Jeg kan godt lide at opleve fremmede steder, men jeg bryder mig meget lidt om rollen som på turist. Den påkalder alt for meget opmærksomhed. I et bylandskab foretrækker jeg klart den stille værdighed der er forbundet med så vidt muligt at glide ind i omgivelserne – i Italien skete det til min fornøjelse et par gange at folk tog mig for at være italiener.

Men selvfølgelig skal man også tillade sig den luksus at standse op og betragte dette elller hint – hvad der automatisk påkalder opmærksomhed. Det er uendelig svært ikke at opføre sig som en turist, når det nu engang er det man er.

På et punkt kan meget dog gøres: påklædningen. Selvom italienerne vist ikke er helt så elegante, som vi gerne vil bilde os ind her oppe nytter det altså ikke noget at iføre sig shorts og bøllehat, hvis ikke man vil tages for en turist. Følgelig gik jeg i Italien konsekvent i skjorte, pæne lange bukser og lædersko.

Der ude på tangen gik det nu lidt for vidt. Det havde nok været en idé om jeg havde taget sko og strømper af i hvert fald til sidst. Da jeg først havde fået pjaskvåde sko og sokker overvejede jeg et øjeblik at fortsætte hele vejen over. Et halsløst projekt, som jeg hurtigt opgav. Det var for glat, og det så også ud som om det var vanskeligt at komme op på den anden anden side af floden. I stedet sjoskede jeg tilbage og fortsatte ned mod Ponte San Niccoló langs med floden. Det er overraskende behageligt at gå i gennemblødte lædersko og sokker i 30 graders varme.

Ved Ponte San Niccoló faldt jeg over et afrikansk marked, hvor jeg købte et festligt bælte, der i øvrigt viste sig at være lidt for lille. I Firenze er læder det helt store. Jeg må få lavet et ekstra hul i det ved lejlighed, bæltet, for det er virkelig festligt. Det er en skam jeg aldrig går med skjorten ned i bukserne, hverken her eller i Italien.

Det siger en del om vilkårene ved det her blogvæsen. Man – jeg – skriver lidt tilfældigt om dit og dat, og opsøges lejlighedsvist af et lige så tilfældigt publikum.

Nu er det så sæson igen og folk søger efter oplysninger om monster truck shows på google. Nogen af dem ender på Onkel Henning læser avis.

Man kunne givetvis få flere besøgende ved at blive lidt mere fokuseret i sit emnevalg og ved at skrive flere indlæg. Men det bliver der nu næppe noget af.

Sporarbejderne har såmænd sine fordele, udover den gratis kaffe og den almindelige lektion i langsomhed, venten, tålmodighed og andre af tiden forsømte dyder.

For mit vedkommende går en stor del af tiden nu med et ganske umådeholdent småsoven. Så jeg får faktisk ikke set så grufuldt meget på de steder som toget normalt bare suser forbi, så man dårligt oplever at der overhovedet er et stop: Viby J., Hørning og så videre. Søvntågerne lokker mere.

Men 2. pinsedag noterede jeg mig dog undervejs ind på Århus Hovedbanegård et ganske morsomt gavlmaleri på en bygning på venstre side af baneterrænet. Det forestillede en morsom elefant og var forsynet med en sammenkastet tekst: “Århus er en træt gammel elefant”.

Jeg var svært begejstret, men undrede mig også over at jeg ikke havde bemærket det før. Det er måske ikke så underligt endda, for maleriet er forholdsvis nyt. På Grandts.dk kan man læse

“Århus er en træt gammel elefant”. Sådan lyder proklamationen på dette herlige maleri udført i 2007 af Kristian Nordentoft og Magnus Damgaard fra kunsterkollektivet Perspektivbanden. Det findes på den sidste gavl i Valdemarsgade.

Bachs Goldbergvariationer er et muligt valg.. Beroligende, men dog opbyggende – protestantisk etik?

Pink Floyd eller Marillion kan måske også gøre det.. Her er det mere den udtalte tristesse, som tælller.

— 

Det er gerne et dårligt tegn – på manglende fokus og uopfyldte og adspredte ambitioner – når jeg begynder at få brug for en hel hyldemeter til biblioteksbøger.

