Og så kan man jo tænke lidt over om det maskuline perspektiv virkelig er så fremherskende i pop/ungdomskulturen? Drejer det meste sig i grunden om at vise man er bedre end de andre fyre så man kan komme til damerne? Sikkert..

Men pigerne er jo også – stadig mere – med?!

Men selvom blogosfæren på ingen måde kan træde i stedet for de store nyhedsmedier, når det gælder almindelig nyhedsformidling kan den selvfølgelig så meget andet. Ideologisk indpiskning, en eller anden besynderlig nymodens social funktion, som jeg ikke helt kan greje – en slags hygge(?) -  og noget med særlige måder at fremstille specielt kultur- og livstilsstof på. Endelig er der selvfølgelig den personlige vinkel, som i sig selv kan være af værdi, især hvis bloggeren befinder sig i en særlig interessant situation eller har en særlig viden om eller personlige erfaringer fra et specielt felt.

Fred være med det. Jeg vil nødig have skudt et reaktionært mediekritisk synspunkt i skoene. Selvom jeg tror de traditionelle medier kan levere mange af de samme ting, ofte bedre.

Tolborg og Telvin konkluderer at blogosfæren ikke udgør nogen umiddelbar trussel mod de store medieinstitutioner. Alligevel kan man jo godt gøre sig sine tanker om hvilket forskruet verdensbillede man ville kunne danne sig, hvis man alene læste (danske) blogs, og aldrig besværede sig til at læse en avis (det være sig på nettet eller i papirudgaven) eller høre radio eller se tv.

For nu at følge Tolborg og Telvins grove opdeling ville man jo enten blive et kiksemonster eller bidt af en gal muhammedaner. Eller måske bare blive uhyre overfladisk.

Det er såmænd godt nok med blogs, man skal bare tag dem for hvad de er, og helst ikke fortabe sig i dem – så risikerer man alt for let at udarte til en karikatur af en blogger: en lidt overfladisk sjæl, evt. med kværulantiske træk og i hvert fald med en indsnævret horisont.

I medieverdenen, som i mange andre sammenhænge er der altså god grund til at forsvare institutionerne – ikke ukritisk eller for enhver pris, forstås – men netop fordi de traditionelle medieinstitutioner lige så meget som de er traditionsbevarende er med til at sikre kvalitet, redelighed og mangfoldighed i den offentlige meningsudveksling. En enkelt blogger, så velorienteret som han eller hun end kan være er selvfølgelig ikke i stand til at levere et lige så vægtigt bidrag til den offentlige samtale, som det forpligtende arbejdsfælleskab som fx. en avisredaktion udgør.

Der vil jeg gerne indrømme min mediepolitiske konservatisme. Jeg vægter redaktionens praktiske og forpligtende arbejdsfælleskab langt højere en blogosfærens diffuse netværk.

Her skriver Bent Jensen blandt andet om behandlingen af det speciale som ligger til grund for Møllers bog:

Det er værre for universiteterne. Hvis de mener, at begavede og kritiske studenter skal trynes og bortjages, går de deres egen undergang i møde.

De ord klinger temmelig hult i Bent Jensens mund, når man tænker på hans engagement i sagen om et andet speciale. Man kan blandt andet læse om sagen i Forskeren (pdf).

Nok om det. Jeg ville egentlig bare gøre opmærksom på bogudgivelsen Trondheimsmodellen af svenske Aron Etzler, som jeg selv læste om hos en af de gode SV-bloggere, Audun Lysbakken.

Besøg sh blog.

Den pågældende dag havde Uriaspostens Kim Møller valgt at kaste sig over denne historie fra den egyptiske avis Al-Ahram, som fortalte om den nyligt afholdte femte Cairo Anti-War Conference - et årligt arrangement, som tilsyneladende arrangeres af den egyptiske opposition og har deltagelse fra dele af den europæiske venstrefløj.

 Det som Kim Møller hæftede sig særligt ved i Al-Ahrams omtale af konferencen var følgende:

Johannes Anderson of Denmark criticised the Danish left for not standing behind Muslims during the cartoon controversy, allowing a weak prime minister to emerge unscathed. "I’ve changed through the past years and grown through criticism. We should not be afraid of it. We fight for democracy in the Middle East and Europe against neo- liberalism which is taking away our rights everywhere."

Møller kommenterede denne dansk-egyptiske forbindelse med følgende, i øvrigt ret karakteristiske, svada:

Hører man P1 dagligt, så kan man ikke undgå at støde på kritik af den egyptiske regerings udemokratiske foranstaltninger, møntet på at holde det islamiske Muslimske Broderskab fra magten. I starten af 1900-tallet afviste den senere rektor for Københavns Universitet, Johs. Østrup, at det var muligt at indføre en ‘folkerepræsentation’ i Egypten, dels på grund af befolkningens politiske umodenhed, og dels på grund af det, han med tanke på islam betegnede som “selve Opgavens indre Uløselighed” (1929:97). Såvidt har han helt ret, men det burde ret beset ikke være så svært at vælge mellem et ufuldstændigt verdsligt demokrati og et fuldfedt islamistisk diktatur. Den yderste venstrefløj ser naturligvis anderledes på det. Læs blot nedenciterede fra en artikel i seneste udgave af egyptiske Al-Ahram Weekly (5-11 april 07), som beretter om forbrødring mellem den yderste venstrefløj og Det Muslimske Broderskab – ikke bare i Mellemøsten, men globalt, og tilmed med tråde til Dannmark. Den danske valgforsker Johannes Andersen var i 1970erne aktiv trotskist i Internationale Socialister, senere blev han vistnok socialdemokrat, men det afholder ham tilsyneladende ikke fra at pleje omgang med islamister i Det Muslimske Broderskab – for nu ikke direkte at kindkysse med terroristiske Hamas og Hizbollah. For et par år siden advarede han i en bog om, at Danmark var ved at blive et ‘totalitært demokrati’. Nu skal han åbenbart til islamistkongres for at finde folk der vil bekæmpe det totalitære aspekt i den vestlige demokratiopfattelse.

