Twinka Thiebaud, som på billedet her ses bag den aldrende Henry Miller, kan man kigge lidt mere på her.

En passage i Twinka Thiebauds forord morede mig så højlydt at jeg blev afkrævet en forklaring hvad der var så sjovt, og herefter på hvad Henry Miller var for en forfatter.

Forklaringen lød sådan cirka: damehistorier og andre anekdoter, (lomme)filosofi, mystik og østens visdom. Rødvinssnak!

En uhøjtidelig men ikke fuldstændig urimelig karakteristik. Min samtalepartner mente det var typisk mig at holde af den slags litteratur. Til det kunne jeg kun smile.

Jeg holder rigtig meget af Henry Miller og deler hans forkærlighed for det eksessive, men jeg tror nu nok jeg er en lidt mere tør og dogmatisk natur end ham. Noget af det spændende ved at læse Miller er netop dette sammenstød – at ikke forstå og dog fascineres. Som når Miller skriver:

Kyskhed er noget selvpålagt, mens uskyld er en tilstand af væren, – man er født med den. Man kan ikke stræbe efter at blive uskyldig, enten er man det, eller man er det ikke. Kyskhed, renhed er, måske den mest betydningsfulde dyd, fordi den kræver hårdt arbejde, disciplin, stræben.

Jeg har i hele mit liv været en uskyldig person. Jeg føler mig ikke skyldig p.gr.a. noget, jeg har foretaget mig, jeg afviser at føle skyld! Jeg påstår ikke, at det er nogen bedrift eller dyd, sådan er jeg bare.

Jeg forstår tanken men rent personligt har jeg overordentligt svært ved at acceptere at nogen på denne måde skulle kunne være uskyldige fordi jeg selv i den grad opfatter mig som skyldig. For mig findes uskyldigheden højst i glimt. Den slags er værd at overveje.

Ganske karakteristisk for det konfliktfyldte og spændstige – nogen ville måske sige overspændte ved Henry Miller – er overskriften på den næste tekst “Hvad der nager mig”! I denne tekst fortæller Miller om sit problemfyldte forhold til sine børn.

Bordmonologer er en herlig let udgivelse. Perfekt til natbordet. En række korte og pointerede tekster, som udgør en fin smagsprøve på Millers forfatterskab.

I øvrigt kan man med en vis ret sige at Information med sin serie om Blekingegadebanden og venstrefløjen ikke just kan siges at tage med fløjshåndsker hverken på venstrefløjen eller sig selv for den sags skyld. I en række stort opsatte interviews offentliggjort i avisen her i den sidste uges tid såvel venstrefløjen som Information nu blevet grillet for sin fortidige holdning til politisk vold i almindelighed og den danske terrorcelle i særdeleshed.

Vist står Information i en eller anden forstand i en meget bredt defineret dansk venstreoffentlighed. Men at beskylde avisen for at være ukritisk overfor venstrefløjen er noget værre sludder – i hvert fald i dag!

Det forekommer mig at der på en eller anden måde er noget af det samme på spil når Jørgen Leth kommer en tur gennem maskinen fordi han dyrker meget unge sorte piger og når Asmaa skal onduleres fordi hun går med tørklæde og ikke vil gi’ hånd.

I begge tilfælde synes det mig at normalitetens dyrkere farer frem blændet af forargelse og med alle mulige midler søger at ensrette den formastelige afviger. De glemmer det gamle mundheld: alt med måde – selv mådehold.

Ikke fordi sædelighed er et område jeg ikke mener man bør kunne diskutere – også på politisk niveau. Nogen forhold som dybest set har med vores helt private/personlige kropslige, seksuelle eller sociale udfoldelser at gøre bør med rette reguleres af fællesskabet.

Men der skal fanme da være plads til den personlige udfoldelse. Sædeligheden – normerne – skal ikke blive for snærende. Hverken snerper eller liderkarle skal tvinges unødigt – i særdeleshed ikke hvis deres personlige præferencer i virkeligheden ikke skader andet end andres selvgode snæversyn.

