Henning læser videre..

Gennem de seneste år er det i stigende grad blevet sådan at jeg mest læser fordi jeg vil vide mere om et eller andet – og stadig sjældnere hovedsageligt fordi jeg vil fornøjes eller skærpe sanserne. Min læsemetode har fået noget strengt, akademisk og lidt asketisk over sig.

Det giver imidlertid ikke meget mening at læse Suzanne Brøggers essays – her samlingen Sejd med et snævert vidensperspektiv for øje. Vistnok kan man blive klogere på mange ting ved at læse Brøggers meget personlige, men også alment orienterede overvejelser over kønslivet, samfundet og moralens veje og vildveje, men her drejer det sig altså i høj grad om at skærpe sanserne. Ind i mellem bliver Brøggers overvejelser mig en smule for kategoriske – som når hun i essayet “En køn historie – et kvart århundrede efter” med henvisning til en eller anden historiker (Gordon Rattray Taylor) påstår at vores samfunds overordnede kønslige tanke- og funktionsmåde er skiftet fra at være patristisk – ikke nødvendigvis mandsdomineretet, men styret af mandlige værdier – til at være matristisk: styret – eller rettere ikke styret – i overensstemmelse med kvindelige værdier.

Jeg er på forhånd dybt skeptisk indstillet overfor den slags uforbeholdne enten-eller diagnoser – nøjagtig som jeg er overfor de fleste konspirationsteorier og forfaldshistorier. Hvorfor er det så til at holde ud at læse alligevel? Jo – for det første er det helt tydeligt at Brøgger ikke er ude efter den store forkromede analyse, men den løbende overvejelse, forsøget på at forstå tiden i flugten, for det andet anvender Brøgger ikke sine forudantagelser, fordomme og begrebsapparater uden en vis nænsomhed. Her er plads til detaljerne, den lille forskel og den slags: det skærper sanserne.

I “Kritik der Giraffe” fortæller Brøgger morsomt om da giraffen kom til Europa:

Tout Paris slog sig løs i eufori over giraffens ankomst. Man inviterede til giraf-baller – bals de girafe – høj og lav var med på den sidste girafmode. Der blev lavet giraf-revyer og bagt giraf-kager. I Wien dansede man giraf-valse og spiste giraf-tærter. Og i England drak man te med girafsmag.

Hun fører også en del samtaler blandt andet med selveste Dronning Magrethe og med den palæstinensiske aktivist Liana Badr, som i 1998 siger følgende om Netanyahus aggressive politik:

[D]et er en meget farlig politik for israelerne. For selvom det på kort sigt vil blokere muligheden for en palæstinensisk stat, så skaber det på længere sigt den demokratiske, ikke religiøse bi-nationale stat, som vi oprindelig kæmpede for under revolutionen. Et Palæstina for to folk!

- Historiens blodige ironi. For selvom de helst ikke vil se os i øjeblikket, ligesom de hvide ikke ville se de sorte under apartheid-styret i Sydafrika, så ender det med, at de bliver tvunget til at se os. [..] Der vil blive mere lidelse de næste ti år, men en dag får vi vores uafhængighed, uanset rammerne – inden for den israelske stat.

Liana Badr sammenligner også Israel/Palæstinas historie med den bibelske historie om kong Salomon om de to kvinder, der ikke kan blive enige om hvem af de to der er moder til et nyfødt barn – Suleiman hedder han på arabisk. Det er en tankevækkende, men måske også lidt forvirrende sammenligning.

Teksten “Røvhullets evangelium” fra 1988 er et opgør med forbrugerismen. Igen er det noget udistinkt, men ganske slagfærdigt:

Hver dag bliver man kaldt “forbruger”. Offentligt. Som om det var en neutral identitet. Men jeg synes, den er skammelig. Injurierende. jeg ville hellere tiltales som forbryder. For kan man overhovedet leve uden at komme til at forbryde sig? Men man må da kunne leve uden at for-bruge. Ligesom det må være muligt at spise, uden at kaste op.

Ikke desto mindre er hele markedet tilrettelagt med at henblik på at få os til både at købe og at have bræk i munden, med et tandpastasmil på.

Suzanne Brøgger er slet ikke dårligt selskab. Vi vender sikkert tilbage til hende.