Twinka Thiebaud, som på billedet her ses bag den aldrende Henry Miller, kan man kigge lidt mere på her.

En passage i Twinka Thiebauds forord morede mig så højlydt at jeg blev afkrævet en forklaring hvad der var så sjovt, og herefter på hvad Henry Miller var for en forfatter.

Forklaringen lød sådan cirka: damehistorier og andre anekdoter, (lomme)filosofi, mystik og østens visdom. Rødvinssnak!

En uhøjtidelig men ikke fuldstændig urimelig karakteristik. Min samtalepartner mente det var typisk mig at holde af den slags litteratur. Til det kunne jeg kun smile.

Jeg holder rigtig meget af Henry Miller og deler hans forkærlighed for det eksessive, men jeg tror nu nok jeg er en lidt mere tør og dogmatisk natur end ham. Noget af det spændende ved at læse Miller er netop dette sammenstød – at ikke forstå og dog fascineres. Som når Miller skriver:

Kyskhed er noget selvpålagt, mens uskyld er en tilstand af væren, – man er født med den. Man kan ikke stræbe efter at blive uskyldig, enten er man det, eller man er det ikke. Kyskhed, renhed er, måske den mest betydningsfulde dyd, fordi den kræver hårdt arbejde, disciplin, stræben.

Jeg har i hele mit liv været en uskyldig person. Jeg føler mig ikke skyldig p.gr.a. noget, jeg har foretaget mig, jeg afviser at føle skyld! Jeg påstår ikke, at det er nogen bedrift eller dyd, sådan er jeg bare.

Jeg forstår tanken men rent personligt har jeg overordentligt svært ved at acceptere at nogen på denne måde skulle kunne være uskyldige fordi jeg selv i den grad opfatter mig som skyldig. For mig findes uskyldigheden højst i glimt. Den slags er værd at overveje.

Ganske karakteristisk for det konfliktfyldte og spændstige – nogen ville måske sige overspændte ved Henry Miller – er overskriften på den næste tekst “Hvad der nager mig”! I denne tekst fortæller Miller om sit problemfyldte forhold til sine børn.

Bordmonologer er en herlig let udgivelse. Perfekt til natbordet. En række korte og pointerede tekster, som udgør en fin smagsprøve på Millers forfatterskab.

Det nationale er blevet gjort til synden over alle synder, er blevet gjort til genstand for hetz og had, selvom det  nationale jo slet og ret er menneskets nødvendighed af at kunne være sig selv, er sjælens afhængighed af sin rod og sit hjem. Derfor er det nationale sjælfuldt, mens det anationale er sjælløst. Derfor er det nationale en eksistens i ånd og hjertelighed, udtryk i modersmålet, mens det anti-nationale er kunstighed og åndløshed, udtrykt i det pseudo-sprog, der tales af europater og ideologer:

Modersmål er vort hjertesprog,
kun løs er al fremmed tale,
det alene i mund og bog
kan vække et folk af dvale.

fra Søren Krarups tale ved Dansk Folkepartis landsmøde, 4. oktober 1997, optrykt i Tidehverv, årg. 1997, nr. 10 under overskriten I undergangens angst.

Man fristes jo til at spørge: har den statsløse, verdensborgeren, den rejsende, flygningen, den som har blandede nationale identiteter overhovedet en sjæl? Er kosmopolitter overhovedet mennesker?

Men til den bog vi har for os her: Status Anxiety - “Statusangst”: 

Alain de Bottons antagelse er at bekymringer vedrørende ens status i samfundet (det nære såvelsom ‘det store’) er den vigtigste årsag til at man bliver ulykkelig. Mennesket er et væsen som er højst afhængig af at føle sig værdsat og elsket. Botton sætter sig for at afdække årsager til og løsninger af statusangst i vores samtid. Han antager at den dominerende markør for social status i den vestlige verden siden det liberale gennembrud som han lader begynder i 1776 – året for den amerikanske uafhængighedserklæring og udgivelsen af Adam Smiths The Wealth of Nations. – har været evnen til at gøre karriere og tjene penge.

Særligt smertefuld er statusangsten i dette liberale paradigme, fordi man i dette, modsat i den tidligere feudale orden, selv er ansvarlig for ens placering i det sociale hierarki. Fødsel eller navn betyder intet – kun ens faktiske bedrifter. Vi er gået fra et aristokrati til et meritokrati. Botton anfægter ikke fordelene ved dette, men peger på at også meritokratiet fører til menneskelig ulykke. Det danner grobund for et særligt ondartet snobberi og en betydelig indsnævring af opfattelsen af det værdifulde ved mennesket.

Alt dette underbygger de Botton med en række velargumenterede og fint, omend ind i mellem let anedoktisk, dokumenterede eksempler og ræsonnementer. På sin hjemmeside omtaler de Botton sine arbejder som “philosophy of everyday life” – det er rammende. Nu skriver jeg anekdotisk – et finere og pænere ord kunne være fænomenologisk.

