Jeg kan godt lide at opleve fremmede steder, men jeg bryder mig meget lidt om rollen som på turist. Den påkalder alt for meget opmærksomhed. I et bylandskab foretrækker jeg klart den stille værdighed der er forbundet med så vidt muligt at glide ind i omgivelserne – i Italien skete det til min fornøjelse et par gange at folk tog mig for at være italiener.

Men selvfølgelig skal man også tillade sig den luksus at standse op og betragte dette elller hint – hvad der automatisk påkalder opmærksomhed. Det er uendelig svært ikke at opføre sig som en turist, når det nu engang er det man er.

På et punkt kan meget dog gøres: påklædningen. Selvom italienerne vist ikke er helt så elegante, som vi gerne vil bilde os ind her oppe nytter det altså ikke noget at iføre sig shorts og bøllehat, hvis ikke man vil tages for en turist. Følgelig gik jeg i Italien konsekvent i skjorte, pæne lange bukser og lædersko.

Der ude på tangen gik det nu lidt for vidt. Det havde nok været en idé om jeg havde taget sko og strømper af i hvert fald til sidst. Da jeg først havde fået pjaskvåde sko og sokker overvejede jeg et øjeblik at fortsætte hele vejen over. Et halsløst projekt, som jeg hurtigt opgav. Det var for glat, og det så også ud som om det var vanskeligt at komme op på den anden anden side af floden. I stedet sjoskede jeg tilbage og fortsatte ned mod Ponte San Niccoló langs med floden. Det er overraskende behageligt at gå i gennemblødte lædersko og sokker i 30 graders varme.

Ved Ponte San Niccoló faldt jeg over et afrikansk marked, hvor jeg købte et festligt bælte, der i øvrigt viste sig at være lidt for lille. I Firenze er læder det helt store. Jeg må få lavet et ekstra hul i det ved lejlighed, bæltet, for det er virkelig festligt. Det er en skam jeg aldrig går med skjorten ned i bukserne, hverken her eller i Italien.

Vor Jesus kan ej noget herberg finde
i Betlehem, sin egen fædreby,
han lader dér i ringe svøb sig binde,
hvor ellers fæ og får går ind i ly,
en krybbe er hans første eje,
det tørre græs og strå hans første barneleje.

Den Herre har sig fattigdom tilegnet,
som alle gode gaver har i hånd,
og bliver slet blandt arme syndre regnet,
indtil han sønderriver Satans bånd;
nu er her liv for alle døde,
fordi Guds egen Søn på jorden lod sig føde.

Velsignet være Herrens store nåde,
hans store magt til evigt minde sat,
som vidste på vor jammer bod at råde
i denne underfulde nådes nat.
Velsignet mørke uden lige,
da lyset selv brød frem af søde Himmerige!

Så vil vi os trods alle fjender fryde,
Gud har os givet det, ham kærest var,
og lader alle nåde-strømme flyde,
hvad er der, som han os ej givet har!
Så være ham da også livet,
og hvad vi er og har, til evigt offer givet.

Johann Daniel Herrnschmidt 1714.
oversat fra tysk af Hans Adolph Brorson 1733.

Se og hør mere på Den Danske Salmebog Online.