Jeg har aldrig været nogen stor ynder af dance og deslige, men har dog tilbragt en del af min endnu ikke overståede ungdom på etablissementer hvor den slags var populært – eller i hvert fald blev spillet. Og så får man jo gerne en svaghed eller to.
I en film om seriemordere – den engang meget omtalte Silence of the Lambs - tales der i forbindelse med en af disse morderes valg af ofre om hvordan begær starter: “Vi begærer det vi ser hver dag”. Nåja – vi begærer det vi hører hver weekend, en tid, i vores ungdom.
Alice Deejay var en hollandsk gruppe som i følge Wikipedia “achieved success from 1999 to 2002″. Netop i den periode kom jeg en del i Frederiksgade – og det var ikke bare morgenværtshuset George Washington men også ind i mellem det rædsomme diskotek Alexis:
Alice Deejay. En single, minder om tider i Århus’ natteliv til langt op over formiddagen. Ikke mere. Det havde måske været bedre om jeg havde siddet hjemme og læst – alene!
Tja.. jeg kan nu stadigvæk smile lidt over at LP’en hed Who needs guitars anyway.