Politiken.dk har sakset en irriterende artikel fra Berlingske og gjort den endnu værre. Den eneste væsentlige forskel på Politiken og Berlingskes udgaver af historien er nemlig at Politiken kalder en 6 år gammel forening ny!
Det er lidt mærkeligt at Forum for Kritiske Muslimer, som blev stiftet i 2001 kaldes en ny forening. For selvom foreningen vist nok er af beskeden størrelse, og selvfølgelig i de senere år i offentlighedens øjne er blevet overskygget noget af Demokratiske Muslimer, er den dog tidligere blevet omtalt en del.
De to foreninger er i øvrigt meget forskellige. Mens Demokratiske Muslimer mest bruger ordet muslim som en sociokulturel markør, delvist sammenfaldende med indvandrer, har Kritiske Muslimer i højere grad et forpligtet forhold til religionen islam som udgangspunkt.
Oprindelig talte Kritiske Muslimers centrale figur, Sherin Khankan i lighed med Khader og co. for adskillelse af religion og politik. I de senere år har hun i højere grad talt for at det er legitimt at gøre sin religion offentligt gældende også politisk, og ’sammenblanding’ af religion og politik ikke nødvendigvis behøver føre til fanatisme, intolerance osv.
Derfor, og fordi Khankan har et nært forhold til Jacob Holdt, som er gået i kærlig klinch med mange forskellige fanatikere, er det selvfølgelig oplagt at Kritiske Muslimer blander sig i debatten om Hizb ut-Tahrir, blandt andet ved at arrangere et debatmøde med den afhoppede britiske hizbut Maajid Nawaz.
Det virker også underligt at Berlingske tilsyneladende ikke har præsenteret Tina Magaard, som avisen har bedt kommentere Kritiske Muslimers initiativ, for Khankans udtalelser om samme initiativ.
Tina Magaard siger i følge avisen:
Hvis man vil i dialog med Hizb ut-Tahrirs medlemmer, skal man være meget bevidst om, hvad dialogens formål er. Eftersom Hizb ut-Tahrir nok er den mest topstyrede islamistiske bevægelse overhovedet, vil det være begrænset, hvor meget den danske filial kan få lov til at flytte sig i forhold til den internationale ledelse. Det virker umiddelbart mindre kompliceret at gå i dialog med de unge muslimer, der ikke er en del af bevægelsen, men som færdes i de miljøer, hvor Hizb ut-Tahrir rekrutterer.
Det er såmænd udmærkede betragtninger, men Khankan taler altså ikke om at flytte den danske afdeling af HuTs officielle holdning. Hun taler om en kritisk dialog med dens medlemmer og sympatisører. Det er dem man skal flytte. Væk fra HuT.
Nuvel. Det er måske ikke helt rimeligt at klandre de rare mennesker på Berlingeren for Magaards udtalelser. Den svada som kommer til at afslutte artiklen, må i hvert fald stå for hendes egen regning.
Her får man at vide at Magaard
er overrasket over, at det netop er Sherin Khankan, som går i kødet på Hizb ut-Tahrir:
»Sherin Khankan har selv argumenteret for indførelse af et »demokratisk kalifat«, så det er altså ikke kalifat-tankegangen, der skiller de to foreninger, men hvordan kalifatet skal forvaltes. Desuden har hun før udtalt sig tvetydigt om Hizb ut-Tahrir. I sin seneste bog er hun for eksempel afvisende over for kritik af helligskrifter, samtidig med at hun opfordrer til, at vi skal kunne »rumme« Hizb ut-Tahrir.«
Tina Magaard er uddannet litteraturhistoriker (se kommentarerne) i fransk og kunsthistorie. Men nuanceret tekstlæsning eller evne til at sætte kulturelle fænomener i kontekst er ikke noget man mærker meget til i pressens citater af Magaard.
Hun har givetvis læst bogen Islam og forsoning, hvor Khankan lancerer det “demokratiske kalifat”. Nu har Khankan ganske vist en tilbøjelighed til akademiske krummelurer og uklarheder, men ikke desto mindre skal man godt nok være overordentlig lidt sensibel i sin læsning af Islam og forsoning, hvis man forstår Khankan som en slags light-udgave af Hizb ut-Tahrir. Det virker som om Magaard stirrer sig blind på Khankans anvendelse af begrebet kalifat og ser bort fra at Khankans synspunkter i øvrigt på snart sagt alle måder står i modsætning til en konservativ eller politisk ekstrem udlægning af islam. Det er ganske vist ikke helt klart hvad begrebet “kalifat” står for hos Khankan, men der er intet belæg for at det skulle stå for et religiøst-politisk diktatur.
