Terrorismen er en intolerant reaktion på vort samfunds hypertolerance, ligesom voldtægten kan være en intolerance over for vores grænseløse seksuelle tolerance (dens styrke stiger med den seksuelle frigørelses styrke, hvad der er paradoksalt). Det er 2. generations volden – en reaktion på fraværet af vold. Det samme gælder 2. generations sygdommene (cancer): de er en reaktion på kroppens hyperbeskyttelse.

Cool Memories, s. 91

Sådan et citat falder man helt tilfældigt på netop som man arbejder på en opgave om filmen Fight Club, som i høj grad kredser om lignende temaer. Pudsigt.

Jeg har forresten omtalt Cool Memories - godt nok temmelig uvenskabeligt – i forbindelse med reolgennemgangen. Der sker forhåbentlig mere på reolgennemgangsfronten efter eksamen.

Men som en deltager på redaktionsmødet påpegede, så har selvgodheden over den danske tradition for ytringsfrihed det med at overskygge, at det kun er et fåtal danskere som reelt har ytringsfrihed – med mindre de er villige til at betale store personlige omkostninger for at bruge den.

Politikere, journalister og en mindre gruppe intellektuelle kan – og det gør de – ytre sig næsten grænseløst om hvadsomhelst, mens det store flertal af både offentligt og privatansatte sætter deres job på spil, hvis de ytrer sig kritisk om, hvad der foregår på deres arbejdsplads – uanset om de forhold, de ytrer sig om, har offentlighedens interesse. Det er en længere sang værd.

Set på Informations redaktionsmøde-blog. Hvis man vil se offensivt på ytringsfriheden, så gælder det jo ikke bare om at forsvare ‘de intellektuelles’ ytringsfrihed, men om at udvide andre borgeres!

Diskussionen om den individuelle frihed til at kritisere ctr. diverse organisationers krav om ’sammenhængskraft’ minder mig forresten om filosoffen Øjvind Larsens bog Den samfundsetiske udfordring, som man burde kigge lidt i ved lejlighed.