Lidt om værtshuse

En af mine hobbies er at opfinde mulige værtshusnavne. Jeg har selvfølgelig også en vag drøm om at bestyre sådan et lille værtshus et sted.

Checkpoint Charlie - selvfølgelig inspireret af Johnny Madsen.
Blyantspidseren eller Penalhuset – fordi der er så mange steder som i folkemunde kaldes Skoletasken
Holms Horehus – falsk varebetegnelse, forstås, men der skal selvfølgelig være dansegulv
Flanen og Flanøren – forestiller jeg mig skal være et sted for homoseksuelle
Loser’s Lounge – en stille bar med dart og keglebillard
Natmaskinen – er et digt af Michael Strunge, så det kunne jo passende være et sted for sortklædt og/eller barometerlyttende ungdom.

Så er der selvfølgelig også de sjove værtshusnavne, man sådan er stødt på rundt omkring. Adskillige steder, blandt andet hjemme i Esbjerg, kan man sige “Jeg går lige ned på Kontoret” når man skal en tur på den lokale. I Støvring finder man en pub ved navn Platon – det sjoveste er nu ikke navnet i sig selv, men det fjollede billede af Platons kontrafej, som var præget på etablissementets rude, da jeg kom forbi engang omkring årtusindskiftet.

Hedengangne John Wayne – også kaldet Verner – i Skolegade hjemme i Esbjerg, var nu endnu sjovere indrettet. Barstolene var sadler og inde i et glasbur i et hjørne, som måske engang havde tjent som dj-bur, stod en grim træfigur med cowboyhat.

Jeg foretrak nu Industrien, som stadig findes, men har udviklet sig i en retning, som kan gøre en lidt nostalgisk. Industrien er blevet lidt poleret. Navnet er selvfølgelig stadig fantastisk og maden er god, selvom det der med mad er et af de nymodens tiltag.

Her i Århus i Nørregade ligger et sted med det genialt enkle navn Værtshuset. Apropos Nørre Alle så er Coffee & Silver, som ellers var et pudsigt sted tilsyneladende lukket. Tinas Bar Annelises Bar - også kendt som “den grønlandske ambassade” – har blot skiftet navn til Celinas Bar. Det er et navneskifte jeg har svært ved at forstå.

Bodega 65 i Jægergårdsgade er også lukket. Det var et fint sted, som blandt andet bød på en sød gammel herre som byggede små frøer af papir og det fantastiske slogan: Undgå stress – gå på Bodega 65.

I fordums tid kom jeg en del på George Washington i Frederiksgade – som ikke altid var lige hyggeligt – men der var længe åbent. Hvor GW lå ligger nu en bar som ser noget mere nobel ud. Gad vide om der et eller andet sted ude i det danske land findes en beverding som er opkaldt efter Tscherning - en skikkelse fra det danske demokratis tidlige historie, som nok kunne fortjene den hyldest?

6 Kommentarer

  1. Skrevet 25. juli 2007 at 17:41 | Permalink

    Var sloganet ikke “Er livet for kort til jag og stress – gå på bodega 65″?

    Og var det ikke Tinas (nu Celinas) Bar, der tidligere hed Annelise Bar, blandt venner kendt som Anallise? (Det er forøvrigt den eneste bar jeg nogensinde er blevet smidt ud fra. Eller rettere: Forment adgang. Vi fik ikke engang lov til at komme ind.

    Endelig: I Nærvær og Næsten, som jeg just er blevet færdig med at læse, har Svend Aage Madsen placeret et værtshus i sit fiktive Aarhus. Navnet på værtshuset er Bægeret, men hver nytårsaften morer byens ungersvende sig med at ændre navnet: De bytter om det andet og det fjerde bogstav :-)

  2. henningholm
    Skrevet 26. juli 2007 at 02:44 | Permalink

    Hmmmm… Annelises Bar – lige præcis. Den har da aldrig heddet Tinas Bar. Gad vide hvordan jeg er kommet på det.

    I øvrigt har jeg hørt lignende historier om Annelises Bars restriktive adganskrav fra andre universitære kilder… Hvad angår Bodega 65s slogan så husker jeg det ikke så nøje – men hovedbudskabet er jo klart nok

  3. henningholm
    Skrevet 28. juli 2007 at 00:06 | Permalink

    I Sven Holms Syg og munter som jeg læser for tiden, frekventerer hovedpersonen, Arntsen, et københavnsk værtshus som hedder Kafe Høvlen. Gad vide om det er fiktivt? Godt navn i hvert fald. Desværre hedengangne Æsken, som lå i Anholtsgade her i Århus er også værd at nævne.
    Endnu tidligere – langt før min tid – lå her i byen et sted som hed Tagskægget. Heller ikke tosset.

  4. Aalborgenser
    Skrevet 13. august 2007 at 13:57 | Permalink

    I Aalborg var der en overgang et sted i Maren Turis Gade, der hed Checkpoint Charlie. De havde et stort stofbanner hængende på facaden med navnet. Lige indtil vi var nogle stykker, der stjal det og hængte det op i vores klasselokale på gymnasiet.
    Det inspirerede i øvrigt vores historielærer, som også var rektor, til at bruge et par timer på at fortælle om Berlins CC.

  5. henningholm
    Skrevet 13. august 2007 at 14:27 | Permalink

    Det var en sjov historie!

  6. mick
    Skrevet 17. januar 2009 at 02:36 | Permalink

    Er du træt af byens jag og stress så kom ind på Bodega 65

Skriv en kommentar

Se siden Kommentarmoderation før du kommenterer

Din email bliver aldrig offentliggjort eller delt med andre. Påkrævede felter er markeret med * *

*
*