I det mindste skal sædelighedskæmperne slås med åben pande og gøre det klart for sig selv og hinanden at det er sædeligheden – den offentlige moral – de søger at fastlægge grænserne for, i stedet for at opfinde alle mulige mere eller mindre løjerlige påskud. Så godt det end er at være liberal i disse spørgsmål er det et dårligt liberalt selvbedrag at tro at sædeligheden ikke kan eller bør diskuteres.

Det giver imidlertid ikke meget mening at læse Suzanne Brøggers essays – her samlingen Sejd med et snævert vidensperspektiv for øje. Vistnok kan man blive klogere på mange ting ved at læse Brøggers meget personlige, men også alment orienterede overvejelser over kønslivet, samfundet og moralens veje og vildveje, men her drejer det sig altså i høj grad om at skærpe sanserne. Ind i mellem bliver Brøggers overvejelser mig en smule for kategoriske – som når hun i essayet “En køn historie – et kvart århundrede efter” med henvisning til en eller anden historiker (Gordon Rattray Taylor) påstår at vores samfunds overordnede kønslige tanke- og funktionsmåde er skiftet fra at være patristisk – ikke nødvendigvis mandsdomineretet, men styret af mandlige værdier – til at være matristisk: styret – eller rettere ikke styret – i overensstemmelse med kvindelige værdier.

Jeg er på forhånd dybt skeptisk indstillet overfor den slags uforbeholdne enten-eller diagnoser – nøjagtig som jeg er overfor de fleste konspirationsteorier og forfaldshistorier. Hvorfor er det så til at holde ud at læse alligevel? Jo – for det første er det helt tydeligt at Brøgger ikke er ude efter den store forkromede analyse, men den løbende overvejelse, forsøget på at forstå tiden i flugten, for det andet anvender Brøgger ikke sine forudantagelser, fordomme og begrebsapparater uden en vis nænsomhed. Her er plads til detaljerne, den lille forskel og den slags: det skærper sanserne.

I “Kritik der Giraffe” fortæller Brøgger morsomt om da giraffen kom til Europa:

Tout Paris slog sig løs i eufori over giraffens ankomst. Man inviterede til giraf-baller – bals de girafe – høj og lav var med på den sidste girafmode. Der blev lavet giraf-revyer og bagt giraf-kager. I Wien dansede man giraf-valse og spiste giraf-tærter. Og i England drak man te med girafsmag.

Hun fører også en del samtaler blandt andet med selveste Dronning Magrethe og med den palæstinensiske aktivist Liana Badr, som i 1998 siger følgende om Netanyahus aggressive politik:

[D]et er en meget farlig politik for israelerne. For selvom det på kort sigt vil blokere muligheden for en palæstinensisk stat, så skaber det på længere sigt den demokratiske, ikke religiøse bi-nationale stat, som vi oprindelig kæmpede for under revolutionen. Et Palæstina for to folk!

- Historiens blodige ironi. For selvom de helst ikke vil se os i øjeblikket, ligesom de hvide ikke ville se de sorte under apartheid-styret i Sydafrika, så ender det med, at de bliver tvunget til at se os. [..] Der vil blive mere lidelse de næste ti år, men en dag får vi vores uafhængighed, uanset rammerne – inden for den israelske stat.

Liana Badr sammenligner også Israel/Palæstinas historie med den bibelske historie om kong Salomon om de to kvinder, der ikke kan blive enige om hvem af de to der er moder til et nyfødt barn – Suleiman hedder han på arabisk. Det er en tankevækkende, men måske også lidt forvirrende sammenligning.

Teksten “Røvhullets evangelium” fra 1988 er et opgør med forbrugerismen. Igen er det noget udistinkt, men ganske slagfærdigt:

Hver dag bliver man kaldt “forbruger”. Offentligt. Som om det var en neutral identitet. Men jeg synes, den er skammelig. Injurierende. jeg ville hellere tiltales som forbryder. For kan man overhovedet leve uden at komme til at forbryde sig? Men man må da kunne leve uden at for-bruge. Ligesom det må være muligt at spise, uden at kaste op.

