Og i samme boldgade kunne man måske stille spørgsmålet om Ulla Nørtoft anerkender nogen (social)videnskab som tænker selv, og ikke tager udgangspunkt i flertallets mening? Er og bør videnskaben, sociologien eller humaniora for den sags skyld være ‘demokratisk’ i den betydning? Er det totalitært at fremsætte teorier om samfundet som ikke er prøvet ved en afstemning (eller en meningsmåling)?
Bliv dummere på Adorno, men klogere på Ulla Nørtoft her.
7 Kommentarer
Pointen er, at Adorno i den tekst er akkurat lige så totalitær og videnskabsteoretisk skråsikker som Karl Marx. Ingen andre end marxisten selv formår at skrælle det kapitalistiske samfunds lag af falsk bevidsthed af. Ingen andre kan gennemsskue, at de er der. Ingen andre kan modargumentere. Ingen andre kan befri os. Marxisten Adorno kan derimod ikke tage fejl. Hvordan skulle han opdage en fejltagelse, når alle andre teoretiske bygninger end den marxistiske er funderet i kapitalistisk fejl-teori og dermed må afvises? I den kapitalistiske verden findes der ingen menneskelig frihed. Der findes ingen menneskelig selvbestemmelse. Der findes ingen egentlig rationalitet. Demokratiet som styreform baserer sig på illusorisk frihed, selvbestemmelse og rationalitet. Alt dette kunne være fint nok. Det har andre sagt før Adorno, og sagt det bedre. Primæært Platon og Marx. Men hvad der gør ham helt outdated og ubrugelig som videnskabsteoretiker er, at han ikke vil indrømme, at hans perspektiv er et blandt andre. At hans konstruktion er en konstruktion blandt andre. At de årsagssammenhænge, han baserer sig på - og det er den strenge, deterministiske type - i realiteten også er hans konstruktion. At hele hans teori om hvor meget vi alle tager fejl - selv kunne tage fejl. I sin skråsikkerhed er han helt på linie med Platon og Marx. Adorno bruger Marx´ analyseredskaber helt uden at ryste på hånden. Han trækker ikke noget fra, han lægger noget til: det hele er i virkeligheden meget værre end Marx forestillede sig, fordi rationaliteten selv er det første udtryk for beherskelsestrang.
Er du egentlig ikke radikal, Henning? Og dermed en slags liberal? Så skulle du jo gerne se lidt anderledes på tingene end Adorno, hvis du lige tænker det igennem på filosofisk grundplan (og ikke bare snakker om demokratiske godkendelser af videnskabelige resultater, hvilket INGEN har talt om og mig bekendt ingen nogen sinde har praktiseret).
Det er som om I skønånder æder hvad som helst råt: hele verden bedrager sig selv undtagen Adorno og marxisterne. Men whow, kunstens rolle her i verden er at være det, der ikke er, her er vejen til sand frigærørelse, ryg og fed og knep en ged og hør noget 12 tone musik, så åbenbarer tilbærelsens egentlige væsen sig for dig. Det er simpelthen så dumt og arrogant.
Hæhæhæ: farerne ved Adorno-læsnig er mange kan man forstå: Hash, tolvtonemusik og dyresex…
Det lyder nu ikke særlig totalitært.
Jeg har ikke særlig stor sympati for det Radikale Venstre, dog mere end for “liberalismen” i din aftapning. Mine politiske sympatier gør mig formodentlig til en totalitær og fanatisk fjende af fornuften i denne øjne, ikke desto mindre har jeg her i mit kammer bøger af både Adorno og Popper. Man burde jo nok læse lidt i dem i stedet for at læse din blog.
For din udlægning af tingene bliver man da ikke meget klogere af. Alt hvad du skriver er jo fuldstændig overstyret af dine politiske fordomme. Du skriver hele denne lange smøre, angiveligt ud fra ét essay af Adorno. Ikke desto mindre fremstår din tekst som en totalfordømmelse af Adorno og hans og den kritiske teoris påståede indflydelse på den danske velfærdsstat (den er vel også nærmest totalitær i dine øjne?). Hvem er det som er totalitær og videnskabsteoretisk skråsikker? At du så når du får kvalificeret kritik af dit fordomsfulde ævl undskylder dig med følgende:
Dette er ikke en videnskabelig weblog, hvor jeg argumenterer omhyggeligt og forsigtigt med forbehold og nuanceringer. Dette er en tænketank, hvor jeg kommenterer aktuelle politiske forhold fra mange forskellige vinkler og med mange forskellige kilder. Jeg skriver masser af polemiske, provokerende og unuancerede ting. Det eneste, jeg påberåber mig er, at der er noget om snakken og at det kaster en ny vinkel ind i debatten.
er i mine øjne lidt pinligt. Du vil gerne ‘forsvare’ ‘den empiriske videnskab’ ved at skrive vrøvlevers om Adorno, men når du selv bedømmes efter videnskabelige normer smutter du ind i dit ironiske sneglehus.