I efteråret var der en smule polemik fordi rapperen Marwan skulle optræde på Hovedbiblioteket her i Århus. Balladen drejede sig hovedsageligt om teksten til nummeret “Sten i hans hånd”, som kan læses her.
Det forargelige var især ordene “Død over alle præsidenter, der findes kun Allah”. Den gang kunne man i JP Århus læse følgende:
Post. doc. Tina Magaard, Center for Multireligiøse Studier, Aarhus Universitet, henviser til den klassiske islamiske retstankegang.
»Øverst har vi Allah, under ham profeten Muhammed og dernæst kalifferne. Det er de eneste legitime autoriteter. Rapperen refererer altså til den ortodokse opfattelse af, hvor juridisk, politisk og militær autoritet skal ligge. Når han siger alle præsidenter, så er det alle autoriteter, der ikke er forvaltere af Allahs orden.«
Tak for kaffe! Sidder 26-årige dansk-palæstinensiske rappere nu og kigger i islamistiske politisk-religiøse traktater for at finde inspiration? Mon?
Når man læser Marwans tekst i sin helhed bemærker man da også at der ikke står en bønne om kaliffer eller andre religiøse autoriteter. Teksten trækker på et religiøst sprog i sin protest over palæstinensernes håbløse situation og sine angreb på Israel, den angriber ‘verdensmagterne’ med henvisning både til det undertrykte folk og til en overjordisk, religiøst retfærdighed.
I Jan Guillous Hamilton-romaner argumenterer den aldrende efterretningschef D.G. ind i mellem for juridisk tvivlsomme beslutninger med vendingen “Der er forskel på menneskenes forordninger og Guds love”. Det er en lignende tankegang, der på spil i Marwans tekst. Man kan mene om den hvad man vil, men den fører altså ikke nødvendigvis til et politisk-religiøst diktatur.
Det kan såmænd godt være at Marwan læser Koranen og den slags. Men det betyder altså ikke nødvendigvis at hans tekster propaganderer for synspunkter á la Hizb ut-Tahrir.
Pressens Magaard virker som om hun har beskæftiget sig så meget med de mest vidtgående, militante og reaktionære islamiske tanker, at hun kommer til at læse dem ind i alt der lugter bare det mindste af islam.
Sat på spidsen kommer hun til at lyde som en akademisk udgave af Morten Messerschmidt. Magaard formulerer sig mere forbeholdent, men hendes læsninger af Khankan og Marwan minder mig nu alligevel om følgende rablende Messerschmidt’ske analyse:
Der er en rød tråd fra den muslimske familiefar, som tillader sin datter at gå med tørklæde og kræver overholdelse af ramadanen, til den afsindige terrorist, der kaprer passagerfly og tordner ind i World Trade Center. De er alle bundet af islams befalinger; de er underlagt religionens slavesind. Og når først man har indrettet sig på at følge sin religiøse herrers bud – uagtet at de strider mod enhver naturvidenskabelig tanke – så er der ikke så langt til at binde dynamit om maven og tage metroen ind i Londons undergrund. Den religiøse befaling står over alt.
28 Kommentarer
“Tak for kaffe! Sidder 26-årige dansk-palæstinensiske rappere nu og kigger i islamistiske politisk-religiøse traktater for at finde inspiration? Mon?”
Næppe, men små børn studerer heller ikke manualer før de begynder at lege røvere og soldater. De samler brudstykker op med de antenner de har ude og begynder selv at implementere brudstykkerne på den måde der er mest nærliggende.
Men politisk islam har en klart defineret hierakisk opbygning, nemlig den som refereres: Allah - Muhammad - Kaliffen. Det er lige så ortodoks islam som treenigheden er ortodoks kristendom. Og man behøver ikke læse mange bøger for at få banket centrale religiøse dogmer ind i hovedet.