Ikke desto mindre er hele markedet tilrettelagt med at henblik på at få os til både at købe og at have bræk i munden, med et tandpastasmil på.

Suzanne Brøgger er slet ikke dårligt selskab. Vi vender sikkert tilbage til hende.

Teils-teils

In meinem Elternhaus hingen keine Gainsboroughs
wurde auch kein Chopin gespielt
ganz amusisches Gedankenleben
mein Vater war einmal im Theater gewesen
Anfang des Jahrhunderts
Wildenbruchs »Haubenlerche«
davon zehrten wir
das war alles.

Nun längst zu Ende
graue Herzen, graue Haare
der Garten in polnischem Besitz
die Gräber teils-teils
aber alle slawisch,
Oder-Neiße-Linie
für Sarginhalte ohne Belang
die Kinder denken an sie
die Gatten auch noch eine Weile
teils-teils
bis sie weitermüssen
Sela, Psalmenende.

Heute noch in einer Großstadtnacht
Caféterasse
Sommersterne,
vom Nebentisch
Hotelqualitäten in Frankfurt
Vergleiche,
die Damen unbefriedigt
wenn ihre Sehnsucht Gewicht hätte
wöge jede drei Zentner.

Aber ein Fluidum! Heiße Nacht
à la Reiseprospekt und
die Ladies treten aus ihren Bildern:
unwahrscheinliche Beauties
langbeinig, hoher Wasserfall
über ihre Hingabe kann man sich gar nicht
erlauben
nachzudenken.

Ehepaare fallen demgegenüber ab,
kommen nicht an, Bälle gehn ins Netz,
er raucht, sie dreht ihre Ringe,
überhaupt nachdenkenswert
Verhältnis von Ehe und Mannesschaffen
Lähmung oder Hochtrieb.

Fragen, Fragen! Erinnerungen in einer
Sommernacht
hingeblinzelt, hingestrichen,
in meinem Elternhaus hingen keine
Gainsboroughs
nun alles abgesunken
teils-teils das Ganze
Sela, Psalmenende.

fra deutschedichter.de

Digtet findes i dansk oversættelse ved Peter Poulsen i Gottfried Benn: Skygger. Sene digte, Brøndum 1992.

I dag vil jeg gerne afslutte Erik Bjeragers Gud bevare Danmark som er sjov at læse i forbindelse med Kepel – Bjerager lyder i lange stræk som en af Kepels katolske genrejsningsmænd. Kepel nævner blandt andet kardinal Ratzinger, nu pave Benedict 16. Bjerager og paven deler fx. tanken om at den moderne verden bliver totalitær hvis den vil være gudløs. Sovjetkommunismen er kerneeksemplet.

Bjeragers bog er nu – indtil videre – bedre end jeg havde regnet med ud fra diverse anmeldelser, selvom jeg især godt kan følge Tudvads indvendinger mod Bjerager. For selvom jeg er uenig med Bjerager om mange konkrete ting og  mener han skyder langt over målet når sekularismen mere eller mindre som sådan gøres totalitær, så er det dog rigtigt at der for tiden huserer udgaver af sekularismen, som er villig til at ofre portioner af åndsfriheden for at blive fri for religionen. Jeg har tidligere omtalt den slags som hysterisk sekularisme.

Og så til Wittgenstein. Jeg er ikke den rette til at skrive nogen introduktion til denne fremtrædende østrigske filosof. Jeg kender Heidegger bedre. De er begge født i 1889 – samme år som Hitler – og begge kandidater til titlen som det 20. århundredes vigtigste filosof.