—

Det er ikke altid man skal ordinere den medicin til sig selv, som samtiden burde tage.

Det bliver rigtig sjovt at komme op og se dyr. Men man skal jo også ha’ lidt af den lokale mad. Gad vide om der kan findes nogen gode beskedne spisesteder i Aalborg.

Det kan virkelig ikke blive ved med at gå at jeg skal have sandwich fra Nadia’s Sandwich og Muffins på Boulevarden hver evig eneste gang jeg er i Aalborg.

Det kan godt være det er rigtigt at de, som påstået er byens bedste. Men så gode er de altså heller ikke. Fyldet er rigtig godt, men brødet er lige gummiagtigt nok for min smag.

Apropos så tror jeg Sandies Sandwich lidt til venstre for banegården i Kolding byder på de bedste sandwich jeg har fået uden for Århus. Sandies er en sandwichbar hvor valget af brød er et pirrende element.

På banegårdspladsen i Kolding finder man også Pub Bertram. Engang må jeg ind der i en ventetid, spise et solæg med snaps og meditere over hvorfor man ikke bør grine af Kolding Internationale Frisør Akademi.

Honni soit qui mal y pense!

Desværre lader det til at man kun kan finde DVD-udgaver med engelske undertekster – det virker nu mærkeligt al den stund DR så vidt jeg husker har været involveret i produktionen af den fremragende filmserie.

Det er ikke fordi jeg ikke kan leve med det, men det ærgrer mig da at der tilsyneladende ikke er marked for en DVD-udgave med danske tekster.

Jeg kan ikke have været den eneste.

Twinka Thiebaud, som på billedet her ses bag den aldrende Henry Miller, kan man kigge lidt mere på her.

En passage i Twinka Thiebauds forord morede mig så højlydt at jeg blev afkrævet en forklaring hvad der var så sjovt, og herefter på hvad Henry Miller var for en forfatter.

Forklaringen lød sådan cirka: damehistorier og andre anekdoter, (lomme)filosofi, mystik og østens visdom. Rødvinssnak!

En uhøjtidelig men ikke fuldstændig urimelig karakteristik. Min samtalepartner mente det var typisk mig at holde af den slags litteratur. Til det kunne jeg kun smile.

Jeg holder rigtig meget af Henry Miller og deler hans forkærlighed for det eksessive, men jeg tror nu nok jeg er en lidt mere tør og dogmatisk natur end ham. Noget af det spændende ved at læse Miller er netop dette sammenstød – at ikke forstå og dog fascineres. Som når Miller skriver:

Kyskhed er noget selvpålagt, mens uskyld er en tilstand af væren, – man er født med den. Man kan ikke stræbe efter at blive uskyldig, enten er man det, eller man er det ikke. Kyskhed, renhed er, måske den mest betydningsfulde dyd, fordi den kræver hårdt arbejde, disciplin, stræben.

Jeg har i hele mit liv været en uskyldig person. Jeg føler mig ikke skyldig p.gr.a. noget, jeg har foretaget mig, jeg afviser at føle skyld! Jeg påstår ikke, at det er nogen bedrift eller dyd, sådan er jeg bare.

Jeg forstår tanken men rent personligt har jeg overordentligt svært ved at acceptere at nogen på denne måde skulle kunne være uskyldige fordi jeg selv i den grad opfatter mig som skyldig. For mig findes uskyldigheden højst i glimt. Den slags er værd at overveje.

Ganske karakteristisk for det konfliktfyldte og spændstige – nogen ville måske sige overspændte ved Henry Miller – er overskriften på den næste tekst “Hvad der nager mig”! I denne tekst fortæller Miller om sit problemfyldte forhold til sine børn.

Bordmonologer er en herlig let udgivelse. Perfekt til natbordet. En række korte og pointerede tekster, som udgør en fin smagsprøve på Millers forfatterskab.

Rejeost, Ost, Frugt, Brød, Svin, Salat, Peberfrugt, champignon

—

This is not about being right.. We all think we’re right. It doesn’t make you special

Sådan står der på en lap jeg fandt i mine papirdynger. Hvorfra stammer citatet? Formodentlig en film?