Jeg får da læst en smule, selvom det er alt det forkerte. I går blev jeg færdig med Sherin Khankans Islam og forsoning som var noget bedre end jeg havde regnet med. Under alle omstændigheder en af de bedre bøger fra de senere års debat om politik og religion - samt en ganske interessant bog om islam som religiøst fænomen i Danmark.
For et par dage siden afsluttede jeg Anders Lundkvists bog om amerikansk politisk økonomi: Bush, neokonomien og dollaren. Jeg ville virkelig ønske mig jeg havde bedre forstand på økonomi - de økonomiske forhold betyder altså virkelig noget - også mere end den kulturelle og moraliserende tendens i tidens samfundsdebat antyder.
Jeg har nævnt det flere gange at jeg gerne ville skrive flere bogomtaler eller -anmeldelser. Aktivitetsniveauet er ikke helt til andet end de helt korte meddelelser.
Således kan jeg da i forbifarten nævne at Alain de Bottons Status Anxiety,som jeg omtalte for nogen tid siden, nu er kommet i en dansk oversættelse ved Christian Bundegaard. Ikke alle de danske anmeldere er lige så begejstrede som jeg var over den engelske udgave.
Læs for eksempel Rune Lykkebergs anmeldelse i Information. Jeg er delvist enig med Lykkebergs kritik, men synes nu alligevel han er lige hård nok ved de Botton. Måske har jeg også en smule ”småborgerligt underskud”.
En Trackback
[...] Gad vide hvorfor Wordpress laver de der sindsyge liniebrud når man skriver sine indlæg ved hjælp af internetbrowseren Opera? For et eksempel, se det foregående indlæg. [...]