Men som sagt, jeg er ikke den rette til at skrive nogen Wittgenstein-introduktion, jeg kender ham simpelthen alt for dårligt. Desværre. Så i stedet for må det blive ved et par løsrevne citater, passende nok, da Kultur og værdi. Spredte bemærkninger består af mere eller mindre løsrevne tekststykker fra Wittgensteins efterladte papirer.

Tradition er ikke noget, man kan lære. Den er ikke en tråd, man kan tage op efter forgodtbefindende; lige så lidt som det er muligt selv at udvælge sine aner.

Den, der ikke har nogen tradition og gerne vil have en, han er som en ulykkelig forelsket.

(1948)

For filosoffen vokser der bestandigt mere græs i dumhedens dale end på klogskabens nøgne tinder.

(1949)

Dette sted minder mig forresten om noget jeg læste på en blog ved navn Lossepladsen 

Hvordan Gud dømmer mennesket, kan man slet ikke forestille sig. Hvis han virkelig tager fristelsens styrke og naturens svaghed med i betragtningen, hvem kan han da fordømme? Men er det ikke tilfældet, så vil resultanten af disse to kræfter netop være det mål, mennesket var prædestineret til. Mennesket blev altså skabt for enten at sejre ved hjælp af kræfternes sammenspil, eller for at gå under. Og det er overhovedet ikke nogen religiøs tanke, men derimod snarere end videnskabelig hypotese.

Hvis du altså vil forblive i det religøse, så skal du kæmpe.

(1950)

Wittgenstein er bestemt værd at læse, der er meget som er svært at forstå, men alene for den melankolske fornemhed er det det hele værd. Vi vender tilbage til ham senere.

For mig, som for mange andre var Broby-Johansen først og fremmest kunstpædagog. En tid lang havde jeg intet mindre end tre udgaver af hans meget populære Verdenskunst-Hverdagskunst som kort og smukt formidler kunst- og i særdeleshed stilhistorien i meget brede linier fra hulemalerierne til det 20. århundrede. 

I Imprimatur har Broby selv udvalgt diverse skrifter om kunst, kultur, politik m.m. fra alle årene, og forsynet dem med små tilbageskuende kommentarer. Skrifterne er opstillet kronologisk, så man får et indtryk af Brobys udvikling gennem årene. Min udgave er fra 2000 og forsynet med et efterskrift af Morten Thing, som er kilden til mine oplysninger om Brobys liv.

Næstefter Verdenskunst-Hverdagskunst og sit kunstpædagogiske virke er Broby måske mest kendt for den famøse ekspressionistiske digtsamling BLOD, som blev beslaglagt som utugtig – BLOD er også optryk i Imprimatur*.

Brobys historie som politisk menneske er mildest talt broget. Medlem af DKP 1921, smidt ud af partiet pga. uoverstemmelser om linien i det kommunistiske studenterarbejde – partiet havde et tvetydigt forhold til de intellektuelle og krævede i hvert fald at de underordnede sig partiets linie. Efter bruddet dannede Broby sit ‘eget’ parti - Kommunistisk Arbejder- og Husmands-bevægelse, som hurtigt døde ud.

Han deltog i det anti-fascistiske og tværsocialistiske arbejde i Clarté og Monde-gruppen sammen med blandt andre Hartvig Frisch. Dette projekt brød efter en tid sammen på grund af modsætninger mellem kommunister og ikke-kommunister; herefter blev Broby en hadefigur for DKP, bl.a. lader Hans Kirk ham omtræde i nøgleromanen Mørke magter som den groteske figur Jensens-Skævs. Mørke magter skal være en meget ondskabsfuld propagandistisk roman.

En tid flirtede han med Maos Kina og hyldede kulturrevolutionen, men i 1984 – af alle tidspunkter – vendte han tilbage til DKP. Broby var en oprørsk enspænder, men også en værre stalinist. I en kommentar fra 1978 kan man fx. læse om hvordan Moskvaprocessernes grusomheder blev overdrevet af den borgerlige presse og i øvrigt blandt andet var baseret på falske oplysninger fra det amerikanske udenrigsministerium, som Stalin skulle have betvivlet!

