Mette Bocks ideer om et åbent, netværkende politisk parti kom rigtignok til udfoldelse, men forhåbentlig ikke som hun havde forestillet sig, så kynisk er hun sig næppe bevidst at være.

Nu er det jo altid nemt at være bagklog, men da jeg i sin tid hørte udsendelsen tænkte jeg: det kan måske være godt nok det der netværkeri, men det kan nemt blive en retorik, der kommer til at dække over skamløst karriererytteri og despekt for vælgere og andre bonderøve.

Vi lever i en verdensorden karakteriseret ved fortsat stor ulighed mellem verdens forskellige regioner og internt i de enkelte regioner og lande, store enklaver af fattigdom, nød og elendighed i en sameksistens med et umådeholdent forbrug i andre dele af verden, stadigt opblussende sociale, etniske, religiøse og nationale konflikter, en altgennemtrængende kommercialisering af hele det samfundsmæssige liv og hele vores tilværelse, en verden gennemsyret af holdninger og værdier som selvfremføring, egoisme, grådighed, forbrugerisme og alles kamp mod alle, og et demokrati, der er blevet inddæmmet og skævvredet af økonomisk magt, mediemagt og politikkens professionalisering samt en stadig mere og mere kommercialiseret og ensrettet nyhedsformidling. Såvel de klassiske dominerende ideologier som enhver partiel pragmatisme kommer til kort konfronteret med den bestående sociale ordens brutale realiteter og den dominerende ideologis massive kraft.

Men der er også andre elementer og tendenser i verden, elementer og tendenser, som kan udvikles til et modstående samlet alternativ til hele neoliberalismens dominerende verdensorden, og som netop derved også er aktuelt: et samfund, hvor elementære livsfornødenheder er sikret for alle, et samfund uden voldsom ulighed, fattigdom og social elendighed, et samfund befriet for kommercialiseringens svøbe, et samfund med en fri og genuin demokratisk politik og debat, et samfund, hvor demokratiet ikke systematisk skævvrides til fordel for de rige og ressourcestærke, et samfund præget af egalitære og solidariske værdier, et samfund med individernes alsidige udfoldelse i et socialt fællesskab, altså et samfund hvor, med Marx’ udtryk, “enhvers frie udvikling er betingelsen for alles frie udvikling”. Men dette er netop socialisme.

To ting gør en ny stærk bevægelse fra venstre uomgængelig: for det første er den nuværende økonomisk-sociale orden ikke alene ekstremt uretfærdig set under en global synsvinkel – overforbrug og overudnyttelse af jordens resurser udgør en meget stor trussel mod hele menneskeheden.

For det andet er det fortsat nødvendigt ikke alene at sikre, men også at udbygge demokratiske samfund overalt i verden, også i de vestlige lande, hvor demokratiets udvikling er stagneret og endog i visse tilfælde rulles tilbage.

Det er korrekt, at ‘liberalisme’ i dag er kommet til at stå for den vilde kapitalismes uhæmmede amokløb. At denne kapitalisme må bekæmpes eller beherskes, er jeg helt enig i. Men ved ‘liberalisme’ forstås også liberale værdier, altså frihedens værdier, og det er nødvendigt at pointere, at liberalismens filosofiske indhold på ingen måde forudsætter eller nødvendiggør kapitalismens værdier. Den franske revolutionen i 1789 var en liberal revolution, og de to revolutioner forud for den – den amerikanske og den britiske – var liberale revolutioner. Liberalisme er for mig en hædersbetegnelse, og historisk set burde vor tids socialisme være liberalismens arvtager i stedet for at ville begrave den. Den demokratiske socialisme burde i højere grad betone nødvendigheden af at koble socialismens lighedsværdier på liberalismens frihedsværdier. Hvis vi som demokratiske socialister – til venstre for det socialdemokrati, som efterhånden har udspillet sin historiske rolle, fordi det har givet afkald på at være socialistisk – stadig vil påberåbe os socialisme i dag, må det være fordi, vi mener, at større lighed ikke per automatik medfører indskrænkning af frihed. Vi må afvise at se frihed som anti-tese til lighed. Venstrefløjens vigtigste budskab i dag burde være, at frihed og lighed er forenelige og lige ønskelige.

[..]

