Onkel Henning læser avis

Hele debatten om visse fromme muslimers afvigende adfærd og visse tilstødende diskussioner i almindelighed og balladen om Asmaa, hendes slør og hendes måde at hilse på etc. i særdeleshed minder mig om den nordiske sædelighedsfejde eller lignede fænomener.

Det forekommer mig at der på en eller anden måde er noget af det samme på spil når Jørgen Leth kommer en tur gennem maskinen fordi han dyrker meget unge sorte piger og når Asmaa skal onduleres fordi hun går med tørklæde og ikke vil gi’ hånd.

I begge tilfælde synes det mig at normalitetens dyrkere farer frem blændet af forargelse og med alle mulige midler søger at ensrette den formastelige afviger. De glemmer det gamle mundheld: alt med måde - selv mådehold.

Ikke fordi sædelighed er et område jeg ikke mener man bør kunne diskutere - også på politisk niveau. Nogen forhold som dybest set har med vores helt private/personlige kropslige, seksuelle eller sociale udfoldelser at gøre bør med rette reguleres af fællesskabet.

Men der skal fanme da være plads til den personlige udfoldelse. Sædeligheden - normerne - skal ikke blive for snærende. Hverken snerper eller liderkarle skal tvinges unødigt - i særdeleshed ikke hvis deres personlige præferencer i virkeligheden ikke skader andet end andres selvgode snæversyn.

I det mindste skal sædelighedskæmperne slås med åben pande og gøre det klart for sig selv og hinanden at det er sædeligheden - den offentlige moral - de søger at fastlægge grænserne for, i stedet for at opfinde alle mulige mere eller mindre løjerlige påskud. Så godt det end er at være liberal i disse spørgsmål er det et dårligt liberalt selvbedrag at tro at sædeligheden ikke kan eller bør diskuteres.