I en kommentar til den seneste reolgennemgangspostering om de to samlinger af Brandes-tekster nævnte jeg at de kulturradikale, hvortil Broby med rimelighed kan regnes, modsat Brandes ikke hyldede geniet som kulturens kilde**. Vi ser et eksempel her i en tekst fra 1935 om “Filmens forbandelse og opstandelse”

Men den adskiller sig fra de gamle kunster i det, at den ifølge selve sit væsen er kollektiv. Én mand skriver bogen, én mand maler maleriet. Filmen er et resultat af mange menneskers komplicerede samarbejde. Hvor meget man end propaganderer personligheden, hvor meget man end reklamerer for stjernerne og søger at indbilde publikum, at det er dem det drejer sig om. Det er ikke desmindre åbenbart soleklart, at ingen film er et enkelt genis værk, men en helhed af manges skabende samarbejde.

[..]

Den gamle illusion om den enkeltes overragende betydning, som er en af det bestående systems hovedstøtter, smuldrer for denne sammenhængende afsløring af, at den er et falsum. Og hvis menneskehedens masser opdager at hver enkelt af dem også er et menneske med menneskelige rettigheder, er kapitalismen dømt.

*Bare rolig – jeg vil vende tilbage til BLOD ved en senere lejlighed. Pornografisk lyrik, det er noget for alle kunstbøsser!

**Et af Brandes essays hedder såmænd ”Det store Menneske, Kulturens kilde”: intet mindre.

Dersom vi nu med Ligegyldighed saa paa Slesvigs Fortyskelse, saa vilde i Fremtiden Alt, hvad fremragende Landet frembringer, gaa til det tyske Rige – og vi lide et uoverskueligt Tab. Desuden kan vel intet tænkende Menneske nære saa barnagtig en Tro som den, at Kongeaaen vilde afgive et Skel, der bød Fortyskningen Holdt. Nej Tysken vilde som med tusind Tunger slikke sig op nordpaa, og dansk Sprog snart være et Væsen, hvori der var gaaet galopperende Svindsot.

Jeg forstaar det Standpunkt, hvorfra der siges: Det er allerbedst for saadan en lille gammel ting som Danmark, at det tilintetgøres og gaar op i Tyskland. Hvad gør det, om Kongen hedder Christian eller Wilhelm! Synderlig Fordel har jo dog de Færreste af at være Danske. – Dette er et naturstridigt Standpunkt; men det er Nyttesstandpunktet.

Jeg forstaar derimod ikke, at man opgiver Interessen for Sønderjylland uden samtidigt at opgive Interessen for danmark – og det gør Ungdommen i vore Dage hyppigt.

Hvad her røres ved, er end ikke Spørgsmålet om vor Bestaaen som Stat, men blot som Aandsvæsen. Vi er altfor faa; vi kan ikke slippe et Element, der har tilført os saa meget af vore allerbedste Kultur.

Selvom vi var erobrerede, vilde Spørgsmålet endnu foreligge.

Det vil måske overraske nogen men ordene er Georg Brandes’. Den store radikaler og europæer var tydeligvis ikke blottet for nationalt sindelag. Hans Hauge kalder ham et sted nationalliberal – det er nu nok så meget sagt. I den almindelige historieskrivning refererer betegnelsen nationalliberal til en ret specifik gruppe af borgerlige akademikere som kombinerede økonomisk og politisk liberalisme med nationalisme – i Danmark er de især blevet forbundet med den fejlslagne politik i forhold til Slesvig-Holsten.

Som de nationalliberale har Brandes åndshistorisk sine rødder i det 19. århundrede. Men jeg tror nu det er uretfærdigt at putte ham i den kasse. Nøjagtig ligesom man ikke uden videre kan slå ham i hartkorn ham med de senere kulturradikale.

Jeg har egentlig aldrig interesseret mig synderligt for manden, men har alligevel et par bøger af ham. Citatet ovenfor stammer fra en uglebogsudgave fra 1963 af hans Essays.

