Ja - selvfølgelig må de det. For eksempel er der da ikke noget galt i at diverse samfundsforskere, økonomer, forvaltningseksperter osv. løbende i offentligheden udtaler sig om aktuelle politiske tiltag. Ofte er forskerne, nøjagtig ligesom os andre, ikke enige. Det er altsammen helt i sin orden. Og også folk der forsker i andre emner end de samfundsvidenskabelige bør selvfølgelig frit kunne bidrage til debatten.
Det er selvsagt skadeligt for samfundsdebatten hvis politikerne søger at begrænse andres adkomst til at udtale sig om politiske emner, fx. ved mere eller mindre direkte at true folk på deres levebrød. Det skal selvfølgelig ikke forhindre politikerne i at foretage sagligt begrundede prioriteringer af de offentlige forskningsmidler. Men hver enkelt forsker skal bedømmes som forsker, ikke primært på sine udtalelser til pressen, men på sin forskning.
Det er i øvrigt naivt at tro at forskere indenfor de humanistiske og socialvidenskabelige felter agerer objektivt eller fuldstændig uhildet, i særdeleshed når disse udtaler sig til pressen om aktuelle emner. Forskningsformidling i pressen er en kilden sag - og det kan sagtens gå galt, fordi journalister ofte tænker på en ganske anden måde end forskere gør (jeg har tidligere omtalt et interessant eksempel).
Men forskningen kan altså som antydet ofte på sin vis ligesom pressen siges at være mere eller mindre ‘vinklet’ - og i hvert fald kommer en del forskere i kraft af deres ‘medieprofiler’ til at virke som egentlige politiske agenter - om det er bevidst eller ubevidst kan man ind i mellem være i tvivl om, men det er et fænomen man gør klogt i at være opmærksom på som offentlig figur. Selvom forskning med holdning ikke nødvendigvis er dårlig forskning - så skal det forskningsmæssige jo under alle omstændigheder være i orden.
Pressen kan muligvis i nogen sammenhænge kritiseres for til stadighed at vælge de samme ‘ekspertvidner’ - eller for at anvende eksperterne på en forkert måde. Værst går det vist gerne med pressehistorier af typen “En ny undersøgelse viser” - ofte viser undersøgelsen ikke helt det journalisterne vil have den til, eller den viser det i hvert fald ikke med den styrke de tillægger den.
Og der er da sikkert også en forsker eller to som har sagt mere eller mindre tåbelige ting til diverse medier - det berører som nævnt ikke nødvendigvis kvaliteten af samme forskeres forskning.
Men at politikere eller andre offentlige personer, som bliver stødt på manchetterne over en forskers udtalelser til et medie henvender sig til samme forskers overordnede, rektor, institutleder eller lign. med henblik på at få berigtiget vedkommendes udtalelser eller bare i almindelighed chikanere vedkommende - det har jeg ærlig talt svært ved at indse rimeligheden af.
Offentlig debat bør klares i offentligheden - og hvis man i den grad føler sig stødt over noget, nogen i offentligheden har sagt om én, kan man vel klare det i al mindelighed ved en høflig personlig henvendelse.
Forskere skal ikke trues på deres levebrød, fordi magtfulde mennesker er uenige med deres vurderinger. Det samme gælder i øvrigt journalister, sygeplejersker eller rengøringsassistenter.
4 Kommentarer
Enig med dig et rigtigt langt stykke hen af vejen. Der er ingen tvivl om, at ytringsfriheden også gælder forskre - såvel som alle andre offentlige ansatte.
Meeeennn… Fra tid til anden læser og ser man forskre, som journlister interviewer om et emne; ikke fordi forskeren har lavet ny forskning indenfor det, men fordi han/hun er “ekspert”. Ihvertfald indenfor samfundsvidenskaben løber kæden nogen gange af her.
Jeg elsker at se jurister med en baggrund i særligt folkeret og menneskerettigheder udtaler sig… For de emner er - om nogen - ikke juridiske (i den kontekst de bliver formidlet) men rent politiske. F.eks. var det forbavsende så meget man så til Frederik Harhoff under “fangekrisen” (eller hvad vi nu skal kalde den) men ikke til nogen andre af de - hvad? - 10-20 andre forskere indenfor samme felt. Og ja; jeg fremhæver eksemplet fordi jeg netop mener, at Harhoff under hele perioden kom med nogle forunderlige udtalelser, som der ikke på nogen måde har været juridisk enighed om siden før Anden Verdenskrig.
Anyway… back to the books.
Dertil kan man jo sige, at det hovedsageligt er pressens ansvar at tilsikre at eventuelle uenigheder i forskningen kommer til udtryk. Hvis man spørger én ekspert om hvad han mener kan man jo ikke uden videre forvente at han vil give et svar der kan betragtes som en forskningsoversigt.
Men i øvrigt tangerer din historie om Harhoff et andet spørgsmål, nemlig det om selve forskningens politiske status. Megen forskning er jo i sig selv politisk. Og resten kan blive det, så let som ingenting. Hvordan man skal håndtere forholdet mellem forskning og politik burde egentlig gøres til genstand for en større og mindre bornert debat.
Det er så evigt rigtigt, det du siger.
Hvis man vil se et eksempel på hvordan debatten om forholdet mellem politik og forskning kan føres på en rigtig dårlig og ukvalificeret måde, så kan man ta’ et smut over på Uriasposten:
http://www.uriasposten.net/?p=4170#comments
Her begås den oplagte fejl at et forskningsprojekt kritiseres skarpt på grundlag af simple politiske udmeldninger som en forsker er kommet med i pressen. Kritikeren har åbenlyst ikke sat sig det fjerneste ind i det pågældende forskningsfelt og er i det hele taget fuldstændig styret af sine snævre politisk bestemte fordomme.
Når jeg taler om behovet for en ubornert debat om forholdet mellem politik og forskning, tænker jeg ikke på den slags. Den type udfald demonstrerer tværtimod behovet for at bevare i hvert fald elementer af et armslængdeprincip når det gælder forskning.
2 Trackbacks
[...] Hvor ville jeg da gerne kunne formulere mig mere skarpt og klart! Nu igen et af disse knevrende diskuterende indlæg. Oven i købet kommer diskussionen ikke rigtig i gang, hvorfor det hele fremstår som et halvfærdigt synspunkt. En ufærdig for-dom, et løst udkastet oplæg til fremstilling af en problemstilling, som ikke tegnes klart op. [...]
[...] Onkel Henning læseer avis [...]