En af de gode ting ved at være begyndt på at arbejde ude af huset er at det giver mig lejlighed til fordrive ventetiden ved busstoppet med at læse i en lommeudgave af Det Ny Testamente fra Gideonitterne.
Det er den eneste form for læsestof som er praktisk, når man ikke gider slæbe en rygsæk med på arbejde. De sidste par arbejdsdage har jeg læst i Romerbrevet.
Her står mange gode ting. Fx. Rom (4:17):
Gud, som gør de døde levende og kalder på det, der ikke er til, så det bliver til.
Og Rom (6:1-11).
Hvad følger nu heraf? Skal vi blive i synden, for at nåden kan blive så meget større? Aldeles ikke! Hvordan skulle vi, som er døde fra synden, stadig kunne leve i den? Eller ved I ikke, at alle vi, som er blevet døbt til Kristus Jesus, er døbt til hans død? Vi blev altså begravet sammen med ham ved dåben til døden, for at også vi, sådan som Kristus blev oprejst fra de døde ved Faderens herlighed, skal leve et nyt liv.
For er vi vokset sammen med ham ved en død, der ligner hans, skal vi også være det ved en opstandelse, der ligner hans. Vi ved, at vort gamle menneske er blevet korsfæstet sammen med ham, for at det legeme, som ligger under for synden, skulle tilintetgøres, så vi ikke mere er trælle for synden; den, der er død, er jo frigjort fra synden.
Men er vi døde med Kristus, tror vi, at vi også skal leve med ham. Og vi ved, at Kristus er opstået fra de døde og ikke mere dør; døden er ikke herre over ham mere. For den død, han døde, døde han fra synden én gang for alle. Det liv, han lever, lever han for Gud. Sådan skal også I se på jer selv: I er døde for synden, men levende for Gud i Kristus Jesus