Det er gerne svært tilfredsstillende når ens læsning omend ikke helt tilfældigt, så dog utilsigtet danner mønstre og sammenhænge. For nylig læste jeg Aristoteles Retorikken - en lærerig og ikke mindst ganske underholdende bog. Aristoteles’ sunde fornuft kaster mange tilsyneladende indlysende, næsten banale, men også fyndigt formulerede iagtagelser om menneskets natur af sig.
Retorikken rummer altså en del stof man kunne kalde social-psykologi. Men den handler selvfølgelig også om det retoriske håndværk - de teknikker man bruger til at overbevise andre mennesker om dette eller hint.
Et centralt afsnit af Svend Bjergs bog om de fire store teologer P.G. Lindhardt, K.E. Løgstrup, Johs. Sløk og Regin Prenter, handler om prædikenen - om de fires syn på og praktiske arbejder i den genre.
Svend Bjerg skriver:
Dette topos, at præsten ikke råder for virkningen af sine ord - Gud alene råd - er fast inventar i århusteologernes dialektiske homiletik. De har både ret og uret. Ret, fordi vore ord, både de der forløser, og de der frustrerer, kan bevirke ting, vi ikke har magt over, og samtidig er det selvindlysende, at vi ikke kan tvinge nogen, slet ikke Gud, til at give vore ord opbakning. Uret har de, fordi de er blinde for deres egen, måske ubevidste retorik, men de gør alle brug af et større arsenal af overtalelsesmidler.
Som man ser er det ikke en bog man læser ubesværet uden et vist kendskab til teologisk jargon og historie. Hvis man fx. ikke aner hvem Karl Barth er eller hvad dialektisk homiletik kan være for en størrelse er Århusteologerne ikke stedet at starte. For læsere, der som undertegnede kender lidt til teologihistorie, og gerne vil vide mere om den teologiske debat i perioden, er den dog absolut læsværdig, selvom jeg dog mindes i hvert fald et sted hvor den teologiske fagjargon blev mig lige tæt nok.
Især fandt jeg det interessant at få lidt mere at vide om Regin Prenter, som i dag nok er den mindst kendte af de fire. Prenter er for mig særlig interessant fordi han som barthianer og fortaler for Dansk Samling, såvel teologisk som politisk indtager en position, som er interessant i forhold til Tidehverv. Også P.G. Lindhardt, som jeg kun kender som kirkehistoriker, og for den store debat om ‘det evige liv’, var det interessant at lære mere om. Jeg ser frem til en gang at læse i Lindhardts prædikensamlinger - Lindhardt skulle være en mester i den kunst at prædike.
Svend Bjerg nøjes heldigvis ikke med at referere de fires synspunkter, men sætter dem i forbindelse med hinanden, og forholder sig aktivt og kritisk til dem. På denne måde bliver man klogere på hvorledes og hvordan teologien udvikler sig.