Den 6. juni bragte Information under overskriften “Gerne bæredygtighed, bare ikke her” en historie af Martin Gøttske om et af resultaterne af McDonoughs samarbejde med de kinesiske myndigheder.

Ikke en ubetinget succes. Projektet lider under en lang række klassiske byplanlæggerfejl, og selvom den slags fejl også kan opstå i et demokrati er det kinesiske system endnu dårligere gearet til at tage hensyn til lokalbefolkningens ønsker:

Landsbyen Huangbaiyu skal blive et mønstereksempel på en bæredygtig landsby i Kina. Indbyggerne er bare ikke med på ideen [..]

Med de gule bygninger skal levestandarden for de cirka 1.400 indbyggere hæves, kulafbrænding skal reduceres, og bønderne, der hidtil har levet spredt rundt om i dalen, skal samles i midten, så mere jord kan frigives til landbrug. [..]

Huangbaiyu, ‘den gule cypres-dal’, og dens 400 familier blev valgt af China-U.S. Center for Sustainable Development og den amerikanske arkitekt William McDonough, der står for designet, til at vise verden, hvordan Kinas videre udvikling kan være mere bæredygtig.

Solpaneler på hustagene vil generere elektricitet og sørge for varmt vand. Et biomasseanlæg vil tilvejebringe gas og opvarmning af husene. Og også for opvarmningen af de rør, der løber under kang’en, en traditionel kinesisk seng, der er hård, men dejlig varm i Nordkinas bidende vinter.

For at spare energi og holde omkostningerne nede bruges lokal arbejdskraft og lokale materialer, som enten kan nedbrydes eller fuldstændig genbruges. Husenes vægge er lavet af pressede jordblokke for at undgå forurening i forbindelse med fremstilling af mursten. [..]

Men hvor det lokale styre i Benxi var ivrig efter, at landsbyen skulle udvælges og status eleveres til ‘prototype’, lader landsbyboerne til at vende projektet ryggen.

Indbyggerne viser sig overhovedet ikke at være interesserede i at udskifte deres gamle huse med de nye McDonough-designede.

“De er da flotte. De har gode faciliteter, som for eksempel køkkenet og toilettet, men jeg er ikke interesseret,” siger Ma Xiushui, da hun trækker sin cykel på vej til den lokale skole. [..]

I Huangbaiyu supplerer de fleste af bønderne deres livsgrundlag fra salg af majs med små flokke af får eller grise, og de har små haver til grøntsager. Og det er netop det, som sætter en kæp i hjulet for det ellers storstilede projekt.

“Det vil vi ikke have plads til i de nye hjem,” siger Ma om hushaven og dyrene.

Den indkomst, bønderne står til at tabe ved pludselig at bo kun få meter fra hinanden, med mindre plads til supplerende afgrøder, lod ikke til at indgå i planlæggernes udregninger. [..] 

Mens regeringen i Beijing kæmper med stadig større forurening og dens effekt på miljøet, økonomien og samfundet, ser landsbyboerne i Huangbaiyu ikke de nye miljøvenlige boliger som en løsning på deres problemer. De har brug for økonomisk udvikling, for penge, der kan betale for alt det, der tidligere var gratis, men nu underminerer deres indkomster: undervisningsgebyrer og sundhedspleje hovedsageligt. [..]

Shannon May (amerikansk forsker, som følger projektet, O.H.) peger på de to største problemer ved projektet: Der blev ikke foretaget nok research om de nye huse overhovedet passer sammen med landsbyboernes levevis, eller hvordan de kan øge deres indkomst. Og problem nummer to er, at lokalregeringen bagatelliserede problem nummer et i sin iver efter at opnå projektet. [..]

Prisen for at flytte kan også vise sig en blokering for landsbyboerne, der i gennemsnit har en indkomst på 8.000 yuan (5.800 kr.) om året per husholdning.  [..] deres indkomst taget i betragtning vil prisen sandsynligvis alligevel være uden for bøndernes rækkevidde.[..]

