamistisk magtovertagelse i de europæiske stater, sådan som man normalt forstår det. Der vil snarere ske en deling af territoriet mellem muslimsk- og kristent-beherskede enklaver, fordi ingen af parterne vil kunne bøje sig for modpartens orden. I praksis er det ensbetydende med en ophævelse af stater som den danske.

    [..]

    Tvært imod er de fleste nationale og europæiske bestræbelser gået ud på at undertrykke den politiske islams kritikere og modstanderne af den massive muslimske indvandring ved at brændemærke dem som “fremmedhadere” og “racister”, som man har forsøgt at stække ved bl.a. at forfølge dem gennem retsvæsenet. Nu har vi formentlig passeret det punkt, hvor det er muligt at forhindre opløsningen, fordi det demografiske pres forlængst har nået en kritisk masse.

    Hvis dette scenarie viser sig realistisk, vil Danmarks fremtid i løbet af få årtier komme til at ligne de nuværende forhold i områder som Bosnien, Makedonien, Libanon, Nigeria, Sudan og Kashmir. Økonomien vil ligge i ruiner, og enhver mulighed for at videreføre velfærdsstaten vil blive forskertset.

    http://www.sappho.dk/DemokratiKanon/krigenshus.html

    Det er altså den slags ‘forudsigelser’, som er så epokegørende at de skal på en demokratikanon. Det er noget overdrevent, uædrueligt og usagligt sludder som alene er egnet til at puste til had og strid.

  8. Skrevet 2. oktober 2006 at 23:52 | Permalink

    Mnjaeh… trods det at jeg altså fortsat mener Hedegaard og co. er nogen værre nogen, er jeg ikke helt sikker på at jeg har været helt rimelig overfor islamofascisme.dk… På sitet kan man også læse ret fornuftige ting, som sådan noget her:

    Jeg syntes du burde skelne imellem frihedsorienterede hverdags-muslimer og islamisterne. Normale muslimer har bestemt ingen ønsker om at “skære halsene over på europæere i tide og utide.”. Og selv ud af islamisterne er det meget få der egentligt fører trusler til handling. Problemet med islamismen er ikke større end det kan bekæmpes af demokratisk vej, så få styr på proportionerne!

    Hvordan islamofascime.dk kan få rimelig fornuftige holdninger, som ovenstående til at rime med sin ros af Hedegaards og co.s vanvid, det undslipper min spinkle forstand. Men man skal jo ikke skyde først og spørge bagefter… såeh…

  9. Skrevet 4. oktober 2006 at 17:33 | Permalink

    Hej igen. Jeg tror for at åbne debatten har der været brug for provokatører som Hedegaard. For hans bidrag til debatten syntes jeg at han er blevet meget urimeligt behandlet. Tilkendegivet, han kan godt virke meget pessimistisk i sine artikler og de bærer stor præg af den personlige kamp han har ført. (og særligt de knubs han har fået). Til bogens ret mener jeg dog at den virkeligt brød en masse tabuer som det var på høje tide at debatere. Prøv at tage til et af Sapphos arrangementer en dag og se for dig selv om han er så ond som du tror.

    Jeg ved ikke om jeg er højremand - men indrømmet: jeg går til CEPOS møder og jeg var da også med da Trykkefrihedsselskabet og Hr. Hedegaard uddelte deres frihedspris til Shabana. Jeg ved ikke om det er det danske flag på min blog der får dig til at tro at jeg er DF eller ekstrem højreradikal. Før havde jeg et amerikansk flag og det brokkede folk sig også meget over. Nu har min bror lavet det danske flag til mig, så jeg kan altså ikke nænne at ændre det foreløblig.

    Venlig hilsen,
    islamofascisme.dk

    Ps. jeg trækker ‘rød kriger’ tilbage så. ;)

  10. Skrevet 4. oktober 2006 at 18:23 | Permalink

    Den Røde kriger vil gerne lige have noteret at jeg aldrig har kaldt Lars Hedegaard ond - han virker faktisk på mig som en ganske rar fyr. Det er hans politiske virke - for højre side - og hans voldsomt overdrevne agitation mod muslimerne jeg er ude efter.

    Jeg har heller aldrig kaldt dig ekstrem højreradikal eller påstået at du var DF’er… Højremand skal forstås lidt bredere end som så..

Skriv en kommentar

Din email bliver aldrig offentliggjort eller delt med andre. Påkrævede felter er markeret med * *

*
*