Henning læser videre..

Fredagens Information byder på en lang artikel om hipsteren af Lasse Lavrsen. Et effektivt opsat og fermt sammenskruet stykke journalistik vælger jeg at tro, og det ikke udelukkende for at retfærdiggøre over for mig selv at jeg læste det hele.

Men artiklens hovedpointe – at hipsterkulturen praktisk taget altid-allerede opsuges og udvandes af den kommercielle mainstream, og at hipsteren derfor som det hedder bliver “livsnerven i det kommercielle system, han prøver at slå ihjel” er efterhånden en standardindvending mod enhver form for forestillet ‘modkultur’, og derfor ikke i sig selv særligt interessant. Som en af kommentarerne til net-udgaven af artiklen også påpeger, gjorde denne mekanisme sig allerede gældende i forbindelse med punken.

Paradoksalt nok er det som fænger i artiklen, de i den trykte udgave lækkert opsatte fodnoter, som beskriver forskellige objekter og institutioner fra hipsterens verden, og på denne måde tegner et ret anskueligt billede af denne flygtige kultur.

Man (gen)kender typen, kort sagt, uden i øvrigt at have stødt på vedkommende så ofte – undertegnede bor jo i provinsen, og kommer ikke så meget på kasernen – hvor Aarhus Universitets æstetiske fag findes – eller andre steder i mit universitære nærområde, hvor mere eller mindre rendyrkede hipstere kunne tænkes at færdes.

Så flygtig kan hipster-kulturen følgeligt ikke være, tænker jeg?

To spørgsmål:

1) Er det ikke fra starten af misforstået at opfatte den skitserede subkultur som distinkt modkulturel?  Er det i grunden ikke bare fyre, som så at sige “passer deres have” – laver lidt kunst, musik, film eller what ever og i øvrigt køber ind, går til fester og prøver at score damer med en vis smag og originalitet samt ungdommelighed, ikke at forglemme. Som unge mennesker med en vis smag og orginalitet nu gør.

Bevares. Det kan da godt være at der er en hipster eller to som har forlæst sig på Walter Benjamin, Adorno eller noget queer-teori af en slags, fx. Men d’herrer og damer er – bl.a. måske netop derfor – næppe så naive at de har særligt massive modkulturelle ambitioner. Mon ikke det allerhøjest for de mere avancerede og kreative typer drejer sig om at rydde sig en liden beskeden jordlod, som ganske vist står i en uundgåelig forbindelse med mainstreamen, men som man dog kan gå og pirke lidt i som man vil?

2) Som sådan lider hipsteren jo ikke noget stort nederlag (altså i kraft af sin hipsterhed). Artiklens “Mads” har det såmænd sikkert alligevel bare lidt sjov undervejs, selvom han citeres for følgende:

“Når vi tager til fester, har alle deres venneflok med i deres mobiltelefon, så vi kan ikke være et sted ad gangen. Vi skal hele tiden videre til et nyt sted. Så står vi på Vesterbro, og så er der pludselig en fest i Sydhavnen, der er endnu smartere, fordi den er endnu mere undergrundsagtig. Det er sindssygt stressende.”

Nu er det ikke fordi jeg vil spille sur gammel mand og beskylde nutidens ungdom for at være sart og blødsøden. Godt nok kan man ikke stole på nogen over tredive, men nej: Faktisk er jeg ikke utilbøjelig til at tro at Mads’ sorger er en ganske relevant reaktion på tidstypiske fænomener. For nylig præsenterede Anders Fogh Jensen i DJØF-Bladet (af alle steder!) sin tese om “projektsamfundet”. Læs interviewet eller andre af filosoffens samtidsdiagnostiske tekster – han er inde på noget meget vigtigt, som tangerer Mads’ sorger.

Mere interessant ville det altså være at se på (ungdoms)kulturen mere helhedsorienteret, og se hipster-elitens nederlag til mainstreamen i sammenhæng med den gammeldags generiske modes funktionsmåde. Her i provinsen, i hvert fald, ser det nemlig ud til at der stadig er betydeligt flere overpudrede pigebørn af diverse afskygninger og tilsvarende (bøv)smarte fyre i stramme t-shirts, hængerøvsbukser og hvad har vi end der er rendyrkede supersemiotiske hipstere. Bøvsmarte jo netop kun set fra et synspunkt præget af en kulturel smag, der sikkert i høj grad er præget af fænomener, som er udviklet af hipsterne.

Og selvom “elite-hipsteren” forsøger at undslippe modens og mainstreamens hierarkier, kommer mange af de tegn af den type som artiklen opremser, til at indgå i kulturelle rum, der i hvert fald på visse stræk fungerer mere “gammeldags” og hierarkisk?

Hmm… Der tænkes højt.. Og ikke særligt distinkt eller avanceret for den sags skyld. Jeg er ikke særligt godt inde i den sociologi som behandler disse spørgsmål. Bordieu tænker jeg for eksempel har interessante bidrag til diskussionen.