Twinka Thiebaud, som på billedet her ses bag den aldrende Henry Miller, kan man kigge lidt mere på her.

En passage i Twinka Thiebauds forord morede mig så højlydt at jeg blev afkrævet en forklaring hvad der var så sjovt, og herefter på hvad Henry Miller var for en forfatter.

Forklaringen lød sådan cirka: damehistorier og andre anekdoter, (lomme)filosofi, mystik og østens visdom. Rødvinssnak!

En uhøjtidelig men ikke fuldstændig urimelig karakteristik. Min samtalepartner mente det var typisk mig at holde af den slags litteratur. Til det kunne jeg kun smile.

Jeg holder rigtig meget af Henry Miller og deler hans forkærlighed for det eksessive, men jeg tror nu nok jeg er en lidt mere tør og dogmatisk natur end ham. Noget af det spændende ved at læse Miller er netop dette sammenstød – at ikke forstå og dog fascineres. Som når Miller skriver:

Kyskhed er noget selvpålagt, mens uskyld er en tilstand af væren, – man er født med den. Man kan ikke stræbe efter at blive uskyldig, enten er man det, eller man er det ikke. Kyskhed, renhed er, måske den mest betydningsfulde dyd, fordi den kræver hårdt arbejde, disciplin, stræben.

Jeg har i hele mit liv været en uskyldig person. Jeg føler mig ikke skyldig p.gr.a. noget, jeg har foretaget mig, jeg afviser at føle skyld! Jeg påstår ikke, at det er nogen bedrift eller dyd, sådan er jeg bare.

Jeg forstår tanken men rent personligt har jeg overordentligt svært ved at acceptere at nogen på denne måde skulle kunne være uskyldige fordi jeg selv i den grad opfatter mig som skyldig. For mig findes uskyldigheden højst i glimt. Den slags er værd at overveje.

Ganske karakteristisk for det konfliktfyldte og spændstige – nogen ville måske sige overspændte ved Henry Miller – er overskriften på den næste tekst “Hvad der nager mig”! I denne tekst fortæller Miller om sit problemfyldte forhold til sine børn.

Bordmonologer er en herlig let udgivelse. Perfekt til natbordet. En række korte og pointerede tekster, som udgør en fin smagsprøve på Millers forfatterskab.

Den 14. maj 1998 havde Internationalt Hus i Odense hyret mavedanserinden Louise Frevert fra København til at komme og optræde. Huset var fyldt til bristepunktet af samtlige mavedanserinder på Fyn, som forventede en kæmpe oplevelse.

Det fik de. Og det gjorde arrangørerne også, blot ikke som planlagt. Lousie Frevert var nemlig blevet forhindret af et møde i København og sendte i stedet en dygtig stand-in. Det er selvfølgelig hvad der kan ske – og ville sikkert også være blevet accepteret i dette tilfælde, hvis ikke den fremmødte stand-in simpelthen stædigt udgav sig for at være Louise Frevert. Erstatnigen for Louise Frevert påstod hårdnakket over for arrangørerne, at hun var den rigtige “Louise”.

Et telefonopkald hjem til Louise Frevert afslørede, at årsagen til at hun i stedet for selv at møde op havde sendt en stand-in var, at hun var indkaldt til et møde. Louise Frevert sad dengang i Københavns Borgerrepræsentationen for de Konservative. Konfronteret med denne oplysning svarede den falske Louise Frevert, at det var rigtigt nok, at hun skulle til møde, men at hun var gået før tiden, hoppet ind i bilen og havde skyndt sig til Odense.

Det er jo skørt nok i sig selv. Men det bliver endnu værre. Læs resten af historien hos verdensmusikmagasinet Djembe Online.

Spørgsmålet er så bare hvem der er inden i Ben Haddou?

Muldvarpen var hovedpersonen i en serie af små tegnefilm for børn der blev sendt i fjernsynet da onkel Henning var dreng. Han kom fra Tjekkoslovakiet og det viser sig at han hed Krtek på tjekkisk. Gad vide hvordan det skal udtales. 

