Ole Hyltoft er jo ganske tit meget nem at afskrive - jeg tror selv jeg tidligere har kaldt ham en gammel vrøvlenisse - og Hyltofts seneste kronik i Jyllands-Posten 20.01.2007 var virkelig særdeles nem at grine ud.
Undtagelsesvist sad jeg i går - eller var det i forgårs? - og hørte P3 en stor del af morgenen. Morgenværterne muntrede sig gevaldigt over Hyltofts bedagede opfattelse af hvad der burde sendes på P3, men opfyldte dog et af det nyvalgte DR-bestyrelsesmedlems ønsker ved at læse Blicher-digte op med slet skjult sarkasme. Han lægger næsten selv op til den slags må man sige, men jeg fik nu alligevel næsten lidt ondt af Hyltoft.
Den i øvrigt ganske populære (!) blogger CAPAC har en lidt anderledes og ikke helt så fjendtlig tilgang til Hyltofts kritik. Der er måske tale om forskellige grader eller måske rettere typer af kulturkonservatisme*? Jeg foretrækker klart CAPAC’s variant. P3 er og bør nu engang være en kanal for samtidig rytmisk musik.
Men da helst hverken “samtidig” eller “rytmisk” i alt for snæver forstand. Nu hører jeg som sagt ikke så frygtelig meget P3, men jeg forestiller mig da nok at kanalens musikudvalg kunne være mindre snævert og mainstreampræget, selvom det givetvis kunne være meget værre.
Da jeg var dreng hørte jeg ind i mellem P3’s verdensmusik-program, og der kunne man faktisk høre meget sjov, ny og spændende musik. Men den slags skal man vist ikke regne med at finde på P3 længere - og det er jo bare ét eksempel.

Hvad angår CAPAC’s udfald mod 100 FM’s reklamer (se ovenfor), så kan jeg kun være enig. Lad gå at 100 FM ikke sender fx. avantgardejazz, men for det første er der givetvis enkelte af de musikere, hvis værker kanalen sender, som ikke kunne have skabt deres musik uden inspiration fra fx. avantgardejazzen, og for det andet virker det da lidt pinligt at sælge sig selv ved at håne andre.
* Fyndordet: “en konservativ, det er en som bruger alt sit krudt på at forsvare tiltag hans forgængere kæmpede inædt imod” rinder en i hu.
10 Kommentarer
Det er en af mine gamle kæpheste at P3 i løbet af de sidste 5 år fuldstændig har svigtet sin public service forpligtelse! Vi skal nemlig ikke længere tilbage end til da Henning og jeg var store drenge for at finde et P3, der stadig havde diverse magasinprogramer om verdensmusik, folk, jazz, mv. I en periode midt i 90′erne var der endda ugentligt dødsmetalprogram! Men siden man nedlagde det udmærkede Beat har man ikke engang ment, at man skulle et program der dækker mainstreamrocken seriøst! For slet ikke at nævne den elektroniske musik, som DR dog støtter med sin årlige Public Service festival (det hedder den!). Til trods for at 90.000 mennesker hvert år tager til Roskilde Festival og fylder teltene til alle mulige former for musik, ser DR det åbenbart som en vigtigere opgave at konkurere med 100 fm mv. end at give de nysgerrige mulighed for at udvide deres musikalske horisont. Men jeg får næppe Hyltoft som allieret i en kamp for mere elektronisk musik i DR…
For de nysgerringe kan jeg dog anbefale programmet Radium, der bliver sendt hver aften kl. 23 på P2 - hvor jeg personligt selv er meget begejstret for Ralf Christensens programmer. Men det siger noget om DR’s programpolitik at det kun er sent om aftenen på den hemmelig kanal at man tør spille musik der bevæger sig udover mainstream…
Tak for den pæne kommentar om mit indlæg i Inf.!
Ja, som man nok kan regne ud er jeg ikke utilbøjelig til at give Jon ret.
P3 har tilsyneladende gjort en del de seneste par år for at fremme ny dansk musik - det er alt sammen meget fint. Men når det kommer til den genremæssige bredde har man nok indtryk af at det er gået noget ned af bakke.
Kære Onkel Henning
Du kommer til at lyde rigtig onkel-agtig, når du skriver ‘da jeg var dreng’. Du er da kun lige rundet de 30. Hvis du vil gå videre med onkel-imaget, så skal du på tirsdag kl. 10 læne dig tilbage i en blød stol, folde det ternede tæppe om benene, stoppe piben og lytte til Kaffeklubben. Så skal vi fortælle dig, hvordan du stadig kan høre magasinet ‘Verdensmusik’ på Danmarks Radio.
Kærligst Birgitte
Hæhæhæ… jaja… jeg var såmænd endnu mere gammelklog - da jeg var dreng… Men jeg må jo prøve og se om jeg kan fange Kaffeklubben. Det blir nu formodentlig via internettet - længere strækker onkel-imaget altså ikke. Mon ikke det også er noget med nettet, hvis man vil høre verdensmusik på DR.
