Da vi i 1986 protesterede mod flygtningeindsamlingen, kunne vi ganske givet have lavet et politisk parti og være kommet i folketinget med det. Men vi valgte helt bevidst ikke at blive politikere, fordi det var vigtigere, at sandheden blev sagt, end at vi fik magt. Derfor må man også acceptere, at man kan opfattes som irriterende og trættende.
Citat: Søren Krarup i interview i Berlingske Tidende, 13. oktober 1998.
Fordi det var vigtigere at sandheden blev sagt end at vi fik magt - der er vist nogen i Søren Krarups nuværende partiledelse, der tænker lidt anderledes om den slags, jvf. disse dages store partiudrensning i Dansk Folkeparti.
Som Krarup rigtig påpeger må partigængere jo ind mellem tie, hvor andre kan tale frit, men i parti der går ind for folkestyre og ytringsfrihed skal kravet om tavshed vel ikke være hovedreglen? Man kan jo også spekulere lidt på hvad et parti der ikke accepterer den mindste afvigelse i egne rækker vil bruge sin magt over resten af samfundet til? Gælder ordene om ytringsfrihed og folkestyre egentlig, eller er det bare fraser og valgflæsk?
Krarups lejlighedsvise beklagelser - og det er altså hvad det er blevet til fra hans side, han har ikke egentlig anfægtet ledelsens beslutninger - af enkelte af de mange eksklusioner kommer meget let til at tjene som et alibi for partiledelsen. De kan med den ene hånd pege på Krarup og sige: se! der er plads til andre holdninger - mens de med den anden hånd smider det ene jævne medlem efter det andet ud med mere eller mindre tvivlsomme begrundelser.
4 Kommentarer
Krarups udtalelser opfatter jeg nu som udtryk for en slags integritet og en ærlig indrømmelse af, at det at have magt ikke er let forenelig med at sige sin ærlige mening. Og hvorfor skulle det ikke fortsat være ’sandheden’ han siger, også når han kun beklager sig? Der er vel grænser for, hvad man kan forvente af en mand, der ikke har den store formelle magt i partiet.
Mvh.
Thomas
http://blog.thomasloenbaek.dk/?p=271 siger det der skal siges. DF har en i medierne negativ særstilling blandt danske partier, hvilket debatten bør afspejle.
Ja, Thomas’ analyse af situationen er faktisk udmærket - blot er det ikke altid at DF’ernes ‘rabiathed’ konstruereres af medierne - DF er jo faktisk et ret yderligtgående parti, hvorfor det ikke er så mærkeligt at dets medlemmer også er det.
Søren Krarup kunne godt tale mere åbent og redeligt om disse sager, og følge sin folketingskollega Pia Kristensens eksempel. Men han vurderer formodentlig at det ville være for skadeligt for ‘partiet’ -blot mener jeg at det er tydeligt at se at ‘partiet’ her ikke længere er en folkelig forening men en fanklub for Pia Kjærsgård.
I øvrigt finder jeg det ret sigende for partiets interne demokrati at man om et så fremtrædende medlem som Krarup kan sige: “der er vel grænser for, hvad man kan forvente af en mand, der ikke har den store formelle magt i partiet.”
Skal man kun kunne gøre og sige noget i et parti, hvis man har ’stor formel magt’ - dvs. sidder i den allerinderste kerne af ledelsen?
Men det er da rigtigt at Krarups udtalelser på sin vis er ærlige - han indrømmer ærligt at han intet vil gøre for at standse den ‘beklagelige’ ofring af jævne medlemmer på magtens alter.
Pia Kristensen blev jo så i øvrigt også omgående banket på plads igen - men ikke ekskluderet - hun er som folketingsmedlem for meget værd som politisk magtmiddel, og en eksklusion af et folketingsmedlem ville formodentlig også kunne eskalere situationen.