“Det er mange penge,” siger bonden Chen [.. ] Mange af landsbyboerne har bygget nye huse inden for de sidste 5-10 år. Chen er godt tilfreds med det hus, han selv byggede i 1988. Det trænger til nogle reparationer, indrømmer han. Til madlavning bruger familien åben ild med brænde fra de nærliggende bakker. Præcis en af de ting designerne af øko-landsbyen ikke ville have. Men hvad kan de gøre, hvis Chen ikke vil have dem og deres projekt?

Spørgsmålet er nu, hvordan interessekonflikterne vil påvirke landsbyboernes liv – og Huangbaiyus status som demonstrationsmodel for bæredygtig udvikling i Kinas landområder.

“Det er en god ide,” mener Chen.

“Bare ikke her.”

“økokemikeren Michael Braungart og arkitekten William McDonough, har sammen skrevet bogen ‘Cradle to Cradle’ (Vugge til vugge/North Point Press, 2002), hvor de viser, at menneskelig industri og levevis ikke behøver at være skadelig for omgivelserne. Bæredygtig udvikling handler ikke længere om at minimere forureningen gennem mindre forbrug og mere genbrug. Det hører til den gamle tankegang, hvor vi tager udgangspunkt i, at vores affald har skadelig indvirkning på omverdenen, og at vi derfor bliver nødt til at minimere vores produktion og forbrug. En sådan forståelse er i sidste ende med til at fastholde den ensporede vugge til grav-produktionsmodel, som opstod med den industrielle revolution, og som i dag skaber så gigantiske mængder af affald og forurening.

I stedet peger de på en fascinerende ny tankegang, hvor naturens processer bruges som model for vores produktion, og hvor menneskelig industri rent faktisk får positiv indvirkning på verden. Et træ producerer tusindvis af blomster for at skabe et andet træ. Alligevel betragter vi ikke træets overflod som spild af ressourcer, men som noget smukt, ufarligt og yderst effektivt.

Michael Braungarts banebrydende vugge til vugge-produktionsmodel viser, hvordan menneskelige produkter ligeledes fra starten af kan designes på en sådan måde, at de ved slutningen af deres levetid skaber næring for noget nyt. Enten i form af ‘biologiske næringsstoffer’, der let går tilbage til vandet eller jorden uden at afgive syntetiske materialer eller giftstoffer, eller som ‘tekniske næringsstoffer’, der kontinuerligt vil cirkulere som rene og værdifulde materialer inden for lukkede industrielle kredsløb, snarere end at blive ‘genbrugt’ – i virkeligheden ofte ‘nedadbrugt’ – til dårligere materialer og formål. Ud fra sin erfaring med at (om)designe alt fra tæpper til industriområder argumenterer Braungart på spændende og troværdig vis for at praktisere dette vugge til vugge-princip og viser, hvordan enhver, der har med fremstilling at gøre, kan begynde at gøre det samme.

Han giver et simpelt eksempel med et ispapir, han har været med til at opfinde. Normalt forurener ispapir, når det smides i naturen, men dette ispapir opløses til væske, et par timer efter at det er taget ud af fryseren og er således fuldt bæredygtigt. Og det er det minimale, man kan forvente af vugge til vugge- produktionsformen. Ydermere indeholder dette ispapir også frø fra sjældne planter, så når du smider det fra dig, er du med til at øge biodiversiteten. Det er altså designet til at blive til gavn for omgivelserne.

Og Braungart påpeger, at vi i dag har den nødvendige forståelse, viden og teknologi til at producere langt størstedelen af vores forbrugsgoder efter samme principper. Ifølge denne tankegang handler det altså ikke om at producere mindre, men om at producere anderledes!

For Michael Braungartog William McDonough er dette meget mere end en teori. De er dybt involveret i de praktiske implikationer og arbejder sammen med en lang række virksomheder, byer og regeringer om at implementere vugge til vugge-princippet – deriblandt Ford, Nike og den kinesiske regering.” 

Ford, Nike og den kinesiske regering! Sikket hold. Jeg har vist før læst noget om at de kinesiske ledere faktisk skulle gå ret meget op i at sikre bæredygtig udvikling, men man er jo lidt skeptisk overfor d’herrer. Forresten kan de jo også sagtens spekulere i at optimere folkets sundhed uden at det pludselig gør dem til menneskerettighedsforkæmpere endsige demokrater. Men lidt har jo også ret, som man siger.