Ja… Det bliver spændende at høre, om det er nettet der er roden til ‘Verdensmusik’. Men i hvertfald kan du høre Kaffeklubben på nettet - og lige nøjagtigt, når du har lyst. Få mere ud af DR
Og en opfordring mere: Hvis du eller andre glade bloggere læser nogle blogs, der bare MÅ i radioen, så giv os et præg. Vi kan jo ikke se jer alle. Og jo, Onkel Henning, vi har også tænkt på dig. Måske ringer vi en dag 
I forlængelse af det med DR’s internetradio: der kan man tale om at få noget for sin medielicens - hvis man har en ordentlig internetforbindelse altså. Der jo findes faktisk en række spændende musikkanaler. Jeg har lige tændt for DR World.
Og for nogen uger siden blev jeg meget positivt overrasket da jeg på internetkanalen DR Rock - ovre i kollegiebaren Eforen af alle steder - hørte et nummer med Thin White Rope, som jeg er helt vilde med for tiden.
Så det er såmænd godt nok. Men man kan jo alligevel godt komme til at savne lidt information om musikken på internetkanalerne - lidt snak med andre ord, selvom man selvfølgelig ofte kan finde information om musikken på internettet.
I den forbindelse bør man selvfølgelig ikke forbigå dr.dk/musik, som præsterer fine små præsentationer af ny musik fra mange forskellige genrer.
Så, hr. Holm! Så har du sgu været i radioen - på P1 endda! Så har du fortjent din ret til at kalde dig onkel!
På trods at et fint oplæg fra Torben Sanggild, fes debatten desværre hurtigt ud - hvilket man selvfølgelig kunne have forudsagt med musikalske originaler som Margrethe Vesterrager og Michael Aastrup Jensen i studiet…
Jeg har skrevet følgende indlæg på kaffeklubbens blog:
Godt at Torben Sanggild tager P3 op! Vi skal kun omkring 5 år tilbage for at vi havde et P3 der hver aften i magasinprogrammer dækkede diverse genrer som folkmusik og verdensmusik - samt rocken i det fremragende Beat. Programmerne var lavet af engagerede mennesker, der spillede ny musik og dækkede den journalistisk.
Desværre er alle former for rytmisk musik, der falder udenfor mainstream, i dag henvist til det - fremragende! - Radium, der sendes på P2 hver aften kl. 23. Men come on! Det er ikke meget erstatning med en enkelt time før midnat på den hemmelige kanal!
Aftenen på P3 består i dag af ligegyldige forprocerede programmer, jvf. http://www.radionyt.com/artikel/default.asp?id=13400 . At Michael Aastrup Jensen og Margrethe Vestager stiller sig tilfredse med P3’s figenblad - at man inducerer ny musik - er ikke overraskede; det er næppe de to man ser i klubmiljøet og på Roskilde Festivalen. Men helt ærligt! Mene man på P3 virkelig at man har opfyldt sin public service-forpligtelse ved at agere reklamesøjle for Nephew?
Hvorfor tager P3 ikke sin forpligtelse alvorligt, dækker musikken journalistisk og spiller musik for os nysgerrige? Klubmiljæerne er levende, og hvert år tager 90.000 på Roskilde Festival for at lade sig musikalsk overraske. Hvorfor spiller P3 ikke musik for os?
Jeg sidder og hører Kaffeklubben lige nu og jeg må sige det lyder som en lidt tam diskussion. Problemet lader til at være at politikerpanelet har en bedrøveligt naiv og liberalistisk/individualistisk forståelse af hvad dannelse er og bør være - og det er nu trist når det både rummer en radikal og en SF’er. Af en ung venstremand forventer man sig jo ikke mere, trods det at der jo også findes et (lidt mere konservativt!?) højskolevenstre.
Men d’herrer og damer ønsker formodentlig desuden heller ikke at blive beskyldt for for at blande sig i DR’s programpolitik. Lige netop det her emne mener jeg nu nok at også aktive folketingspolitikere burde kunne diskutere lidt mere åbent uden at det skulle kunne opfattes som et uberettiget forsøg på at overstyre DR - især i et så uformelt forum som Kaffeklubben.
Hæ! Og verdensmusik-magasinet bliver sendt på P2… Suk! Dumme Henning…
Ja og for at fortsætte i den tråd, så burde jeg måske afholde mig fra at kommentere radioprogrammer som jeg end
ikke har hørt til ende.
Tak for kommentarerne - jeg vil lige tilføje at mit navn, Sangild, kun rummer et g (og derfor udtales som ordene Sang + ild).
Jeg er også ked af at Radium sendes på et så umuligt tidspunkt, hvilket betyder at jeg desværre næsten aldrig får det hørt, selv om det er mit yndlingsmusikprogram (især elektronisk). Men det ligger jo faktisk på hjemmesiden, så man bør høre det noget oftere der (med playlister).