Desværre er politik og islam en og samme ting, de to kan i ortodoks forstand ikke adskilles. hvad hiz ut tahrir står for, er basalt set ortodoks og bogstavtro islam. Så nej Marwan kan ikke nødvendigvis siges at tilhøre Hiz. Men han kan med hundrede procents sikkerhed beskyldes for at viderebringe ortodoks islam.
Det kræver ikke logisk opbyggede ideologer med et stort litterært bibliotek tilknyttet, at danne potente ideologier. Ved ikke om du nogensinde har prøvet at vurdere verden set gennem Richard Dawkins Meme optik? Køn, identitet, kultur. Skabes potent uden teori og skrift. Ideologi kan gøre akkurat det samme, på trods af at ideologi typisk er præget af en veludbygget teoridel.
http://en.wikipedia.org/wiki/Meme
Thomas, Thomas.. Det du siger svarer omtrent til hvis en muslim påstod at Jehovas Vidners lære var den sande kristendom. Det er uforskammet, hovmodigt og ikke særlig klogt.
Det er mig en gåde hvor denne opfattelse af islam som én dæmonisk ideologi, som du lader til at dele med Messerschmidt, kommer fra. Den minder om anti-kommunismen, så det er nok et eller andet behov for et fjendebillede der er på spil.
Jeg kender ikke så meget til Dawkins meme-teori. Jeg har på fornemmelsen at Dawkins skulle ta’ og passe sin biologiske læst, men lad det nu ligge.
Du kan nemlig have en pointe i at nævne den her, for når det gælder en stemme som Marwans - som jeg tror kan ses som en repræsentant for mange unge, der ligner ham i hele verden - er det der er på spil netop ikke ét tankesystem, men et sammensurium af ideer, memer, om du vil, der afspejler den sammensatte og problematiske situation, som især unge mennesker før, under og efter migration oplever. Det virker ikke særligt ortodokst…
I øvrigt er den stemning af afmagt, vrede og desperation som man finder i “Sten i hans hånd” guf for Hizb ut-Tahrir. Det er det, de lever af. Men det er jo ikke ensbetydende med at man understøtter deres dagsorden ved at give udtryk for denne stemning. Nærmest tværtimod, da.
“Det du siger svarer omtrent til hvis en muslim påstod at Jehovas Vidners lære var den sande kristendom. Det er uforskammet, hovmodigt og ikke særlig klogt.”
Tja, jeg har nok en anden opfattelse af, hvor mange muslimer der hylder trefoldigheden allah - muhammaed - kalif, end dig.
Det interessante er ikke hvad vi mener, det interesante er faktisk hvor mange muslimer man kan få til at afsværge dette element af deres tro? Ikke at jeg ikke tror det vil være ganske mange, flertallet, specielt af dem bosiddende i Danmark. Men det er også de færreste “kristne” der tror på at jesus var gud. I teologisk forstand bliver de kulturkristne, ligesom de muslimer som ikke tror på kalifatet bliver kulturmuslimer.
“Det er mig en gåde hvor denne opfattelse af islam som én dæmonisk ideologi, som du lader til at dele med Messerschmidt, kommer fra. Den minder om anti-kommunismen, så det er nok et eller andet behov for et fjendebillede der er på spil.”
Det giver da mening for mig, når du heller ikke forstår modstanden mod kommunismen. Men over 100 millioner døde, gulag, masssedeportationer, kulturrevolutioner og milliarder af mennesker der levede i et kæmpefængsel, tilfældigt og intet med kommunismen at gøre?
Ønskerne om at presse et massivt khalifat diktatur ned over hovederne på os andre er udbredte og modsat internationale socialister kan islam faktisk realisere drømmen.
Og islam er kendt for at sprede død og ødelæggelse i sit kølvand også, og lidet tolerant over for anderledes tænkende, lige som alle andre monopolideologier. Kommunismen, islamismen og nazismen var så specielt farlige, da de koblede deres intolerante ideologi med en såkaldt “nødvendig” og “ærværdig” brug af militær magt.
Når jeg taler om antikommunisme tænker jeg ikke på den berettigede modstand mod det sovjetkommunistiske diktatur - fx. socialdemokraters eller liberale demokraters kamp mod kommunismen, men om højrestrømninger i Europa og USA, der stemplede alle progressive og venstreorienterede samt et par tilfældigt forbipasserende som farlige kommunister og brugte det sovjetiske fjendebillede i en autoritær skræmmekampagne.