Filmene blev produceret i halvtredserne, tredserne og halvfjerdserne og var vist ret populære flere steder i Europa. Det var som sagt ganske korte og så vidt jeg husker var stemningen – for der var mere stemning end handling – på en gang lidt bittersød og tuttenuttet. Her er et lille referat af en typisk historie med Muldvarpen, som jeg har fundet på filmport.dk:

Muldvarpen og telefonen: Muldvarpen finder en ringende telefon. Der er en masse lyde i røret, til sidst en grædende baby. Muldvarpen trøster telefonrøret.

Den er måske ikke så smart den lille Krtek, men den er mægtig rar. Jeg vil tro man kan låne VHS-bånd med Muldvarpen på folkebibliotekerne.

Læs mere om Krtek (the Mole) på Wikipedia (engelsk)
Se flere flotte billeder fra tegnefilm med Krtek her. 

Så gik den mest langstrakte larm af udrykningskøretøjer jeg længe har hørt i gang. Vi bor ikke så langt fra brandstationen på Ny Munkegade, så man hører den slags ind i mellem, men sjældent så længe. Af en eller anden grund optog det mig et øjeblik tilstrækkeligt til at jeg gerne ville vide hvor det brændte, eller hvad der nu ellers var sket. Var der nogen som havde sat ild til Jyllands-Posten? Eller Arlas hovedkontor?

Der var intet på tekst-tv, så helt så gal var det måske alligevel ikke. Heller ikke den regionale radiostations hjemmeside kunne belyse sagen, men til gengæld faldt jeg her over det sjove program Spørg Århus. Her kan man finde svar på en række morsomme spørgsmål, såsom

“Hvad er Kronjylland?”, 

“Hvem kan indstille folk til Nobelpriser?”,

“Hvornår og hvorfor blev den zoologiske have i Århus lukket?”,

“Hvor gamle er evangelierne?” eller

“Hvad var det lige med de der modeller af krigsskibe, som Ebbe Talleruphuus skulle bygge for statens regning?”.

Det virker som et meget fint program. Måske skulle jeg sende dem en mail og spørge om hvor det brænder?

________

Billederne stammer fra www.112-aarhus.dk og forestiller angiveligt de brandbiler som kører med på første udrykning fra Århus Hovedbrandstation i Ny Munkegade.

Derefter gik et hold af mesterlige stuntmænd i gang med at lave sjove løjer med en gruppe mere eller mindre trashede bmw’er. Blandt højdepunkterne var dette pyrotekniske nummer samt da de tog damer fra publikum med på en tur på to hjul. Sprechtallmeisteren var også en oplevelse. Ganske vist kunne man ikke høre meget af hvad han sagde, men ind i mellem var hans kommentarer ret morsomme, lidt á la Kurt Thyboe.

Efter pausen kørte de så et par skrotbiler i stykker og sluttede af med at mose dem helt flade med de store monster trucks. Lidt af et anti-klimaks, men de der monster trucks kan jo ikke rigtig noget ud over at være store og sære.

Hele herligheden kostede 130 kr. (150 kr. hvis man ville sidde på en våd træbænk uden læ, “tribunepladser” kaldte de det), man kunne købe dåseøl og sodavand til 20 kr, hotdogs til 30.

Alt i alt et ret sjovt arrangement, som jeg bestemt vil anbefale. Billederne her stammer fra truppens hjemmeside www.bigmonstertrucks.de.

Jeg har modtaget denne fine fotomanipulation, som man vil forstå  er det Onkel Henning som læser avis: Nu foretrækker jeg ganske vist Information men ellers er det da vist ikke helt skævt, for da jeg som en del andre tog den lidt fjollede test “What famous leader are you?” fra Similarminds.com lød diagnosen bl.a. “detached intellectuel”.

What Famous Leader Are You?
personality tests by similarminds.com

Det er jeg såmænd slet ikke så ked af. Det er ikke nødvendigvis nogen skam at være en detached intellectual. Selvom akademisk lige så vel som højborgerligt snobberi er noget lort, og jeg elsker megen folkelig kultur, er anti-intellektualismen en pest i tiden – så jeg er såmænd bare stolt over at være en detached intellectual. Følgende forsvar for verdensfjernheden af den romerske filosof Seneca hænger i øvrigt på døren til mit kollegieværelse:

“Hvis man anvender den tid på filosofiske studier, som man unddrager det offentlige, er det hverken faneflugt eller pligtforsømmelse: stridsmand er ikke kun den, der står i frontlinjen og forsvarer venstre og højre fløj, men også den, der bevogter portene og står på en mindre udsat, men ikke mindre nyttig post, som nattevagt eller forvalter af våbenarsenalet; disse gerninger hører jo, selv om de ikke kræver blod, også til tjenestepligterne.”

