Kronikken er skrevet af den fremragende slovenske filosof Slavoj Zizek og er beklageligvis ikke tilgængelig på Informations hjemmeside for ikke-abonnenter. Men man kan læse den engelske udgave af kronikken på Stephen Soldz’ blog.

Varm eventuelt op ved at læse nogen af Jacob Holdts artikler om racisme – noget af det mest indsigtsfulde, varme og frisindede der er skrevet om emnet på dansk. Jeg tror, jeg et sted så ham beskrevet som en næsten evangelisk personlighed.

Mange af de ting Jacob Holdt skriver, giver i hvert fald et indtryk af en mand af en sjælden støbning.

Rettelse: Det var så Informations kronik, ikke Politikens.

Kronikken er et uddrag af Jacob Holdts brevveksling med Søren Espersen, som man kan følge her.

Altså: hvis danskerne bruger det demokratiske politiske system til ved lov at allokere penge til at redde børn fra døden i den tredie verden, så er den helt gal.
 
Men hvis danskerne ved lov vælger at bruge penge på alt muligt andet, så er det OK (bare det ikke går til nogle af de sorte).
 
Den centrale for Krarup er det lutherske begreb “gerningsretfærdighed”. Dette begreb peger på farisærernes selvretfærdighed, når de ofrede og bad offentligt. De gjorde det for syns skyld, og det angreb Jesus dem med rette for.
 
Indenfor den vulgærkristendom, som Krarup tilsyneladende hylder, bliver dette til, at uegennyttige handlinger er udtryk for gerningsretfærdighed. For Krarup er mennesker altid egoister. Som han siger: “Hjælpsomhed er en slags naturlov, som ligger i, at man sikrer sig i håb om selv at få hjælp i en lignende situation”. Derfor kan Krarup uden tøven altid dømme enhver form for håndsrækning som “selvgodhed”, et udtryk som i øvrigt har vundet stor popularitet i regeringskredse.

Læs resten på Kristian Larsens blog Ydmyghed - et rigtig godt nyt bekendskab.

Apropos så fandt jeg i mine papirdynger i dag en gammel (13.06.1986) kronik fra Jyllands-Posten hvor den norske teolog Øyvind Foss gør op med den snævre tidehvervske forståelse af Luthers teologi, foranlediget af Krarups protest mod en kollekt til fordel for det økumeniske arbejde. Øyvind Foss skriver bl.a.:

Krarup skriver at Tidehvervsbevegelsen aldrig foretar innsamlinger! Men det er da ikke så underlig hvis man ikke har noen å samle inn til, og kun er seg selv nok! Evangelisk-lutherske menigheter kan på bibelsk grunn ikke holde seg for seg selv og synge hyggelig og rolige salmer, uten å få dårlig samvittighet. Vi lever i en verden som skriker efter solidaritet og hjelp fra de rike kirkesamfunn. [..]

I de lutherske menigheter er det den lokale menighet som skal våkne opp av dvalen og bli en levende organisme, ta et initiativ og ikke skyve ansvaret og forpliktelsene over til alle mulige andre institusjoner og organer utenfor det kirkelige. [..] Et hjelpearbeid av denne art er klart i god luthersk ånd om å fordele “der Schätze der Kirche an die Armen”.

Jeg har været inde på det før: det er altså et misbrug af kristendommen at gøre den til et forsvar for national eller anden egoisme. Man kan med rimelighed i en luthersk sammenhæng fremføre det synspunkt at der ikke er noget særligt kristeligt ved at staten yder ulandsbistand, fx. Men at det skulle være særligt ukristeligt at den gør det – det er da oplagt et enestående kynisk misbrug af kristendommen.

Men Andreas Christensens indlæg fra denne uges Weekendavis er nu alligevel ganske interessant. Bl.a. fordi han beskriver Tidehvervs historie som en kontinuitet. Alt for ofte fortælles denne historie som en historie om brud – det er selvfølgelig fristende al den stund tidehvervsfolkene ikke går af vejen for et godt opgør. Men man skal ikke stirre sig blind på opgørene, og den er i hvert fald helt gal når det fremstilles som om at Søren Krarups indsats står i en skærende modsætning til de ideer som forfægtedes i det oprindelige Tidehverv. Der sker selvfølgelig forskydninger og ændringer undervejs – men sammenhæng, det er der. Det er i parentes bemærket min planlagte specialetese.

Jeg citerer den sidste del af indlægget, som er den bedste – fremhævningerne er mine: 

Den onde kristendom kaldes til daglig Tidehverv. Tidehverv er ikke en egentlig bevægelse. Tidehverv er et teologisk fællesskab uden medlemmer. Fællesskabet bindes sammen af et tidsskrift af samme navn og af nogle sommermøder. I nyere tid er to fremtrædende tidehververe gået ind i politik (Krarup og Langballe), selvom sammenblanding af politik og kristendom traditionelt har været bandlyst i fællesskabet på grund af Martins Luthers lære om samme.