Mit kendskab til Adorno er ikke overvældende, men det er simpel skolebogslædom at han ikke er den sovjetmarxist, du gerne vil gøre ham til (skolebogslærdom er selvfølgelig noget du foragter, i hvert fald når denne lærdom ikke stemmer overens med dit politiske bias). Ikke desto mindre: når du skriver sådan noget som:
I den kapitalistiske verden findes der ingen menneskelig frihed. Der findes ingen menneskelig selvbestemmelse. Der findes ingen egentlig rationalitet. Demokratiet som styreform baserer sig på illusorisk frihed, selvbestemmelse og rationalitet. Alt dette kunne være fint nok. Det har andre sagt før Adorno, og sagt det bedre. Primæært Platon og Marx.
Så sejler det hele jo rundt.
1. Overordnet set betragter Marx kapitalismen som et fremskridt for den menneskelige frihed og rationalitet - det forhindrer ham dog ikke i at påpege problemerne ved kapitalismen, som han så i øvrigt mener skal løses ved yderligere fremskridt. En dynamisk og kritisk opfattelse, ikke den statiske og moralistiske opfattelse du skyder ham i skoene. Men der er selvfølgelig delte meninger om Marx’ opfattelse, du lader til at købe den mest stalinistiske udlægning.
2. Hvordan i alverden skulle Platon kunne mene noget om kapitalismen? Og at Platon skulle mene at der ikke findes nogen egentlig rationalitet, det kan vist kun bero på en ganske snæver forståelse af hvad rationalitet er?
Hvis enhver der anstiller spekulationer eller teori over samfundet og hævder at denne teori er rigtig og andres forkert er totalitær, ja så er der sgisme mange som er totalitære - formodentlig også din elskede Luhmann.
Alt dette selvfølgelig sagt fra mit objektive, marxistiske ståsted.
Lad os nu ikke ende i bitter strid om hvad som helst. Næste skridt er en nærlæsning af teksten. Der er ikke rigtigt andre veje til at få klarhed over sagen, vel?
Ja, hvis man ikke vil i bitter strid om hvad som helst, så skal man ikke skyde med spredehagl.
Det er mere det praktiske i det. Jeg orker fx ikke at rede trådene ud omkring Marx og Platon, hvor du skyder mig noget værre ævl i skoene, fordi du selv drager nogle slutninger, som jeg ikke er i nærheden af. Det er jo endeløst så. Man må ligesom holde sig lidt til sagen, ellers er det lige meget.
Altså læs teksten, - hvordan kan du overhovedet gå ind i diskussionen uden?
Jamen det er jo nok fordi jeg ligesom Marx, Adorno og Platon, pr. definition altid har ret, ikke Ulla.
Jeg misforstår nok også hvad du skriver fordi jeg er en sygelig, totalitær, arrogant og marxistisk skønånd, og ikke fordi dine formuleringer fremstår som et dårligt byggeri, sammensvejset af sjusk og stråsikkerhed.
Nå, nok polemik. Kanske jeg vender tilbage til sagen når jeg har fået læst det der Adorno-essay du påstår at basere dig på.
Jeg synes det er dekadent, decideret pinligt og også tragisk at folk skal ud i de værker for at fatte verdens indretning. Hvis man som HH ikke har fattet de mest basale ting om den afgørende værdikamp (joee, han kæmper såmænd mod sig selv uden at vide det) vi er midt i, turde det være ganske overflødigt at læse flere bøger. Man beder heller ikke en chimpanse læse noder og dirigere en symfoni.
Min hovedpointe er: Akademiseringen af debatten er latterlig. Heller ikke Ulla kommer meget videre end hun var ved at inddrage et halvt verdensbibliotek (selvom hun har mere maskulin kulturel selvopholdelsesdrift end Henning).
En Trackback
[...] Jeg er egentlig ikke vildt begejstret for grov polemik. Men nogen gange løber det jo alligevel af med en, som her. Er det bedre at holde hovedet koldt? Ikke altid i hvert fald. [...]