Nu kender jeg ikke noget nøjere til Johannes Andersens eventuelle fortid eller nutid som politisk aktivist – Andersen er i offentligheden mest kendt som forsker – tilsyneladende en forsker med sympatier til venstre, vist så – men at han skulle have deltaget i en konference af denne type fandt jeg dog alligevel usandsynligt.

Derfor prøvede jeg at finde ud af lidt mere om konferencen og om hvilke danske personer eller organisationer der havde deltaget i den. Når man kender lidt til den yderste danske venstrefløj kunne det ikke undre at man skulle til Internationale Socialister (IS) for at finde den danske forbindelse. På netudgaven af IS’ blad Socialistisk Arbejderavis fandt jeg adskillige artikler om disse Cairo-konferencer skrevet af en person ved navn Jørn Andersen. I artiklen om 2007-konferencen stod Anne A. Lange, Morten Rasmussen og Jørn Andersen anført som "deltagere i Cairo-konferencen fra Danmark"

Mon ikke det ville have været nævnt i denne artikel, hvis en så forholdsvis kendt person som Johannes Andersen også havde været med? Mon ikke Al-Ahrams Johannes Anderson var identitisk med Socialistisk Arbejderavis’ Jørn Andersen?

De spørgsmål stillede jeg Kim Møller i en kommentar til hans indlæg, som jeg desværre ikke har gemt. Jeg skrev vistnok også noget spydigt om Møllers omtale af Egypten som et "ufuldstændigt verdsligt demokrati". Hvis Egypten er noget "ufuldstændigt" så er det vist højest et ufuldstændigt diktatur.

Da jeg senere på dagen klikkede ind på Uriasposten, for at se om Kim Møller skulle have svaret på mine spørgsmål var indlægget simpelthen forsvundet. Det var jo også en slags svar!

De fleste i min omgangskreds og i de aviser, jeg læser, kunne tænke sig en ny regering. Det kunne jeg måske også. Men det er mere, fordi Christine i så fald har en fair chance for at blive minister, hvilket hun har fortjent som foreløbigt højdepunkt på en flot, politisk karriere. Desuden ville jeg få en undskyldning til at gå lidt mere i kjole og hvidt (hvad Pia Kjærsgaard mener klæder mig – specielt hvis jeg er kortklippet), og sikkert også muligheden for at træffe en masse spændende mennesker. Det er heller ikke dårligt. Jeg hader at konversere til receptioner, julefrokoster og den slags, så jeg tager med kyshånd mod alle oplevelser, der kan lette arbejdet med at holde samtaler i gang.

Men Henrik Dahls kokketeren med sine personlige og ‘ægteskabelige’ ambitioner samt Pia Kjærsgaards moderlige meninger om hans tøjstil er faktisk når man sammenholder dem med resten af Dahls skriverier alt andet end en uskyldig provokation. For sagen er jo den at Dahls ros af Fogh-regeringen og kritik af oppositionen – især Socialdemokratiet og de Radikale – efterlader det indtryk at Dahl egentlig helst så at oppositionen førte praktisk taget samme politik som Fogh-regeringen.

Og hvorfor er det så egentlig lige at han prøver at fremstå som en ven af og fortaler for ‘cemtrum-venstre’? Hvis politik blot er et spørgsmål om hvem der får lov til at gå til de receptioner der fejrer administrationen af en på forhånd fastlagt politisk linie, hvorfor så ikke bare slutte sig til det sejrende hold? Har Dahl egentlig overhovedet noget venligtsindet forhold til et venstreorienteret projekt, udover det at han er gift med en kvinde som sidder i folketinget for et parti som kalder sig socialdemokratisk?

Dahl har sådan set ret i at det er fornuftigt at være pragmatisk. Men det synes nu mig at han strækker pragmatismen så langt at der overhovedet ikke bliver noget politisk indhold, nogen politiske krav tilbage, udover ambitioner om magt og ære til sig selv og kliken. Han skulle tage og melde sig under Ny Alliances logo - det ser foreløbig ud til at der vil være rige muligheder for folk med denne teknokratiske og postpolitiske indstilling til politik i dette foretagende.

I øvrigt ligner Ny Alliance jo meget det Virtuelle Folkeparti som Dahl, Antorini og konsorter konciperede i bøgerne Borgerlige ord efter revolution og Det ny systemskifte. Et parti for den økonomiske og akademiske elite der føler sig godt tilpas i og ønsker at administrere den moderne globaliserede konkurrencestat uden brok fra fattigrøve, flygtningevenner, “gammeldags” – dvs. politisk-ideologiske - socialdemokrater, samfundskritikere og andre ærgerlige “fortidslevn”.

Buhuhu. Endnu engang ‘overses’ højrefløjen af de røde lejesvende.