I den sammenhæng kan Morten Things lille skrift og om antikommunismen og antisemitismen anbefales: http://www.rub.ruc.dk/rub/omrub/skrserie/skr41.pdf.
Når du skriver sådan noget som:
“Ønskerne om at presse et massivt khalifat diktatur ned over hovederne på os andre er udbredte og modsat internationale socialister kan islam faktisk realisere drømmen”
trækker du på denne tradition, der så godt som intet godt har byde på.
Pietro Cini er værd at læse når det gælder disse emner. Han skriver blandt andet:
“Den såkaldte konflikt mellem Vesten og islam består af postkolonialistiske kvababbelser, som er kommet i udbrud efter Murens fald ( det er symptomatisk, at vor tids improviserede islam-eksperter undgår omhyggeligt at gøre opmærksom på, at islam før den dato var noget, de færreste vesterlændinge interesserede sig for . Den af medierne overoppustede Rushdie-sag kommer i 1989 – samme år som Murens fald – betegnende samt belejligt nok - især for våbenindustrien”
http://www.pietrocini.dk/default.asp?mainId=3&subpageId=7
Apropos ingenting: Tina Magaard er ikke uddannet litteraturhistoriker, men derimod cand.mag. i fransk og kunsthistorie. Se hendes CV på http://person.au.dk/da/tm@teo.au.dk/cv
Bare så der er styr på fakta
Vil dog lige uddybe at jeg ikke mener, de kan få det indført i Europa, eller mener at de nødvendigvis vil havde succes nogle steder, selv i deres eget konfliktbælte - men de vil afgjort forsøge, med de midler som nu er for hånden og de har en chance.
Det er foreksempel denne ideologi hamas og Gia Beskriver sig til, begge har lykkes at vinde demokratiske valg.
Jeg vil blot mene, det er en trussel man ikke skal neglisere. Status quo i samarbejdsvanskeligheder er ikke nødvendigvis et permanent fænomen i den muslimske verden, eftersom de har flere forhold at samle sig omkring. Mistroen til vesten og islam for eksempel.
Groft sagt, så har vi stiftet FN, mens de har stiftet OIC. de både søger og har en fælles identitet i koranen og hadith.
filoffen:
Tak for rettelsen. Det er en fejl, jeg er meget ked af. Egentlig tænkte jeg på at tjekke Magaards baggrund da jeg skrev indlægget, men jeg kom fra det. Min fejltagelse stammer fra den konference om Totalitarisme, der blev afholdt på Århus Universitet for nogen år siden. Her talte Magaard. så vidt jeg husker, om sin litteraturanalytiske baggrund. Jeg skrev om det her:
http://www.henningholm.org/blog/2006/07/15/vi-vil-ha-franske-tilstande/
Thomas:
Det var ikke GIA, men FIS der vandt valget i Algeriet. Som du sikkert udmærket ved er de fleste, hvis ikke alle(?) overvejende muslimske lande medlemmer af FN. Den muslimske ‘verden’ er i det hele taget forviklet med resten af verden, hvorfor vi også bør bestræbe os på at forstå den ordentligt i stedet for at dæmonisere den.
I øvrigt har du givet vis ret i at vi nok skal få mere at høre om ballade og ubehageligheder i Mellemøsten i de kommende år. Det skal rigtignok ikke negligeres at der er alvorlige problemer i regionen. Men den antimuslimske udlægning af problemerne, som du er inspireret af er heller ikke den rette måde at gå til sagen på, nøjagtig som den antikommunisme, jeg tidligere omtalte ikke var den rette måde at håndtere den kolde krig på.
Apropos fejl og rettelser, så ser jeg nu at Forum for Kritiske Muslimer ikke længere kaldes en ny forening på Politiken.dk.
FIS korrekt.
Tja men de har lavet deres egen menneskerettighedserklæring som er underordnet sharia.
Ingen andre stedet spiller religion den rolle, altså en overordnet politisk rolle.
Hvad er din holdning til Villys udtalelser?
Jeg har en del sympati for Socialistisk Folkeparti, men formandens seneste meget omtalte udmeldinger og den øvrige udvikling der foregår i partiet lige nu ved jeg ikke helt hvad jeg skal mene om.