Ja, i USA, i hele det republikanske parti – ikke kun blandt de neo-konservative, men også blandt evangelisterne, andre højrekristne grupperinger og i Det Hvide Hus – er ‘liberalisme’ en stærkt nedsættende term. Hvis man i USA som politiker vover at sige, at man føler skam over, at 50-60 millioner amerikanere ikke har nogen sygesikring, at snesevis af millioner af dem kun har en meget begrænset socialsikring, og at man burde ændre alt dette i den menneskelige værdigheds navn for at tilføre samfundet bare en minimalt større grad af lighed, er man straks en farlig revolutionær på vej ud af samme spor som Stalin, Mao og Pol Pot.

Når det er holdningen, forstår man bedre, at et så kolossalt rigt samfund som det amerikanske kan affinde sig med sociale forhold, der er som taget ud af 1800-tallet. Amerikanske neo-konservative vover nu at sige, at Roosevelts sociale New-Deal-programmer trak Amerika ned i et socialistisk regimes hængedynd. Det er ubegribeligt så idiotisk en demagogi, der florerer i amerikansk debat.

Denne pervertering af begreberne beror på det store spørgsmål, Oplysningstiden stillede, og som i dag har bevaret sin fulde aktualitet og relevans: Kan vi forandre verden? Er det naturligt for mennesker at stræbe efter en bedre verden? Eller risikerer enhver utopi at udmunde i autoritære regimer, Gulag og Auschwitz?

Der er ingen tvingende grunde til at tro antage, at vi er ankommet til det, som det konservative højre i 1990′erne i USA kaldte ‘historiens afslutning’. Det var Francis Fukuyamas forestilling, at vi er ved vejs ende. Og er det umuligt at skabe et bedre samfund, bliver der bare tilbage at bevare det, som det er. Det liberale demokrati, som det eksisterer i USA, er det optimalt opnåelige og den endegyldige sejr over fascisme og kommunisme. Kapitalismen er det virkeliggjorte ideal. At forsøge at overskride den, vil ende i utopi og totalitarisme osv. Derfor vil de neokonservative i dag bevare den bestående orden.

De neokonservatives bedrift er, at de har formået at overbevise amerikanerne om, at de vigtigste problemer i menneskers liv ikke er økonomiske problemer, ikke er deres sociale situation, men kulturelle værdi-spørgsmål. Bush vandt kun valget i 2000, fordi man i sorte, kristne menigheder i Florida kaldte til respekt for religionen, familien og de moralske værdier. Og i Ohio, som tabte 300.000 arbejdspladser i Bushs første embedsperiode, stemte man alligevel på ham, fordi han appellerede til samme moralske og patriotiske værdier. Samtidig er de neo-konservative begyndt at ødelægge alle de progressive love fra 60′ernes og 70′ernes liberale Amerika – retten til abort, retten til socialhjælp osv.

[..]

Antioplysningstænkningen siger, at individet ikke er genstand eller mål for al politisk og social handling. Det er den organiske opfattelse af samfundet, som har formået at holde stand siden 1700-tallet: Individet er blot et blad på et træ, hvis stamme er nationen. Den anti-individualistiske tradition stiller historien over for fornuften og fortiden over for nutiden. Sandt er det, at historien uddifferentierer menenskeheden, hviket oplysningstænkningen da heller ikke bestrider – mennesker kan være sorte, hvide, gule og have alle mulige forskellige slags skikke og vaner, men disse forskelle er sekundære i forhold til menneskets egenskab af at være menneske, med iboende fornuft og evnen til at frigøre sig selv fra historiens bånd. Mennesket er ikke slave af sin fortid.

Jeg har lyst til at tilføje at en fortsættelse af oplysningsprojektet, hvor individet er i centrum naturligvis ikke behøver at indebære en skånselsløs nedbrydning af alle menneskelige fællesskaber, så som nationen, familien etc. Tværtimod bør disse fællesskaber i mange tilfælde være et naturligt udgangspunkt for en demokratisk og socialistisk politik. Fælles demokratisk handling er i mange tilfælde den bedste, den eneste måde at sikre den mest udstrækte frihed og trivsel for individet. Men vi bør arbejde på at nedbryde fællesskabers tilbøjelighed til at være ekskluderende.

Både visse yderligtgående liberalister og nationalkonservative insisterer stærkt på at det nationale fælleskab, ja, ethvert fællesskab defineres ved grænsen, ved det at der er nogen som skal holdes ude, ekskluderes. Men også nationale fælllesskaber er bevægelige størrelser og grænser kan flyttes og opblødes.