Om søndagen tog vi så en tur i Zoologisk Have i København. Det er altid skønt at være i hovedstaden – jeg ville gerne have været forbi Marmorkirken, men det blev altså kun til Zoo. Det er også altid skønt at kigge på dyr.

Karakalen fx., som er et pudsigt kattedyr som kan hoppe flere meter op i luften efter de fugle den spiser. Man må ubetinget set den blive fodret en gang – dyrepasserne hænger dens mad op i snore. Men også tapiren gjorde lykke. Den ene af havens tapirer havde en fascinerende erektion. Både længden og formen – nærmest som en meget slank lur – var både imponerende og pudsig. Som om det ikke var nok at tapirens næse altid har mindet mig lidt om et - ganske vist uerigeret – mandslem.

Bagefter spiste vi på det udmærkede spisested Venus Pizzeria – noget så besynderligt som et indisk pizzeria. Vi spiste der også sidste gang vi var i Zoo. Denne gang valgte vi så at prøve en af disse her indisk-inspirerede pizzaer, med koriander og stærk chili. Udmærket, bestemt en oplevelse. Men den mere konventionelle indiske ret med ris vi fik sidst var nu bedre. Den var faktisk rigtig god. Stærk og kraftig men samtidig med et lækkert friskt strejf – jeg tror det var af mynte.

De skulle åbne en afdeling her i Århus.

For noget tid siden stødte jeg på denne morsomme gamle historie, som viser at det ikke er første gang Frevert skubber sine ‘venner’ foran sig…

Tag et kig. Det er virkelig hylende grinagtigt. Historien stammer fra magasinet Djembe.

Dette billede er sjovt! 

Der er noget med Jyllands-Posten og humoren for tiden. Man har gennem et stykke tid kunnet undre sig over rubrikken “Hjørnesparket” på bagsiden som givetvis skulle være en slags satirisk spalte; den mindede nu mest om avisens læserbreve – de er jo også sjove, men lissom på et andet plan, ikke? Det var sådan noget med at de radikale går i burkaer og den slags. “Hjørnesparket” findes nu ikke længere.Så var der de der tegninger af Muhammed. Det var vist ikke sådan ideen at de skulle være sjove. Men man inviterede dog kendte spasmagere til at tegne med.

Dette billede er ikke sjovt!

Byrådsvalget i Århus er i hvert fald en alvorlig sag, læs bare:

Det er ikke morsomt. Demokrati egner sig ikke til at spøge med, og i en verden befolket med vanvittige diktatorer og umenneskelige bykonger er det ingen selvfølge, at der hersker demokrati i dette land. Vi er heldigvis i stand til at vælge eller forkaste politikere med faste mellemrum. Der er man ikke mange andre steder med de ulykker, det i øvrigt fører med sig for de pågældende samfund.

Der skal dagligt kæmpes for demokratiet. Det skal vedligeholdes, udfordres og plejes – også i perioder uden valgkamp. Men man bidrager ikke til den demokratiske proces ved i kådhed at opstille tåbelige lister.

Selvfølgelig kan vælgerne blot overse disse lister, men for nogle mennesker forekommer valget uoverskueligt, når stemmesedlen bliver flere meter lang. Der er også partier, der har valgt at føre sig frem under nogle af alfabetets sidste bogstaver, og nogle opgiver måske at nå helt derned. Det rammer blandt andre kandidater fra Enhedslisten og fra Venstre.

Jyllands-Posten synes bestemt ikke Liste P.I.K, Kærlighedspartiet og de andre smålister til kommunalvalget er sjove. Sådan nogen fjollede spasmagere og anarkister bør sandelig ikke træde ind i demokratiets hellige haller.

Jojo… de har humor ude i Viby.. humor under ansvar?