Desuden finder vi på dette sted i reolen et tekstudvalg redigeret af Peter Thielst Georg Brandes 1870-1890 – et udvalg. Her kan man bl.a. læse tekster fra den store nordiske sædelighedsfejde, en debat som udspillede sig i 1880′erne om seksualmoral. Givetvis ganske interessant, men det fangede nu ikke min interesse.

Det gjorde til gengæld essayet “Om læsning” hvor Brandes blandt andet skriver følgende:

Der gives i vore Dage en Overtro paa saakaldt almindelig Dannelse – et Ord, jeg er lidt bange for. Man læser for at opnaa almindelig Dannelse. Den bliver let saa almindelig, at der slet ingen Dannelse bliver bliver af. Man læser snart om Hvaler, snart om Kongostaten, snart om Skuespilkunst, snart om Tænder, snart om Socialismen i Baiern, snart om Folkeviserne i Serbien, snart om Revolutionen i 1830 – mellem hverandre for at dannes almindeligt.

Men alle mennesker, der kan Noget, kan noget Særligt. Fra det Særlige aabner sig Vinduer ud mod det Almene. Men der fører langt færre Veje fra det rent Almindelige til Særkundskaben.

[...]

Altsaa: Saasnart en Person eller en Sag interesserer min Læser, saa er Raadet det: Bid dig fast i den fordyb dig i den! Du lærer tusinde Gange mere derved end ved at fordybe dig i tusinde Sager og Personer. Genstanden udvider sig for dit Blik og omspænder efterhaanden en hel Horisont. Men begynd aldrig med Horisonten, det er at stirre ud i det Blaa.

Det kan man så tænke over, apropos mine overvejelser om denne blogs noget blandede indhold. I øvrigt kunne noget nok tyde på at Brandes næppe ville bryde sig meget om det orgie i sporadisk læsning, som reolgennemgangen er. Jeg er i hvert fald ikke sikker på om det er sundt for mig med al den adspredelse. Jeg har svært nok ved at koncentrere mig om ting i forvejen.

Kabbanis brev til kristendommen – som strengt taget burde hedde ”Et brev til kristenheden” – kristenheden – som pudsigt nok på engelsk hedder christendom – betegner den kristne verden, de kristne – eller måske rettere de som kalder sig kristne, hvorimod kristendommen jo er den kristne lære – som i øvrigt er bla. er en evig dom over de såkaldte kristne.

Det er ofte ganske væsentligt at kunne skelne – også i forhold til islam. I den islamofobiske propaganda arbejder man ofte helt ureflekteret efter det princip at alt dårligt som foregår i den muslimske verden skyldes islam – kvindelig omskæring er et udmærket eksempel. Det er jo en almindelig kendt sag at kvindelig omskæring kun forekommer blandt afrikanske folk og at det er en før-islamisk skik, som fordømmes af de fleste muslimske lærde. At påstå at det er islam som har indført denne skik er absurd. Imidlertid findes der jo alligevel muslismske præster som giver skikken en religiøs begrundelse – og den opfattes som en art religiøs pligt blandt brede lag i befolkningen i dele af Afrika.

Man skal altså skelne – mellem kultur, religion, sociale forhold etc. – men også gøre sig klart at der kan skelnes på forskellige måder, og at tingene altid er filtrede sammen i virkeligheden, også fordi disse forhold er dybt personlige.

Kabbanis anliggende kan løseligt deles i to: en art kort selvbiografi, som dels skal tjene som en apologi for den muslimske, mellemøstlige kultur hun stammer fra, dels skal beskrive de problemer man møder som muslimsk indvandrer i en vestlig verden, som er meget skeptisk, nogen gange direkte fjendtligt indstillet over for denne kultur. Så vidt det mest personlige. Derudover er bogen et indlæg i debatten om Salman Rushdies De sataniske vers og den iranske dødsdom over Rushdie – Kabbani afviser selvfølgelig dødsdommen, og hylder i øvrigt Rushdies tidligere forfatterskab, men er alligevel vred over Rushdies bog – så vred at hun har svært ved at opfatte den som en roman!

