Onkel Henning læser avis

I dagens Information skriver Frederik Stjernfeldt følgende i sit kritiske svar til en svensk journalist analyse af den danske debat:

»Den falske forestilling om bestandige kulturelle essenser er blevet en af debattens præmisser,« lyder en af Stefan Jonssons kritiske bemærkninger om den danske debat.

Den mener jeg, han har fuldstændig ret i. Det angår naturligvis islam, og idéen om islam som uforanderlig kulturel essens trives både på højrefløjen – hvor islam rutinemæssigt ses som en uforbederlig kultur, der rask væk identificeres med terrorisme – og på venstrefløjen, hvor islam lige så rutinemæssigt ses som bestående udelukkende af arme, uskyldige ofre, hvis pittoreske kultur skal beskyttes.

Nej, hør nu her, tænkte jeg, hvem fanden er det på venstrefløjen der betragter ‘islam’ på den måde? Jeg kan i hvert fald ikke genkende min egen opfattelse af islam som verdensreligion eller af forholdene i de lande hvor islam er hovedreligion i den beskrivelse. Jeg vil tillade mit at påstå at mit syn på hvad der foregår i den islamiske verden i disse år er i hvert fald, ja hvordan skal man sige det.. hmm… både adskilligt mere dystert, men også mere nuanceret.

Men efter en smule eftertanke måtte jeg jo alligevel indrømme at det nok ikke var helt forkert at der tilsyneladende hos visse venstreorienterede bliver tænkt om ‘islam’ på denne måde. Blot tror jeg oftest det der sker for (venstreorienterede) folk er at de af deres - ofte fuldt berettigede - kritiske indstilling til diverse ‘vestlige’ magter (navnlig USA) forledes til at tro at enhver som bekæmper samme magter gør det af noble og velberettigede årsager. Fjendens fjende med andre ord. Men her er det jo så i virkeligheden ‘Vesten’ eller ‘USA’ som gøres til en essens og forstås som med nødvendighed ‘ond’.

Nogen vil måske hertil indvende at det er sundt at være kritisk indstillet mod verdens stærke magt(er) - og at være klar til at gå imod disse magter når de søger at dominere resten af verden. Jeg er enig. Men en sund kritisk indstilling kan godt forfalde til automatisk ureflekteret afstandtagen. Og ikke ethvert initiativ fra fx. USA’s side, som kan medvirke til at styrke USA’s indflydelse i verden, er udtryk for utilstedelige forsøg på dominans.

Når det er sagt, tror jeg nu nok det er de færreste med en venstrorienteret indstilling som er vildt begejstrede for mange af de negative foreteelser ude i verden, som i disse år forbindes med ‘islam’ - det saudiske despoti, de massive menneskerettighedskrænkelser i Iran, den internationale terrorisme osv. For at nævne et par opklarende eksempler, så behøver det at man er imod en krig mod Iran eller mener at Israel bør tale med en palæstinensisk regering, også når den ledes af Hamas, jo ikke nødvendigvis betyde at man er vildt begejstret for det iranske regime eller Hamas.

Når højrefløjen derfor anvender argumenter af typen: vil du da hellere have Saddam Hussein igen? - så diskuterer de i langt de fleste tilfælde med en til lejligheden opfundet stråmand. Der er selvfølgelig et springende punkt her - for selv i dette tilfælde er der jo enkelte - Carsten Kofoed er jo notorisk - som af deres modstand mod den amerikanske aggression mod Irak forledes til at forsvare selv de værste forbrydere i den irakiske modstandbevægelse, ja endog hylde Saddam-regimet.

Forresten havde Irakkrigen jo ikke ret meget med islam eller islamisk terrorisme at gøre, eller hvad? Det er vel ‘islam’ det handler om igen.

I det hele taget kan det jo nok undre hvordan nærmest ethvert udenrigs- eller indenrigspolitisk emne kan gøres til et spørgsmål om (for eller imod) ‘islam’ i disse år.

Ja - og så kan man jo også undre sig over om ikke også der sker enkelte gode ting ude i den islamiske verden i disse år?

Lad nu det ligge.

For at vende tilbage til spørgsmålet om hvem der tænker i essenser, så bed jeg efter en kort eftertanke mærke i at at jeg i første omgang uden videre accepterede Stjernfeldts beskrivelse at højrefløjens essenstænkning:

idéen om islam som uforanderlig kulturel essens trives både på højrefløjen – hvor islam rutinemæssigt ses som en uforbederlig kultur, der rask væk identificeres med terrorisme

Men er det nu også helt rimeligt?

Jeg vender tilbage til spørgsmålet i Islamdebattens stråmænd II.

Foreløbig vil jeg konkludere at essenstænkning vedrørende ‘islam’ a lá Stjernfeldt findes på venstrefløjen - men at den oftest udspringer af essenstankegang om ‘vesten’ og at den typisk vil falde bort hvis man trækker spørgsmål om ‘vestlig intervention’ og lignende ud af ligningen - for dem af os som ønsker at bekæmpe denne måde at tænke på gælder det om at:

1) Bekæmpe plat anti-amerikanisme eller ’omvendt’ fremmedhad. 

2) Gøre det soleklart at modstand mod overdrevne foranstaltninger overfor islamisk terror, iransk atomoprustning og den slags ikke er eller bør være lig med forsvar for det som disse foranstaltninger søger at bekæmpe. Det samme gælder indenrigs. Også her drejer det sig om at modsætte sig at eksempelvis debatten om 24-årsreglen gøres til et spørgsmål om man er for eller imod tvangsægteskaber. De drejer sig om at udpege de rigtige, vigtige problemer og vælge de rigtige løsninger.

3) ‘Islamdebatten’ skal deles. Hvorfor i alverden skal vi diskutere alt fra Taliban til problemer i skolerne i forbindelse med ramadanen under den overskrift. Lad os få en debat om indvandring og integration og en anden om vores sikkerheds- og udenrigspolitik. Den Osama som arrangerer bombeangreb og den slags er vores fjende - det er Osama fra den lokale skole ikke.

4) Debatten skal ‘af-islamiseres’. Tvangsægteskaber kan for eksempel ikke uden videre ses som et islamisk problem. Selvom visse muslimske gejstlige muligvis er fortalere for den slags, findes problemet også i ikke-muslimske kredse - og nogen argumenterer med Koranen i hånden imod den slags. Lignende forhold gør sig gældende med mange andre af de foreteelser, som diskuteres under overskriften ‘islam’. Hermed absolut ikke være sagt at religion aldrig bør inddrages, men man skal nøje overveje om og på hvilken måde det er relevant i forhold til et givet problem.

Man kunne måske tilføje at debatten også skal ‘af-kulturaliseres’, men det er vist en anden historie.