Desværre lader det til at man kun kan finde DVD-udgaver med engelske undertekster – det virker nu mærkeligt al den stund DR så vidt jeg husker har været involveret i produktionen af den fremragende filmserie.

Det er ikke fordi jeg ikke kan leve med det, men det ærgrer mig da at der tilsyneladende ikke er marked for en DVD-udgave med danske tekster.

Rejeost, Ost, Frugt, Brød, Svin, Salat, Peberfrugt, champignon

—

This is not about being right.. We all think we’re right. It doesn’t make you special

Sådan står der på en lap jeg fandt i mine papirdynger. Hvorfra stammer citatet? Formodentlig en film?

Jeg blev selv lidt irriteret da Rama ikke ville ‘anmelde’ Theis.  I Danmark er det altså bare ikke sådan en forbryder kan slippe hvis ofret nægter at ‘press charges’. Det var ellers en stærk scene.

Men sådanne brud med virkelighedens regler kan ikke uden videre afskrives som kunstnerisk frihed når det gælder en realistisk kriminalserie som Forbrydelsen. Noget af det fascinerende ved en serie som Forbrydelsen er jo netop at seriens fiktive København ligner virkelighedens København. Den realistiske kriminalfortælling er i familie med journalistikken.

Forbrydelsen er i øvrigt en glimrende serie, derfor er den slags afvigelselser mellem reglerne i det fiktive og det virkelige København desto mere irriterende.

Måske var det mine uindfriede ambitioner i retning af ironien som fik mig til at drømme følgende morsomme drøm:

Jeg faldt tilfældigvis over et sted hos Kierkegaard, som i den grad passede på Fight Club - men så opdagede jeg til min store ærgrelse at Kierkegaard på dette sted referede direkte til Fight Club, hvad der jo gjorde det til en noget mindre bedrift at sætte stedet i forbindelse med filmen – jeg undrede mig naturligt nok dernæst over hvordan Kierkegaard egentlig kunne referere til Fight Club. Det gik dog hurtigt op for mig at det selvfølgelig måtte være bogen han havde læst, og jeg opnåede stor beroligelse ved den indsigt.

Jeg synes nu ikke opgaven blev helt så dum, men det kan der sikkert være delte meninger om!

Efter at have overværet det i det store og hele rædsomme arrangement med Koffi Annan og Bill Clinton havde jeg ellers nær svoret aldrig at klappe igen.

Den grille var Spot Festivalen en fremragende kur mod. Hvad kan få en til at klappe og huje bedre end en rigtig god rockkoncert!

Måske virkede det næsten lidt for godt – for da jeg for et par dage siden så David Finchers seneste film, Zodiac , var jeg lige ved at klappe da filmen sluttede – samme FIncher som instruerede Fight Club  i øvrigt.

Pudsigt. Da de viste den famøse landskamp på storskærm under Spot funderede jeg lidt på det mærkværdige i at folk klappede og buhede af/til begivenheder som foregik et helt andet sted.

En uges tid efter sidder jeg og er lige ved at klappe af en spillefilm, baseret på hændelser der fandt sted for små 40 år siden.

Blot en lille strøtanke efter opgaveaflering. Flere måske senere.

Men på en anden mere diffus – og måske almen - måde slår modsætningen mellem partyaberne Black Eyed Peas og “den voksne” Alanis Morissette mig som et billede på en splittelse i den moderne (ungdoms)kultur. En festlig og en så at sige efter-festlig tone. I hvert fald minder Alanis Morissettes My Humps mig om følgende digt:

Vi sender Dansemusik
om Natten

Jeg er Cigarettens Glød
og Jazzmusikkens Rytme
hurtig, let, men med en Underklang
af Død.

Jeg er Restauranters Rum
og Dansegulve
- Ekko af den Dans der gaar der,
langsom men med Underklang
af Skabelsernes Rytme,
haard og hed og stum.

Jeg er Ilingen af Ild
i jeres Nerver -
Døgnets golde Mening med den Vej, hvor I
gaar vild.

Jeg er Rytmen i mig selv -
munter – uden Lykke -
haard og hed og stum.

Morten Nielsen (1922-1944)

Ja og så skal I da forresten heller ikke snydes for den originale video med Black Eyed Peas.

Det er ikke noget dårligt popnummer og ved nærmere eftertanke er det måske i virkeligheden snarere de stivnede smil i Black Eyed Peas’ originale version som er “haarde og hede og stumme” – mens Alanis Morissettes enkle afslørende greb i virkeligheden slet ikke er så afslørende som det ser ud.

Den slags bagateller kan det såmænd også være værd at bryde sit lille hoved med. Og så er der pop:

Peck!

Ikiru

Gad i øvrigt vide om der er den lighed mellem japanere og danskere, at vi kun taler med hinanden når vi er fulde?