I hele bogen kæmper det anekdotiske med det principielle. Kabbanis ambition om at finde en måde at leve i Vesten på, som ikke indebærer et totalt farvel til sin muslimske tro og kultur er sympatisk, men det er som om problematikken blot antydes – måske også fordi bogen er så kort.

Det mest skuffende for mig, var nok at man ikke fik mere af vide om de mere grundlæggende elementer i islam eller mellemøstlig kultur. Der er noget med de nære familierelationer – her forekommer det mig for øvrigt at Kabbani lystigt blander tingene – denne nærhed behøver jo netop ikke være noget særligt muslimsk, men kan være alment træk ved traditionelle samfund.

Men nogle af Kabbanis mange anekdoter har alligevel noget at sige. Fx morede jeg mig over hendes væmmelse ved at smide mad ud, som jeg kender fra mig selv. Kabbani beskriver det som et særligt muslimsk træk, men måske har vi her igen med et alment forekommende moralsk standpunkt at gøre.

Selvom jeg altså savnede en mere principiel fremstilling af nogle af bogens emner, har Kabbanis mere personlige måde at behandle sagerne på også sin berettigelse.

Rana Kabbani: Et brev til kristendommen fra en muslimsk kvinde, Tiderne Skifter, Viborg 1990
105 sider. Oversat fra engelsk af Pia Juul. Udsolgt fra forlaget.

Rana Kabbani har også skrevet Imperial Fictions: Europe’s Myths of Orient – et værk som udbygger tankerne i Edward Saids klassiske Orientalism.

I gymnasiet, allerede i 1. g. tror jeg, blev vi indforskrevet til at læse denne på daværende tidspunkt for mig helt ukendte norske forfatters roman om besættelsestiden Mødet ved milepælen. En fremragende roman som ikke bare behandlede nazismen på en interessant måde, men også var en fin historie om en mands ungdom og tidlige voksenår.

Sigurd Hoel nævnes som en af ophavsmændene til begrebet kulturradikalisme og hans indsats såvel i litteraturen som i den kulturpolitiske debat indgår klart i den kulturradikale strømning. Hoel var særligt optaget af Freud og lærte af denne om det irrationelles og følelseslivets betydning for mennesket. Han var derfor opmærksom på farerne ved kun at regne med rationaliteten.

Jeg plukker fra hele to af bogens essay, det første er skrevet i forbindelse med Hamsuns død i 1952. Diskussionen om Hamsuns værkers litterære værdi set i lyset af dennes tyskvenlighed virker muligvis lidt altmodisch, men dengang var den jo stærkt aktuel, og Hoels nuancerede behandling af emnet er eksemplarisk.

Hva så med Hamsuns diktning?

Noen – særlig folk utenfor Norge – vil si: Mannen for seg, diktningen for seg.

Det er bare en flukt fra problemet.

[...]

Andre vil kanskje si: Det er urett å gi en gammel manns handlinger tilbakevisende kraft. Det er sant – og samtidig kan også det bli en flukt fra problemet. Det er og blir et faktum at en manns handlinger i nutiden kan kaste nytt lys over hans virke i fortiden. Det er blant annet det som er skjedd i tilfellet Hamsun.

Skal vi altså blande politikk inn i vurderingen av en stor diktning?

Det er vi pent nødt til å gjøre, hvis vi ikke vil lage kunstige båser og avlukker i vår egen hjerne.

Ut fra dette helhetssynet (som de kaller det) tar i dag mange nordmenn avstand fra hele Knut Hamsuns diktning. De fordømmer den moralsk, om man vil – også de bøkene Hamsun skrev 30-40 år før han hadde hørt Hitlers navn. De sier om bøkene hans, at de var nazisme i dikterisk form.