Hvad angår Nike var jeg ret begejstret for Naomi Kleins bog No logo, hvor de virkelig får på puklen. Nu er jeg i almindelighed ikke meget for at udnævne private virksomheder til hverken skurke eller helte, men lidt hænger den slags jo alligevel ved – og Nikes generalieblad på spørgsmålet om arbejdstagerrettigheder var i Kleins aftapning ikke særlig nobelt. Nu udelukker “craddle to craddle” vel ikke sweatshops, men måske skulle man alligevel revidere sit synspunkt på Nike.

“Darcy Winslow, der er direktør for Nikes kvindebeklædning og primus motor bag indførelsen af vugge til vugge-produktionsformen i Nike, forklarer, at når det går så langsomt, skyldes det hovedsagelig to faktorer. »Den ene er regeringerne: Der er ingen egentlig lovgivning, der giver incitament til at gøre ting radikalt anderledes i fremtiden. Den anden faktor er Wall Street og den måde, aktiemarkedet fungerer på. Når alt kommer til alt, er det aktionærerne og Wall Street, der får virksomhederne til at bevæge sig i den retning, de bevæger sig«. Og deres fokus på kvartalsafkast og aktiekurser blokerer for langsigtede investeringer og nytænkning.

Så der skal storeforandringer til, før vugge til vugge-produktionsformen kan blive en realitet. I første omgang er der brug for en nation, der vil og tør gå forrest og lave de nødvendige lovgivninger og tiltag. Og selv om dele af Kina så småt er ved at gå i gang med at praktisere vugge til vugge-principperne, så sætter de fleste deres lid til, at det bliver de højtudviklede skandinaviske lande, der for alvor begynder at vise vejen fremad.

Vi har allerede nogle af verdens skrappeste miljøregler, og vi er på mange områder længst fremme med hensyn til at skabe bæredygtig udvikling, om end den kun sjældent er baseret på vugge til vugge-principperne. Men det giver os trods alt et godt udgangspunkt, og sammen med vores stærke og stabile økonomi, høje uddannelsesniveau, teknologiske knowhow og udstrakte grad af frihed til at eksperimentere med udviklingen af nye produktionsformer og samfundsstrukturer har vi optimale betingelser for at være blandt pionererne inden for dette felt.”

Darcy Winslow er selvfølgelig inde på noget afgørende. Private virksomheder går ikke uden videre i gang med noget med mindre det kan betale sig (for aktionærerne) – det er i øvrigt også derfor jeg nødigt udnævner dem til hverken helte eller skurke. Derfor behøver denne her omstilling selvfølgelig et demokratisk rygstød gennem fornuftig lovgivning etc. I øvrigt er det mig fortsat en gåde at de meget dygtige og kompetente medarbejdere i virksomheder som Nike finder sig i at blive styret af folk udefra, som alene har et profitmotiv og ikke er direkte interesserede i at skabe en god virksomhed.

Endvidere er det nok også lidt forhastet helt at afskrive perspektivet om at “minimere forureningen gennem mindre forbrug og mere genbrug”, det vil jo stadig have sin relevans i forhold til den “gammeldags” produktion, og som ved tidligere omstillinger af den menneskelige produktionsproces vil det jo formodentlig være sådan at vi lang tid efter at nye metoder indføres vil blive ved med at bruge de gamle.

Det er da heller ikke fordi disse spørgsmål er irrelevante, men de apokalyptiske højder diskusionen ind i mellem svinger sig op til er da rent ud sagt til at tude over. Når Morten Messerschmidt på tv kan sige: “Danmark har ikke et indvandrerproblem, vi har et muslimproblem” så tager man sig til hovedet.

Den seneste sag om Martin Henriksens retoriske forkærlighed for tortur af muslimske mænd undrer også, lige så meget som det undrer hvordan landets statsminister kan forene sit ønske om at religion skal spille en mindre rolle i offentligheden med det forhold at hans egne og hans koalitionspartnere konstant søger at promovere diskussioner om religion.

