Peter Kemp udtaler sig i Information om justitsministerens underlige torturudmeldinger. Jeg er temmelig enig:
Alle fire eksperter afviser justitsministerens argument om ‘den tikkende bombe’ som irrelevant.
“Du kan ikke lave etik på ekstremer,” siger Peter Kemp. “Man laver nogle normer, og så kan der være ganske særlige tilfælde, hvor man bryder med de normer. Men det betyder jo ikke, at normerne ikke gælder længere.”
Når højtstående politikere - justits- og statsministeren - udtaler at danske myndigheder bør benytte sig af oplysninger som er fremkommet ved hjælp af tortur i forbindelse med terrorbekæmpelse er det selvfølgelig i høj grad symbolpolitik.
For det er vel lidet overraskende at danske myndigheder samarbejder med lande som benytter sig af tortur i forbindelse med terror. Man kunne nævne Egypten og USA.
Peter Øvig Knudsen - forfatter af den fremragende bog om Blekingegadebanden - fortæller i Nyhedsavisen fra i går om det yderst nære samarbejde der tidligere var mellem Mossad og PET. Israelerne er vist heller ikke så ømskindede med den slags, vel?
Og i et vist omfang er det jo også i orden. Selvom folk i visse henseender er røvere kan man ikke altid afbryde enhver forbindelse med dem. Men disse udmeldninger fremstår jo nærmest som støtterklæringer til anvendelsen af tortur - der er i hvert fald en betydelig risiko for at diverse torturregimer vil opfatte dem som sådan.
På Center For Vild Analyses blog kan man finde en interessant diskussion af samme sag.