Det er en slem avistørke på min kollegiegang. Derfor har jeg ikke bemærket den udmærkede lille opsats om den danske blogosfære, som Politiken bragte den 22. september. Kristine Fjord Tolborg og Thomas Telvins analyse rammer hovedet på sømmet. Set fra en journalistisk synsvinkel har den uafhængige danske blogosfære stort set intet af byde på.
Men selvom blogosfæren på ingen måde kan træde i stedet for de store nyhedsmedier, når det gælder almindelig nyhedsformidling kan den selvfølgelig så meget andet. Ideologisk indpiskning, en eller anden besynderlig nymodens social funktion, som jeg ikke helt kan greje – en slags hygge(?) - og noget med særlige måder at fremstille specielt kultur- og livstilsstof på. Endelig er der selvfølgelig den personlige vinkel, som i sig selv kan være af værdi, især hvis bloggeren befinder sig i en særlig interessant situation eller har en særlig viden om eller personlige erfaringer fra et specielt felt.
Fred være med det. Jeg vil nødig have skudt et reaktionært mediekritisk synspunkt i skoene. Selvom jeg tror de traditionelle medier kan levere mange af de samme ting, ofte bedre.
Tolborg og Telvin konkluderer at blogosfæren ikke udgør nogen umiddelbar trussel mod de store medieinstitutioner. Alligevel kan man jo godt gøre sig sine tanker om hvilket forskruet verdensbillede man ville kunne danne sig, hvis man alene læste (danske) blogs, og aldrig besværede sig til at læse en avis (det være sig på nettet eller i papirudgaven) eller høre radio eller se tv.
For nu at følge Tolborg og Telvins grove opdeling ville man jo enten blive et kiksemonster eller bidt af en gal muhammedaner. Eller måske bare blive uhyre overfladisk.
Det er såmænd godt nok med blogs, man skal bare tag dem for hvad de er, og helst ikke fortabe sig i dem – så risikerer man alt for let at udarte til en karikatur af en blogger: en lidt overfladisk sjæl, evt. med kværulantiske træk og i hvert fald med en indsnævret horisont.
I medieverdenen, som i mange andre sammenhænge er der altså god grund til at forsvare institutionerne – ikke ukritisk eller for enhver pris, forstås – men netop fordi de traditionelle medieinstitutioner lige så meget som de er traditionsbevarende er med til at sikre kvalitet, redelighed og mangfoldighed i den offentlige meningsudveksling. En enkelt blogger, så velorienteret som han eller hun end kan være er selvfølgelig ikke i stand til at levere et lige så vægtigt bidrag til den offentlige samtale, som det forpligtende arbejdsfælleskab som fx. en avisredaktion udgør.
Der vil jeg gerne indrømme min mediepolitiske konservatisme. Jeg vægter redaktionens praktiske og forpligtende arbejdsfælleskab langt højere en blogosfærens diffuse netværk.
4 Kommentarer
Et sigende aktuelt eksempel på forskellen og forholdet mellem avisen og bloggeren kan betragtes på Danmarks mest læste blog Uriasposten: http://www.uriasposten.net/?p=6198#comments. Læs den nederste kommentar af Carsten Agger og tænk lidt over forskellen mellem Jyllands-Posten og Uriaspostens redaktionelle vægtning af Morten Heibergs yderst troværdige tilbagevisning af David Gress’ påstande – en David Gress som i øvrigt er kendt for at være temmelig tendentiøs.
JP optrykker Gress’ og Heibergs bidrag på samme fremtrædende plads i debatsektionen.
Uriasposten bringer et fyldigt uddrag af Gress’ tekst fra JP, men lader Heiberg drukne som et link i bunden af kommentarfeltet.
Hvad gør Uriaspostens Kim Møller her, som Jyllands-Posten ikke gør bedre?
Overfladisk Kværulanteri er jo min metier, Henning. Genlæste dit gamle klassiske værk
http://www.henningholm.org/blog/2006/08/16/bent-l%C3%A6ser-blogs/
Er det noget nyt under solen. Mit indtryk er at der kommet lidt flere økonomiske, liberale borgerlige blogge. Heri blandt dog ingen store hits-scorer. Men 180grader har dog pumpet noget nyt blod i det miljø.
De gode rigtig venstreorienteret er stadig en mangelvare, tror kun jeg har noteret en rigtig god ny indenfor det sidste 1,5 år.
