Gad vide hvor mange døde links og lignende skidt og møg der efterhånden har hobet sig op her på bloggen?

Læs om de fabelagtige Monster Trucks her.

Men man anede jo nok at det ville blive mindre uskyldigt, for i baggrunden kunne man høre skrig og skrål og stønnen. Lydene stammede fra installationen Carribean Pirates som var ganske morsom, men også noget foruroligende – festlige tegneserieagtige pirater skejer ud på det groveste med blod, knep og afskårne lemmer.

Den pudsige juleudstilling The Garden hvor to mænd ret bogstaveligt knepper naturen, den ene jorden, den anden et træ, var noget af det jeg havde set frem til.

Desværre brugte jeg for lidt tid på videoinstallationen Bossy Bo, hvor en figur som mindede mig om den svenske kok fra Muppet Show går amok med diverse madvarer, møbler etc. Videoen blev afspillet i den oprindelige scenografi, som man ikke måtte gå ind i. I det hele taget måtte man ingenting. Man måtte ikke røre ved den søde gris eller noget som helst andet og man måtte ikke filme. En pudsig kontrast – der befandt man sig midt i de ryggesløse og yderst løsslupne piraters verden under skarp overvågning af emsige museumsinspektører som ikke tålte det mindste brud på museets lov. Men jeg rørte nu ved grisen alligevel. Ha!

I en række tilstødende mindre rum som ikke var udstyret med festlige kulisser kunne man se et par andre videoværker. Blandt andet den intet mindre end afskyelige Sailor’s Meat / Sailor’s Delight fra 1975. En slags pornografiparodi som uden tvivl er noget af det mest depraverede, ulækre, rystende og tankevækkende kunst jeg nogen sinde har set.

Nu er jeg ikke sådan særlig sart, men kunstnerens besynderlige udskejelser med masser af mayonaise, chokoladesovs og ubestemmeligt snask samt en pølse og en mærkelig hotdog-agtig dildo fyldte mig med en kombination af væmmelse og fascination som var ganske mærkbar også rent fysisk med trækninger i både ansigtet og maven.

Man skulle nok have set på de i øvrigt fine skulpturer og fotografier på den øvre etage først, for oven på denne rystende oplevelse var jeg simpelthen en anelse fartblind. Alle de øvrige gustne mærkværdigheder virkede næsten uskadelige og i hvert fald lidt blege.

Jeg husker ikke nogen kunstudstilling som har gjort et tilsvarende uudsletteligt indtryk på mig. En fremragende udstilling, som det desværre er for sent at anbefale, da vi besøgte den på den sidste dag, søndag den 6. maj.

Læs mere om Paul McCarthy på KunstOnline. Se eksempler på Paul McCarthys videokunst på UBUWEB.