Men hva da med disse damer og herrer selv? Mange av dem var i tidligere år henførte leser av Hamsun.

Heldigvis, også for dem selv, gjør de seg skyldige i en utilbørlig forenkling.

Det som redder en stor del av Hamsuns diktning, det er at nazismen tross alt bare var en stripe i mannen. Han diktet på helt andre kilder i seg – på følelse og medfølelse, ikke på hårdhed, hovmod og hjerteløshet.

Det er blitt sagt at Hamsun var kunstner i hver fiber. Det er ikke sant. I flere av de romenene som er nevnt ovenfor kan vi se hvordan dikterens politiske meninger og hans agitasjon for disse meningene ligger i bøkene som fremmedlegemer, som stein i åkeren.

Men i en lang rekke av hans bøker finnes det ingen agitasjon overhodet i dette ords grove betydning. De er rett og slett kunstverker, skapt av en langt rikere personlighedt enn den som kom til orde i hans politiske uttalelser de siste årene.

At Hamsun også i disse bøkene ofte gjør seg til talsmann for verdier som ikke var eller er i kurs, er en annen sak. Derav følger ikke at alle disse verdiene er å forakte.

Vi skal vel ikke ha ensrettet litteratur heller.

Det andet essay jeg vil citere fra stammer fra 1952 og hedder “Vår liberale arv”. Det er meget passende at jeg sprang Orwell over tidligere, for han ville formodentlig være enig med mange af Hoels tanker i dette skrift.

Som man vil kunne læse det beskrevet i Morten Things fremragende bog om DKP og de intellektuelle Kommunismens kultur indtog de danske ledende kulturradikalere meget forskellige holdninger til DKP og Sovjetunionen. Nogen, PH fx. bevarede deres uafhængige position, mens andre, som fx. Hans Kirk, blev lydige partisoldater.

For Hoel var det en selvstændig ambition som fri intellektuel at være uafhængig af de politiske partier, men trods essayets skarpe kritik af det norske socialdemokratiske Arbeiderpartiet, fornemmer man nok at Hoels sympati trods alt ligger der. Sovjetunionen har han ikke noget til overs for. Essayet handler om farerne ved den tiltagende statslige kontrol og centralisering. Hoel indrømmer at det naturligvis er langt værre i Sovjet, men afslutter med følgende betragtninger:

Ingen regjering ønsker på forhånd en slik terrorsituation som – blant meget annet – skaper og må skape angst hos alle; angst hos det flertall som blir undertrykt, angst hos det mindretall som undertrykker.

[..]

Enhver regjering ønsker mest av alt å bli elsket. Men kan den ikke bli elsket, så ønsker den undertiden det nest beste – å bli fryktet.

Vi skal frykte og elske Gud, står det i Luthers katekismus.

Selvsagt har Stalin ønsket å bli elsket. Han klarte ikke det. Så har han sørget for å bli fryktet. Og for øvrig er han en fange i sitt eget system.

Er våre regjeringer fullstendig frie i forhold til sine systemer?

Da Koestler for en tid siden kom til Amerika, ble han intervjuet av en gruppe amerikanske journalister. Da brukte han det uttrykket at valget i dag, det står ikke mellom svart og hvitt – de vestlige demokratene bør ikke et øyeblikk innbille seg at de er hvite. Valget står mellom svart og grått.

Vår oppgave i denne tiden må bli, så godt vi kan, å sørge for at valget kommer til å stå mellom svart og lysegrått. Vår plik er å stritte imot når hjulet ruller, eller sleden glir henimot det mørkegrå.

Vi må bevare vår liberale arv. Vi må redde det som reddes kan av den, før den blir totalt beslaglagt ved arveavgift til staten.

Situationen er naturligvis ganske anderledes i dag, men visse grundlæggende indsigter bliver dog stående: at man aldrig skal tro sit eget samfunds sti helt ren og at man altid skal vogte sig over magtens indbyggede faremomenter, uanset magthavernes gode intentioner.