Alle diskussioner om metoden til side vil selv den mest forhærdede liberale næppe helt kunne afvise Bottons kritik af det meritokratiske kapitalistiske samfund socialpsykologiske funktionsmåde. Han da vil sikkert også blot hævde at der ikke findes noget brugbart alternativ. Men som sagt ønsker Botton også at afdække midlerne til at mindske vores statusangst. Dette er efter min opfattelse det kritiske punkt i bogen.

De fem afsnit hvor de Botton antyder løsninger på statusangsten hedder filosofi, kunst, politik, kristendom og boheme. Det er fem ting der falder i min smag, og de Bottons behandling af disse emner er fortsat fremragende, men det synes mig nu at han visse steder mangler lidt af hvad man kunne kalde kritik af kritikken – vi kunne måske godt tåle at høre lidt mere om begrænsningerne ved disse fem ‘løsninger’ uden at blive kyniske eller resignerede.

I øvrigt fremstår afsnittene om filosofi, kunst og boheme som de mest helstøbte. Det hænger formodentlig sammen med at de Botton primært anskuer problemerne i et personligt,  erkendelsesmæssigt og psykologisk perspektiv. Selvom han er en skarp og dygtig betragter af historien og samfundets tendenser er det som om han mangler sans for at man gennem sociale og praktiske bestræbelser kan påvirke disse tendenser. I de Bottons optik er politik således primært et værktøj til at ændre ens syn på verden; Marx’ 11. Feuerbach-tese rinder en i hu: “Filosofferne har kun fortolket verden forskelligt, men hvad det kommer an på, er at forandre den.”.

Afsnittet om kristendommen rummede da fornuftige dele, men også afsnit som jeg ikke helt forstod, hvor de Botton fremsatte en noget ubestemt og ikke særlig velargumenteret hyldest til en vis – også ret vagt bestemt – form for protestantisme, som skulle skabe en særlig egalitær stemning i samfundet.

Alt i alt har Alain de Botton skrevet et fremragende og velafbalanceret kulturkritisk essay, som kan anbefales til enhver ulykkelig bundskraber eller snobbet bjergbestiger, og da også til alle os andre mellemskravl. Hvornår får vi en dansk oversættelse?

Alain de Botton: Status Anxiety,
Hamish Hamilton, London 2004, 314 sider
 

Alain de Bottons hjemmeside
Se forhandlere og priser på Pensum.dk
Artikel om Alain de Botton på Wikipedia (engelsk)
Udmærket interview med de Botton på Spoiled Ink
En lidt fjollet anmeldelse af bogen fra Kommunikationsforum

Fra mine egne kilder forlyder det at en gruppe af konservative studerende har lavet en eller anden form for modaktion, samt at de på vagt hele dagen i går, fordi de troede besættelsen ville finde sted i forbindelse med 17. majs demonstrationer. Mere herom senere, måske.

For et demokratisk universitet! Det er et godt slogan.  Det var en skam at vi ikke råbte mere op da universiteternes selvstyre blev demonteret – og det er godt at de sociale krav om at bevare velfærden forbindes med krav om udvidet demokrati. Det er vejen frem, venner! Godt arbejde!

Der er mennesker, som lærer os noget, og andre som siger os noget. Det er
især de sidste, vi husker og skilles fra på den måde, Sartre fortæller han
skiltes fra Camus: Samværet hører ikke op, man er blot sammen på en anden
måde.

Hans Jørgen Thomsen, dr. phil. og mangeårig lektor på Institut for
Idéhistorie, døde i januar sidste år. André Danielsen fulgte gennem hele
sin uddannelse Thomsens undervisning tæt og vil i aftenens foredrag
fortælle om både Thomsen som tænker og Thomsen som Thomsen.

Arrangementet afholdes på Aarhus Universitet, Preben Hornung Stuen,
torsdag d. 27/4, kl. 19.30. Arrangementet koster 20 kr. Sædvanen tro vil
der være kaffe og et stykke kage samt mulighed for at købe øl og vand.
Alle er velkomne.

Her kan man fx høre Søren Krarup rose Løgstrup – ret usædvanligt. Det er nu stadig så som så med brugervenligheden, for selvom det flere steder påstås at temahjemmesiden rummer en samlet oversigt over P1’s programmer om Løgstrup (i hvert fald dem fra 100-året), så passer det altså slet ikke. Man skal lige foretage en søgning – så popper der altså en del flere op. Om det er de forskellige redaktioner som ikke kan finde ud af det eller det er en dårlig webredaktør…

Det kan selvfølgelig også være at Danmarks Radio er infiltreret af onde Tidehvervsfolk, der undertrykker eller forbigår andre synspunkter. Puha… man tør næsten ikke skrive den slags – risikerer jo at der er nogen som tror jeg mener det. Der er jo rigelig af den slags lavtflyvende “mediekritik” rundt omkring på nettet.

Fordringen er altid samtidig en fordring om at bruge den udleverethed, som den udspringer af, til at sprænge den andens indespærring og få hans blik til at runde en vid horisont.