I grunden er SF’s politik vist ikke synderligt forandret, selvom nogen tilsyneladende tror det. Det kan gå hen og blive et problem for partiet. Men hvem ved… Verden vil bedrages..
Mere om det senere, måske…
Magaard er en islamomanisk tosse, der altid fortolker i en bestemt retning. Hendes læsninger, selv af en reaktionær som Qaradawi, er seriøst langt ude. Så din fornemmelse for Messerschmidt i forskerklæder er spot on. Med det sagt, så har jeg intet tilovers for folk som Jørgen Bæk Simonsen, der bare er ovre i den anden grøft.
Jeg er ikke utilbøjelig til at give hr. kommentar ret. Meget af den kritik der har været rejst mod Bæk Simonsen har været forvrøvlet og overdreven snak, men ikke desto mindre har han ind i mellem været lige lovlig tilbøjelig til at (bort)forklare diverse mindre heldige muslimske foreteelser.
NB! Også her taler jeg om Bæk Simonsens optræden i pressen, jeg er ikke kompetent til at bedømme hans forskning!
Det kan jo være, at Magaards historielæsning stoppede, før hun nåede til folk som Wittgenstein og Heidegger. Ellers ved jeg ikke rigtigt, hvorfor hun har så svært ved at forstå, at enhver tekst bliver tolket dens læsere, og at en tekst ikke har én sandhed.
Problemet er bl.a. at takfiri-jihadismen er blevet ignoreret af religionsforskere og overladt til historikere. Dette er sket lettere bevidst, netop fordi man har været bange for at puste til ilden, og har benægtet al forbindelse mellem religion og dennes tosser. Men det går bare ikke, når jihadier netop bruger islams tekster til at støtte op om deres aktioner. Halshugningen af Nick Berg kommet ihu. Det eneste man har opnået er at overlade skuepladsen til folk som Magaard.
Men det er så en anden sag: Jeg tror virkeligt ikke at Bæk Simonsen mener der er et problem indenfor islam idag. Jeg tror, at hans synspunkt er, at jihadier har misforstået islam. Med andre ord, så mener han at islam har en essens, der er god. I mine øjne kan ingen af verdensreligionerne have en egentlig essens - pga. de mange selvmodsigelser i teksterne - så det hele er op til fortolkningen. De kan så forskes i, og takfiri-jihadier er bestemt en værdig kandidat.
Hmm.. jaeh.. denne her gode gamle hermeneutiske diskussion kommer jo af og til op i debatten om islam.
Selvom jeg på et praktisk niveau ikke tror jeg er så frygtelig uenig med hr kommentar - med det forbehold at jeg i virkeligheden ikke ved så meget om islams historie - mener jeg nu nok det er lidt forhastet at sige at ingen verdensreligioner har en essens.
Hvis man nemlig som religionshistoriker eller teolog for den sags skyld ridser en religions historie op, de forskellige fortolkninger, praksisser og så videre og derefter foretager en form for opsummering, der søger at udsige noget samlet, fælles om hele religionen, kan man vel nok i en eller anden forstand siges at have udsagt religionens ‘essens’.
Denne ‘essens’ er rigtignok ikke uafhængig af pågældende forskers egen horisont og har selvfølgelig også et element af spekulation over sig.
Men helt uden sådanne horisontale spekulationer er religionsvidenskab næppe mulig, ud over i en meget afsnubbet version.
Selve definitionen af begrebet religion er der ikke almindelig enighed om blandt religionsforskerne - det afholder dem selvfølgelig ikke fra at forske i selv samme uafklarede ‘essens’.
Hr. Kommentar: Jeg er ikke helt enig i dit første afsnit. Religionshistorikernes indgangsvinkel er så vidt jeg kan bedømme ikke, at de ignorerer de ekstremistiske dele, men at de ikke tilskriver ekstremismen specifikt til religionen. Det er således værd at bemærke, at i områder med flere religioner, hvor folk opfører sig “religiøst vanvittigt”, er der en sjov tendens til, at de religiøse grupper opføre sig lige vanvittigt, uanset hvilken religion, de enkelte grupper tilhører.
Kan du vise vej til et eksempel?
Altså, med en religionhistorikers indgangsvinkel. Ikke det sidste.