Men ellers er der vel generelt lidt træthedstræk i den politisk blogverden for tiden. Det virker ikke så frisk mere og der er f.eks rigtig langt mellem de hårde debatter.
De dominerende er som Politiken skriver stadig den nationale konservative, muhammedaner svend har grimme planer- kirken. Men selv her er tempoet gået lidt ned.
Dagsbladenes ( Og f.eks Tv2) mange tilbud om at lave blogge gav ikke rigtig nogen tilskud. PT ser den danske blog-scene faktisk ud til at ville uddø med sine pionerer.
Jo så en helt ujournalistisk betragtning
Henning: Ja, jeg er også stort set enig med Politikens analyse. Dog må jeg sige, at det til dels er en stråmand, de skyder ned: Jeg har faktisk aldrig hørt nogen, hverken bloggere eller andre, påstå, at blogs kan erstatte de traditionelle nyhedsmedier, og så virker det som en lidt selvfølgelig konklusion, at “journalister ikke behøver bekymre sig” eller hvad de nu siger.
Det gode og dårlige ved blogs er, at de i modsætning til et redigeret nyhedsmedie ikke har en målgruppe eller et publikum at tilfredsstille, i hvert fald ikke i bedste fald.
De gode nyhedsmedier skriver det, læserne vil høre og har brug for – de gode blogs skriver det, bloggeren har lyst til at skrive og skrive om. Fordelen ved dette er, at blogindlæg kan gå ud af skribentens helt personlige tangenter og dykke ned i skribentens helt personlige kæpheste på en måde, man ikke ville se i et redigeret medie, hvor der skal være en vis balance.
Et godt eksempel er dette indlæg på “Beyond the Groovy Age of Horror”,
http://groovyageofhorror.blogspot.com/2008/09/tomb-of-dracula-improving-on-classic.html
om “Tomb of Dracula”-miniserien, inkluderende en lang analyse af, hvorfor den oprindelige “Tomb of Dracula” fra 70erne kunne være så effektiv, på overfladen superhelte-spinoff og nedenunder dybt alvorlig og tragisk.
Når det er bedst, kan blogmediet altså være både meget underholdende, informativt og inspirerende. Når det er mindst bedst, kan det være repititivt og meget overfladisk, som du er inde på.
Den omvendte rækkefølge i publiceringen lægger op til et i sidste ende hjernedødt fokus på det SIDSTE, det NYESTE, og som blogger risikerer man at live indfanget af en trang til at skrive hurtige, “populære” indlæg. Dårlig research, et overfladisk forhold til fakta og stor sårbarhed overfor rygter og halve vinde er resultatet. Se blot, hvor mange “antimuslimske” ænder fra den britiske presse, “Hodja” er hoppet med på – en britisk buschauffør stoppede for at bede og begyndte herefter at køre mod Mekka (nej, han gjorde ej), byrådet i Birmingham ville afskaffe selveste julen for at tækkes “muslimerne” (nej, de gjorde ej, det var et tåbeligt rygte fra Daily Mail eller Daily Telegraph), et andet britisk byråd ville forbyde Grisling (nej, de ville ej, det …).
Og jeg har af samme grund også sat farten ned på http://www.modspil.dk og forsøger at lade den være præget af mere vægtige indlæg – i øjeblikket er der dog pæn fart på den mindre vigtige sideblog, men det er ikke sikkert, det bliver ved.
Men ja, dit eksempel fra Uriasposten viser nok blogosfærens største svaghed: Hvis fordelen ved en blog, dens Unique Selling Point, netop er, at bloggeren skriver præcis hvad der passer ham og publikum be damned, er det ikke altid, vedkommende har lyst til at indrømme at have taget fejl. Det er i hvert fald ikke Kim Møllers stærke side. Og det tjener ikke uriasposten eller bloggersfæren i det hele taget til ære.
Det, og så overfladiskheden. Men omvendt: Den enkelte skribents ildhu og lidenskab for de ting, han/hun skriver gratis og ulønnet om kan virkelig ofte gøre blogs til en inspirerende og informativ oplevelse. Hvis medierne så ville fokusere på DET i stedet for om, hvordan blogs kan eller ikke kan erstatte nyhedsmedierne, ville noget være nået. I hvert fald en smule indsigt i, hvad der foregår.
Æh, indsendte jeg en længere kommentar og den er bare ikke blevet godkendt endnu eller kom den ikke igennem? Kan være svært at finde ud af nogle gange