Dispensationen til at bryde dette Lutherske princip begrundes med, at Danmark er i nød (indvandring). Tidehverv domineres af en enkelt præstefamilie (fordelt på fire efternavne) med tilhørende disciple og sympatisører. Dette giver bevægelsen et klanagtigt præg, sociologisk set. Tidehverv kendes i offentligheden ved medlemmernes bedreviden, afsky overfor sentimentalitet og føleri (for eksempel medlidenhed) og i nyere tid også xenofobi. Endvidere ved en debatform, hvor modstandere iklædes standarddragter (for eksempel: »De vil frelse verden« eller »de er stalinister i forklædning«).

Den tidehvervske kristendom er fremkommet ved en glidende proces. Den er ikke ond i sit udspring, men har gennemgået nogle trin hen ad vejen. Første trin var bekæmpelsen af det sentimentale (det vamle). Næste skridt blev mistænkeliggørelse af al kærlighed som vammel. Næste skridt blev en vellyst hos medlemmerne ved samfundets reaktion på den manglende sentimentalitet, som derved fik skikkelse af en veloplagt kynisme. Det sidste skridt på vejen blev, at kynismen blev mål i sig selv.

Da bevægelsen opstod i 1926 var modstanderne en klam fromhedskristendom, arvet fra 1800-tallet, som bestemt trængte til modsigelse. Men op gennem tiden blev modstanderne skiftet ud. Da Søren Krarup overtog redaktionen i 1967, blev perspektivet udvidet til kulturkamp og senere indvandringspolitik. Modstanderne blev de kulturradikale og de fremmede. Begge disse fjender truer med at overtage magten totalitært, forstås.

I firserne reagerede danskerne prompte og desperat, da Søren Krarups ansigt tonede frem med sin mangel på empati. Ingen kunne stille noget op. Medierne havde ikke adgang til den viden, der kunne punktere hans religiøse system. Søren blev ved at have ret.

Samtidig var kirken blevet en ekspertkirke, så danskernes almindelige fornemmelse for, hvad der er kristendom talte ikke. Kun teologernes. Og ingen teolog magtede at punktere systemet og samtidig være perfid i en grad, der kunne måle sig med Søren.

Mere pinligt blev det, at adskillige humanistisk orienterede præster og politikere næsten brød sammen under den massive følelseskulde. Uden for mediernes arena og på den kirkelige scene formåede folketingets ombudsmand, Hans Gammeltoft Hansen, at gøre noget ved sagen. Måske kommer han på banen igen, når hans neutralitetskrævende embede rinder ud.

Tiden og fremmedhadet er yderligere faktorer, som har givet luft for den onde kristendom. Med tiden vænner vi os til det, og de tavse danskeres frygt for de fremmede får dem til at tie og vente.

Ikke at vi ikke skal vi frygte islam – selvfølgelig skal vi det! For det første findes der typer af islam i verden, som er et sikkerhedspolitisk problem. Dette er ikke et kristent eller kirkeligt problem, men et sikkerhedsproblem, som både kristne og muslimer bøvler seriøst med. Lad det være ude af billedet.Derudover er islam en konkurrent på det religiøse marked. Islam er en seriøs konkurrent og jeg vil ind i seriøs konkurrence. Islams styrke er dens skønhed og sammenhængskraft. Skønheden i islamisk kultur har dybder, som vi skal overgå. Heroverfor står jeg med en kirke, hvor foreløbig 60 præster kun vil servere blodfattig, farveløs og handlingslammet kristendom – som tilmed mistænkeliggør andre i en slags fornærmet jalousi.

. Islams styrke er dens skønhed og sammenhængskraft. Skønheden i islamisk kultur har dybder, som vi skal overgå. Heroverfor står jeg med en kirke, hvor foreløbig 60 præster kun vil servere blodfattig, farveløs og handlingslammet kristendom – som tilmed mistænkeliggør andre i en slags fornærmet jalousi.Lad os tage kampen op! Danskerne skal stole på deres fornemmelse for kristendom. Fornemmelsen taler sandt. Kristendom handler om kærlighed og ikke om had og afvisning. Kristendom handler ikke primært om Luther og hans 500 år gamle krig med paven. Kristendom handler om noget, der hedder Guds Rige. Det er noget, der vokser inde i mennesker og mellem mennesker, og det kendes på at være ufatteligt smukt. Det er det, der gør, at jeg ikke frygter noget som helst fremmed.

Jeg har selv ofte taget mig til hovedet når Krarups politiske modstandere har brugt næstekærlighedsbuddet som et argument mod ham – alt for ofte har disse modstandere ikke haft den fjerneste forståelse af Krarups teologi og i øvrigt har deres påberåbelse af kristendommen ofte haft en snert af hykleri efter som de ofte selv har været mere eller mindre erklærede ateister.

Men ikke desto mindre er der altså meget som taler for at tidens tidehvervske teologi er en teologisk-politisk deformering af kristendommens centrale budskab – de største bud er altså “Du skal elske Herren din Gud af hele dit hjerte og af hele din sjæl og af hele dit sind” og “Du skal elske din næste som dig selv”, (Matt. 22, 36-38) ikke “Du skal leve og ånde for nationalstaten og hade alt andet” og “Du skal kæmpe imod retfærdighed og lighed”.

Selvom jeg ikke er ubetinget begejstret for Andreas Christensens forsøg på at matche Søren Krarups perfidi (dog har han måske ret i at det er det der skal til) er hans indlæg alt i alt velgørende. Jeg glæder mig til at høre mere fra den kant.