Hr. Kommentar: I følge husets religionshistoriker er det sådan, at ekstremister udgør meget små og dermed ikke repræsentativ dele af diverse religioner. Moses Hansen betragtes således ikke som repræsentativ for kristendommen, og selv om han kan betragtes som kristen, er han ikke så interessant at beskrive. På dette punkt kan man - hvis man strækker begrebet “ignorere” en hel del - måske forsvare at sige, at de ignorerer sådanne religioner. I praksis ignorerer de dem jo ikke; de giver dem blot den mængde synlighed, som de kan gøre krav på i form af indflydelse i “den store billede” - pånær når religionsvidenskabsfolk studerer ekstremister som unikke/specielle tolkninger af en religion, på samme måde som man nødvendigvis ville opfatte Jehovas Vidner som én udgave af kristendom, mormonerne som en anden og den danske Folkekirke som en tredie. Fordi disse er afvigende i forhold til majoriteten fylder de nødvendigvis meget lidt i forhold til studiet af majoriteten.
Men i andre sammenhænge er der tale om, at ekstremisterne ikke ses som religiøse fænomener, hvis deres primære interesser f.eks. er politiske. En klar gråzone, der illustrerer dette eksempel, er den kristne højrefløj i USA, hvis mål ikke entydigt kan siges at være politisk. Her ville det være åbenlyst forkert at give hele æren til religionen, fordi der netop er helt andre ting på spil.
Det er også svært at se religionernes skrifter som årsag til ekstremisme, når 99% af de pågældende religiøse skrifter åbenbart ikke får folk til at være ekstremister. Hvis endelig man kunne sige, at de religiøse skrifter eller religionerne selv var årsag til noget, måtte man vel hævde, at de var årsag til flertallets opførsel. (Hvis man argumenterer for, at det er de religiøse skrifter, der dikterer den ene procents opførsel, så lyder det lidt som den gamle joke om, at fordi sandsynligheden for at blive indblandet i et færdselsuheld afhænger af, hvor lang tid, man er ude i trafikken, så gælder det om at køre så hurtigt som muligt.)
Helt grundlæggende må man huske, at religioner er skabt af mennesker, og det er derfor også mennesker, der bestemmer, hvad der ligger i religionerne - ikke omvendt. Det giver i den forstand ikke mening at sige, at religionen er årsag til hverken det ene eller andet: Religion dræber ikke mennesker; mennesker dræber mennesker.
Wolf, tak for din gennemgang, men jeg spurgte: Har du et eksempel (eller flere) på en religionhistorikers forskning i jihadier?
Hverken jeg eller min partner kan umiddelbart komme i tanke om en person, der har forsket eksplicit i muslimsk orienterede hellige krigere, men nu går vores fokus også i en noget anden retning her i huset. Umiddelbart kommer jeg i tanke om Frida Nome, der i sin bog “Selvmordsbomberne” har interviewet nogle af dem, men det er selvfølgelig ikke nogen strengt videnskabelig indgangsvinkel. (Jeg har lidt om bogen her.)
Og det er netop det. Tænk på, hvor meget jihadier har været i medierne det sidste tiår. Enter Magaard…
@ Wolf
“Religion dræber ikke mennesker; mennesker dræber mennesker.”
Hvis det er korrekt, går jeg ud fra, at du også er enig i NRA’s slogan:
“Guns don’t kill people; people kill people.”
Eller hur?
@ Henning Holm
Lige siden jeg snublede over den geniale tråd om, hvorfor Safia Aoude hader homoer, er jeg vendt regelmæssigt tilbage til din blog for at se, om der var noget nyt. Det er der sjældent, men når der er det, er det som regel godt.
Med venlig hilsen
Jørgen
PS! Kan man egentlig bruge HTML-tags her til at formatere teksten?
Du kan bruge HTML-tags, ja. Meget kan man kalde den der debat om Safia Aoudes forhold til homoseksualitet, men genial.. Absolut ikke! Men tak alligevel. Beklager i øvrigt at dine kommentarer er kommet på så sent, jeg har simpelthen glemt at godkende dem.
Hr. Kommentar:
Det er flere norske forskere som har jobbet med jihadistiske bevegelser. Jeg kan tenke på to-tre i bergensmiljøet, iallefall. Knut Vikør (religionsviter/midtøstenstudier) er en, iallefall. Her er hans begrunnelse for hvorfor han ikke skriver mer om det. Jeg syns det er et overbevisende argument.