Senest for statsministerens vedkommende ved et langt indlæg i Politiken og et stort interview i DR’s Deadline, som ikke handlede om andet end religion, muslimer og den slags – det i øvrigt i dage hvor statsministeren er under kritik, både for historien om mødet for vennerne i pressen, for sin ledelsesstil i Venstre og hvor der for har været de største demonstrationer i mange år mod et af hans politiske hjertebørn, velfærdsreformerne.

Selvom jeg selv lider af religionspolitisk interesse ærgrer jeg mig over den tåbelige måde vi ofte diskuterer religionspolitik men mest af alt over at emnet fylder uforholdsmæssigt meget. Jeg vil gerne bidrage til at også andre problemer bliver vendt. Også fordi jeg har mine alvorlige tvivl om den fløj som bruger al sin tid på at råbe op om de farlige muslimer har så meget andet at byde på i forhold til andre sager.

Torsdag den 18. maj fremlagde Teknologirådet sit ambitiøse bud på en fremtidig dansk energipolitik med vægt på et lavere energiforbrug og højere anvendelse af vedvarende energikilder ved en høring i folketinget. I den forbindelse spurgte Information folketingspartiernes repræsentanter ved høringen:

Er dette scenario teknisk-økonomisk realistisk, og er det ønskeligt? Vil I det her?

Og politikerne svarede:

Per Clausen, Enhedslisten:
“Ja, men gerne endnu mere ambitiøst.”

Anne Grethe Holmsgaard, SF:
“Ja, dette er klart realistisk og på det nødvendige niveau.”

Lars Chr. Lilleholt, Venstre:
“Jeg hælder også mod et ja med visse forbehold.”

Jens Christian Lund, Socialdemokraterne:
“Ingen tvivl om vores ja. Det her er økonomisk og sikkerhedsmæssigt nødvendigt.”

Charlotte Dyremose, de konservative:
“Det vil jeg tro. Vi vil gerne undersøge det nærmere.”

Martin Lidegaard, de radikale:
“Vores svar er et ubetinget ja. Vi ser gerne, at det bliver endnu mere ambitiøst.”

Aase D. Madsen, Dansk Folkeparti:
“Jeg er ikke i en position, hvor jeg kan binde mit parti.”

Lad os hæfte os ved den radikale Martin Lidegaards svar – her har tidligere lydt mange knubbede ord om de Radikale, men deres nylige energipolitiske udspil, som bl.a. lagde vægt på også at se på energiforbruget i transportsektoren og på at tilføre flere midler til forskning var da ganske fremragende. 

Så skal vi bemærke de borgerliges valenhed. Transport- og energiminister Flemming Hansen afviser alle offensive forslag på dette område med ideologiske fraser á la: “Vi skal lade markedet bestemme”. Også til den slags har de Radikale en fornuftig holdning. Det er i øvrigt noget dobbeltmoralsk ævlebævlesnak. Venstre og de Konservative  støtter såmænd gerne forskellige former for statsstøtte og andre markedsindgreb og er da i hvert fald ikke blege for at styre forskningen politisk. Hvis “markedet skulle bestemme” var der i øvrigt slet ikke meget mening med at have en transport- og energiminister, men lad det nu ligge.

Endelig undgår man ikke at forarges over Aase D. Madsens kommentar:

“Jeg er ikke i en position, hvor jeg kan binde mit parti.”

Den siger vist mere om partidemokratiet i Dansk Folkeparti og og om hvor lidt de kærer sig om et så væsentligt emne som energipolitikken, end det siger den smule holdning partiet må have til området. De sender en repræsentant, som intet overordnet kan sige, da hun er uden bemyndigelse fra politbureauet.

Men skal vi gætte på at de ligger sig i slipstrømmen af Flemming Hansens “holdning”?

———————–

Opdatering: Aase D. Madsen er ikke engang medlem af Folketinget længere – hun blev ikke valgt i 2005. Dansk Folkepartis folketingsgruppes nuværende energiordfører hedder Tina Pedersen.